A Danish translation of Richard Gray's 'In departing light'

I SVINDENDE LYS

Min mor hele halvfems skal bindes fast

i sin kørestol, men hælder alligevel langt ud til den ene side;

hun rager ud som knækket,

i stand til ved det blotte syn

at skære i én der står i nærheden. Ophængt

ligesom den hængende mund

in hendes sløretheds

værdighed, og siger at hun har

det udmærket. Det er umuligt at få hende til at klage

eller til at registrere noget som helst

længere end et øjeblik. Hun har formået at få Stephen Hawking til at se

rask ud.

Det er som om

hun suges ud af tilværelsen sidelæns gennem et koøje

og vi holder fast i hendes fødder.

Hun er helt afklaret.

Hvis du lever tilstrækkelig længe er det ikke døden du frygter

men hvad livet stadigvæk er i stand til. Og det ser ud som om hun

et eller andet sted ved dette,

selv om der intet håb er om at hun kan formulere det.

Dog er hun så afklaret at man tænker på en udødelig – en Tithonuis

der sygner hen for evigt på

livets rand,

dog aldrig med et øjebliks klagen. Når hun skal luftes,

ser hun ud som i et motorcykelløb, med hende

som sidevognspassager

der holder maskinen på banen, som prøver at ligge endnu længere ud

end selve hjulet.

Alvorligt, koncentreret, spejder hun fremad

mod målstregen,

når vi kryber rundt, rundt, gennem en haves

tykke sirup, bagved plejehjemmet.

Hendes mund er fuld af kaos.

Min mor kører sit løse gebis rundt som kugler kværnet mod

                      hinanden,

eller klaprer tomt med dem,

flækkede og i stykker. Eftersom de nægter at holde sig på tandkødet

spytter hun dem fri

med en pludselig plaprende hosten, som synes at have presset et allersidste

                      åndepust ud af hende.

Hendes tænder lander på hendes skød eller i græsset,

sprænger spyttets trosser.

Det vi ser i en sådan alder er for os et legemes for tidlige opløsning

når det glider af benene

tilbage til protoplasma

før det anstændigt kan gemmes væk.

Det er som om synapserne mellem hjernecellerne næsten alle sammen

er itu

og nu blafrer de svagt ved min stemmes gennemtræk

og laver tilfældige og

forkerte forbindelser

og hun er blevet til en surrealistisk digter

‘Hvordan er det med

sol på ryggen?’ spørger jeg. ‘Solen

er mekanisk,’ fortæller hun mig, nøgternt. Lige et

øjeblik, tænker jeg, er hun ved at

blive dybsindig? Ud at ingenting siger hun, ‘Søen bliver støvet.’

                      Der findes ikke nogen sø

hverken her eller i hendes fortid. ‘Du må støve søen af.’

Det kunne være

Hun var blevet dybsindig, men så siger hun, ‘Den lille dreng i stjernen er mad,’

eller måske

‘Den lille dreng er stjernen i mad.’

og så tænker du, ‘Mere sandsynligt

at dette tiltaler min type af overtro.’ Alt er sammenfiltret, og

                      fortolkninger,

eller at høre fejl,

alt sammen glatføret af

hendes nedfart.

Vi sidder og lytter til fuglesangen, som ligner drivende linier

af våd maling –

det er som en abstrakt ekspressionist i aktion, hans snirkler og

så

de berøringer

kun lige tilstede,

og overalt sker det på den spændte himmel.

Hvis jeg hurtiglæser fra avisen, falder hun straks i søvn.

Jeg kærtegner hendes ansigt og hun vågner,

stirrer mig intenst i ansigtet og siger noget som, ‘Det var

en pæn kæp.’ Når vi sidder derude

har hun også sagt, uden nogen sammenhæng, ‘Ørknen er en tunge.’

‘En rød tunge?’

‘Netop, det er

det er en slags

du ved – det er – det er en lang

automobil.’

