KVERNES
Til tider, uforudset, ankommer du dér
hvor du ønsker at være, du ligger i græsset,
øjnene lukket. Det du så: de genspejlede
blånende bjerge, fra bred til
bred en færge en prik i det dybe
krusede vand, nær ved Kvernes’
stavgamle trækirke, under træer
stenen mosbegroet af sine døde –
allerede et billede i dit hoved, som
deler dette med din famlende hånd langs
kirkevæggen, din fods trin fra
gravsten til gravsten, du ligger med
ryggen mod klippegrunden, en hviskende
vind i din øremusling, du indånder
græsset, den duftfrie varme af
sensol, denne lyse nordlige
september: her er jeg – en kort stund uden
tænkning, mere levende en sandhed gennem
sanserne, alt det, som samlet fortæller om
det vedvarende (som om ingen
myrdes et eller andet sted på
flugt fra sult, som om), dette
helhed bag mine hudtynde øjenlåg – dog
som sædvanligt vinder formuleringer frem: så
huser min krop, tilfreds udstrakt og
for mig med hvilket troværdigt indre
øje iagttagelig som fra oven, hvilende
dér i græsset ved fjordens bred,
her nu et landskab: det blev
det som den iagttog, men véd dette, derfor
varer ikke ved – da ingen steder, selv ikke
her, kan ankomst være for altid.
No comments:
Post a Comment