Min mor en sen sommeraften
1
Når månen kommer til syne
og nogle få vindhærgede lader træder frem
i de lavhvælvede bakker
og skinner med et lys
som er sløret og støvfyldt
og som svæver over markerne,
står min mor, med håret i en knold,
og overskygget ansigt, og med røgen
fra cigaretten der snor sig tæt
op ad kjolens svagt gule skær,
i nærheden af huset
og ser på sivningen af det svindende lys
ned gennem tagrørene,
de sidste grå øer af skyer
der udviskes, og vinden
der kruser månens askefarvede dække
på den sorte bugt.
2
Snart vil huset, med skodderne lukkede, sende
små tæpper af lampeglød
ud i disen og bugten
vil begynde sin højlydte stigen og synken
og fyrretræerne, flossede kroner
der stiger op ad bakken, vil synes at græsse
himlens sidste gløder.
Og min mor vil stirre ind i stjernestierne,
de endeløse tunneler af intethed,
og imens hun stirrer
under timens fortryllelse
vil hun tænke på hvordan vi hver nat
overgiver os til forfaldets lydløse storme
som flår i det slappe kød,
og hun vil ikke vide
hvorfor hun er til
og hvad der holder hende fangen
hvis ikke kærlighedens vilkår som bragte hende hertil.
3
Min mor vil gå indenfor
og markerne, de nøgne stene
vil drive i fred, små væsner –
musen og mursejleren – vil sove
ved den modsatte gavl.
Kun fårekyllingen vil være oppe,
gentagende sin ene skingrende tone
til verandaens rådne brædder,
til de rustne skodder, til luften, til det randløse mørke,
til havet som holder sig for sig selv.
Hvorfor skulle min mor vågne?
Jorden er endnu ikke en have
der snart skal vendes. Stjernerne
er endnu ikke klokker der kimer
om natten for de bortgangne.
Det er alt for sent.
(to see the original, go to here)
No comments:
Post a Comment