Danish translation of yesterday's poem

Havet ælter sine minder

Havet ælter sine minder,

indtil de bliver glatslebne:

og alligevel betyder de så lidt.

For havet selv er en eneste
stor hukommelse
et eneste stort nu.

Derfor: forlang af frasen

det fuldkomne blads fløjlsbløde glans,

eller tving den til at forme sig til en klippes knæskal!

Hvor lykkeligt intet at huske,

intet! Og dog være et vidnesbyrd

om noget forgangent– et vidnesbyrd i ansigtets

dristige linje, i håndens frigjorthed,

i mundens lukkethed – et vidnesbyrd i stemmen.

Og hvad du siger er ligegyldigt

som de knuste æggeskal i en forladt rede.