Da jeg fortalte hende at jeg muligvis skulle til Cambridge i et stykke tid,

                      sagde hun til mig, ‘Cambridge

er en gammel lærdoms højborg. Sørg for –’

men det blev for meget –

‘sørg for

de korte juleblomster.’ Jeg bliver svimmel,

får kvalme,

når jeg prøver at regne ud hvad det sker inde i hovedet på hende. Beholder

hende ude i timevis, vipper hende i oprejst

stilling, når

hun døser hen og driver tilbage til vågent tilstand: borte fra afdelingens

stank og skrig. Det værste

af det hele, for mig, til trods for sort snak, er at hun nu oplever

større fred end jeg nogensinde har set hos hende. Hun mindes gamle dage,

i korte glimt, tror at jeg er én af hendes brødre, død for længe

siden. ‘Havde vi det ikke skægt

på de heste da vi var ung?’ kan hun finde på at sige, mens hun klasker

sig let på låret. Alzheimers

er nirvana, i hendes tilfælde. Hun nævner aldrig

noget af det som plagede hendes voksenår – Gud, de onde passager

i Bibelen, sin egen mors

langsomme, svære dødsproces, min far. Intet

om min far,

og intet

om besættelsen af den religion han drev hende ud i. Hun siger at

                      skadens sang,

der bare bliver ved og ved, som en irer

der smigrer sig selv,

og som jeg har drejet hendes stol hen imod,

minder hende om

en kop. En kop i stykker. Jeg tror at hun kan klare

kaoset i sit sind fordi det snurrer

så langsomt – langsomt

ligesom støv danner fnug i et tomt værelse.

Sjælen? Sjælen er for længst besejret, og er næsten helt borte.

Hun er kun produktiv nu

når det gælder børstehår på hagen, en lugt

som af gamle aviser på et fugtigt betongulv, en forvansket mumlen,

visse knitrende erindringer, og en varme

(den var der altid,

et pungdyrs hengivenhed), en varme som kun findes i øjnene nu,

                      især

når jeg holder hende og vugger hende for en stund, imens jeg løfter

hende ind i sengen igen – en foldet

pakke, som

jeg har set fra billeder man gjorde af Ismanden. Hun siger,

                      ‘Jeg ka’ li’ det

når du – når

når

du...’

Jeg siger til hende, ‘My brown-eyed girl.’ Til trods for at hun ikke husker

pladen, eller mig derhjemme

dengang, synger jeg det

for hende: ‘Da

da-dum, de-dum, da dum... And

it’s you, it’s you,’ – hun smiler op mod mit ansigt – ‘it’s you, my

                      brown-eyed girl.’

Min mor vil fare vild på vejene efter døden.

For ensom en skikkelse

at holde ud at tænke på. Som hun en gang gjorde,

mindst en gang, in den nye stormagasin

i vor by; opdaget

tøvende mellem gangene; drejende på stedet, forvandlende sig

til et stille sted.

Hun så alt for rar ud

til at kunne afvise selv en forkert retning,

rent ud. Og hun fangede mit blik på hende,

og jeg vidste jeg ville le

og smilede bredt. Eller, eftersom mangen en ånd vil ankomme

                      derover, hvad de nu er

for noget – og alle sammen højrøstede

som måger, langs dødens mure – vil hun let blive skubbet til

side, igen. Der findes hierarkier i Himlen, husker vi; og vi

                      er bekendt

med dens forkludrede planer.

Selv om ‘de sidste skal blive de første’, som man har sagt os, kan

hun ikke blive den første. Det ville ikke være hende.

Hvorfor dog blive så bange?

Dette er alt du har

af din mor, in dine arme. Hun som nu, et øjeblik efter din

                      leg, er borte;

som er forvirret

og gerne ville spørge

hvorfor hun hænger her. Nej – hun vil være tryg. Hun vil være tryg

in denne røde jords

tørre mund, på det sted

hun altid har været. Hun

der ikke har overlevet sit liv, hvordan kan vi drømme om at hun vil overleve

                      sin død?