A final Danish translation for the time being of a poem by John Updike

Fugl fanget i mit rådyrsnet

Hækken må have set ud som altid,

med frø og taksbær gemt under den,

spiseligt små som kun et fugleøje kunne se,

blandet med det brune af tabte nåle og jord –

en tryg stille hule som naturen yder de ydmyge,

listet ind i, til fods, det fjedrede hoved vågent

over for det søgte, de klare øjnes skarpe blikke

overalt, bortset fra dér hvor net var lagt ud.

Og så, i et barmhjertigt ubevidnet øjeblik,

et forsøg på at stige, at flyve, bremset af en

næsten usynlig grænse, med flagrende, fastlåste

vinger, et benægtet dybt instinkt. O den paniske

flaksen og basken, i dagslys og luft,

deres frihed umuligt tæt på, allevegne!

Hvor mange udsultede timer af fortvivlet kamp genoptaget

i anfald af livsraseri blev brugt

for at forsegle og sy de bærklare øjne til

og løse et lillebitte hjertes vilde knude op?

Det kan jeg ikke vide, ved opdagelsen af denne tot

juncofnug, vægtløs og ordløs

i sit hjørne af net som end ikke rådyr kan tygge igennem

ej heller kan brydes af tyngdetrodsende fugleknogler.

To see the original poem go to here 

PS. An excellent example of a poem that should have started with the last verse!