One more Danish translation of Seamus Heaney

Field Work

I

Where the sally tree went pale in every breeze,

where the perfect eye of the nesting blackbird watched,

where one fern was always green

I was standing watching you

take the pad from the gatehouse at the crossing

and reach to lift a white wash off the whins.

I could see the vaccination mark

stretched on your upper arm, and smell the coal smell

of the train that comes between us, a slow goods,

waggon after waggon full of big-eyed cattle.

II

But your vaccination mark is on your thigh,

an O that’s healed into the bark.

Except a dryad’s not a woman

you are my wounded dryad

in a mothering smell of wet

and ring-wormed chestnuts.

Our moon was small and far,

was a coin long gazed at

brilliant on the Pequod’s mast

across Atlantic and Pacific waters.

III

Not the mud slick,

not the black weedy water

full of alder cones and pock-marked leaves.

Not the cow parsley in winter

with its old whitened shins and wrists,

its sibilance, its shaking.

Not even the tart green shade of summer

thick with butterflies

and fungus plump as a leather saddle.

No. But in a still corner,

braced to its pebble-dashed wall,

heavy, earth-drawn, all mouth and eye,

the sunflower, dreaming umber.

IV

Catspiss smell,

the pink bloom open:

I press a leaf

of the flowering currant

on the back of your hand

for the tight slow burn

of its sticky juice

to prime your skin,

and your veins to be crossed

criss-cross with leaf-veins.

I lick my thumb

and dip it in mould,

I anoint the anointed

leaf-shape. Mould

blooms and pigments

the back of your hand

like a birthmark –

my umber one,

you are stained,

stained to perfection.

Feltarbejde

I

Hvor gråpilen blegnede i enhver brise,

hvor den rugende solsorts fuldendte øje kiggede,

hvor én bregne altid var grøn

stod jeg og så dig

tage stien fra portbygningen ved vejkrydset

og række ud for at lyfte hvidt vasketøj ned fra tornbladsbuske

jeg kunne se vaccinationsmærket

stramme på din overarm, og lugte kullugten

fra toget der kommer imellem os, et langsomt godstog,

vogn efter vogn fuld af storøjet kvæg.

II

Men vaccinationsmærket har du på låret,

et O som er helet ind i barken.

Bortset fra at en dryade ikke er en kvinde

så er du min sårede dryade

i en moderlig lugt af våde

og ringormede kastanjer.

Vår måne var lille og fjern,

var en længe betragtet mønt

skinnende på Pequods mast

tværs over Atlantens og Stille Havets vande.

III

Ikke slamstriben,

ikke det sorte udkrudtsvand

fuld af ellekogler og koparret løv

Ikke vild kørvel om vinteren

med dens gamle afblegede skinneben og håndled,

dens hvislelyd, dens skælven.

Ikke engang sommerens beskgrønne skygge

tyk af sommerfugle

og svampe buttede som en lædersadel.

Nej. Men i en stille hjørne,

fastgjort til dens stenpudsede mur,

tung, draget mod jorden, lutter mund og øje,

solsikken, drømmende umbra.

IV

Lugt af kattepis,

med åbne lyserøde blomster:

jeg trykker et blad

af blodribsen

mod bagsiden af din hånd

så at den tætte langsomme sviden

af dens klæbrige saft

kan grunde din hud,

og dine årer kan

krydsskraveres med bladårer.

jeg slikker min tommelfinger

og dypper den i muld,

jeg salver den salvede

bladform. Muldet

blomstrer og pigmenterer

bagsiden af din hånd

som et modermærke –

min kære umbra,

du er bejdset, bejdset

til perfektion.