A Henrik Nordbrandt poem for the time of year

 

BETWEEN CHRISTMAS AND NEW YEAR

Between Christmas and New Year

there is practically nothing.

It can almost be

in an ordinary, black handbag

of the kind midwives use

my mother used to say.

But I don’t know if that sort of logic

is applicable nowadays.

It doesn’t matter if you forget the bag.

There’s nobody, after all, who wants to have it.

Next year at the same time it’s there again

on the bench on the platform.

Nobody sits down next to it.

That’s the way it is between Christmas and New Year.

It’s a bit different, of course,

if it’s just snowed

and there’s a little snow on the top of the bag

and you can imagine

a train pulling in

out of the twilight.

That, then, is what the bag looks like.

It’s yours. Take it!

My mother won’t let on.

Sophia Elisabet Brenner - Swedish poet who also wrote in German

Die Unvermeidliche Flucht menschlicher Tage/

Vorgestellet in Abbildung einer

Sand-Uhr/

Bey Beerdigung

Des Weiland Wohl Ehrenvesten und Groß-Achtbahren/

Nun mehro bey GOTT WohlSeligen

Herrn BARTHOLOMÆI Klüvers/

Den 19. Februarii dieses jetztlauffenden 1693.sten Jahres.

BEwehrtes Spiegel-Glas/ in dem die Sterbligkeit/

Der schnellen Jahre Flucht leibhafftig an zu schauen/

Dein Sand erinnert mich wie wir auf Trieb-Sand bauen

Und schätzen offtermahls vom Ziel/ uns viel zu weit.

Da doch dis Gläser-Paar/ so über sich gestürtzt/

Eins/ auf die Wiege sieht’ und eins die Bahre zeiget/

Misst was verfloßen ist/ lehrt wie der Rest sich neiget

Der jeden Augenblick ein Theil des Lebens kürtzt

O wahres Ebenbild des Kummers der uns qwählt/

Uns handelt Angst und Noth/ wie deinen Sand die Wellen/

Uns drückt so manche Last und dräut uns gar zu fällen/

Daß man der Trübsahl mehr als Sand am Ufer zählt.

Auch sonsten läst der Mensch als selbst der Zeiten Raub/

Gantz füglich/ auser dem/ der Sand-Uhr sich vergleichen/

Jst/ weil sein Körper steht und wann er wird zur Leichen/

Jm Leben brüchig Glaß/ und nach dem Tode/ Staub.

Wohl dem der weil er noch des Leibes Umhüll/ trägt

Und eh die Zeit verläufft/ sich auf die Heimfahrt schikket/

Dem Welt und Eitelkeit/ die Sinnen nicht berükket/

Damit er fertig sey wann seine Stunde schlägt.

Mein Freund auch auf der Bahr/ wie wohl ichs nicht gedacht

Dich in so kurtzer Zeit der Gruben zu vertrauen/

Doch weil wir uns gewiß auf ewig wieder schauen/

So scheid ich wohl gemuth/ indeßen gute Nacht.

The ineluctable flight of human days/

As represented in the depiction of an

Hour-Glass/

At the funeral of

the formerly most upright and extremely worthy/

Now with GOD blessed and reunited

Mr BARTHOLOMÆUS Klüver/

19 February of this present year of 1693.

Well-tested mirror-glass/in which mortality/

Of swiftly fleeing years embodied we see stand/

Your sand reminds me how we build on shifting sand

And often from our goal/ so far removed can be.

Yet here this glassy pair/ up-ended at our birth

With one that views the cradle/ one that shows the bier/

Lacks what has downward run/reveals the end is near

And teaches us each instant shortens life on earth.

Oh most true image of the misery we bear/

Just as the waves the sand/do fear and need us steer/

Threatened by such dire loads far from our course we veer/

And count our sorrows more as sand upon the shore.

Man may in other ways/ a prey to time’s sore thrust/

With this same hour-glass yet be suitably compared/

Is/while his body stands and when as corpse is bared/

In this life fragile glass/ and after death/ mere dust.

Happy the one who while in human flesh still clad

And ere his time is o’er/prepares his journey home/

Whose mind this world and vanity can’t cause to roam/

Who when his hour is come is ready and not sad.

My friend here on the bier/ I never thought I might

Entrust you to the grave/after so short a time/

But since we soon shall meet/ though in a heav’nly clime/

I leave you well consoled/ and until then good night.

A Danish translation of Richard Gray's 'In departing light'

I SVINDENDE LYS

Min mor hele halvfems skal bindes fast

i sin kørestol, men hælder alligevel langt ud til den ene side;

hun rager ud som knækket,

i stand til ved det blotte syn

at skære i én der står i nærheden. Ophængt

ligesom den hængende mund

in hendes sløretheds

værdighed, og siger at hun har

det udmærket. Det er umuligt at få hende til at klage

eller til at registrere noget som helst

længere end et øjeblik. Hun har formået at få Stephen Hawking til at se

rask ud.

Det er som om

hun suges ud af tilværelsen sidelæns gennem et koøje

og vi holder fast i hendes fødder.

Hun er helt afklaret.

Hvis du lever tilstrækkelig længe er det ikke døden du frygter

men hvad livet stadigvæk er i stand til. Og det ser ud som om hun

et eller andet sted ved dette,

selv om der intet håb er om at hun kan formulere det.

Dog er hun så afklaret at man tænker på en udødelig – en Tithonuis

der sygner hen for evigt på

livets rand,

dog aldrig med et øjebliks klagen. Når hun skal luftes,

ser hun ud som i et motorcykelløb, med hende

som sidevognspassager

der holder maskinen på banen, som prøver at ligge endnu længere ud

end selve hjulet.

Alvorligt, koncentreret, spejder hun fremad

mod målstregen,

når vi kryber rundt, rundt, gennem en haves

tykke sirup, bagved plejehjemmet.

Hendes mund er fuld af kaos.

Min mor kører sit løse gebis rundt som kugler kværnet mod

                      hinanden,

eller klaprer tomt med dem,

flækkede og i stykker. Eftersom de nægter at holde sig på tandkødet

spytter hun dem fri

med en pludselig plaprende hosten, som synes at have presset et allersidste

                      åndepust ud af hende.

Hendes tænder lander på hendes skød eller i græsset,

sprænger spyttets trosser.

Det vi ser i en sådan alder er for os et legemes for tidlige opløsning

når det glider af benene

tilbage til protoplasma

før det anstændigt kan gemmes væk.

Det er som om synapserne mellem hjernecellerne næsten alle sammen

er itu

og nu blafrer de svagt ved min stemmes gennemtræk

og laver tilfældige og

forkerte forbindelser

og hun er blevet til en surrealistisk digter

‘Hvordan er det med

sol på ryggen?’ spørger jeg. ‘Solen

er mekanisk,’ fortæller hun mig, nøgternt. Lige et

øjeblik, tænker jeg, er hun ved at

blive dybsindig? Ud at ingenting siger hun, ‘Søen bliver støvet.’

                      Der findes ikke nogen sø

hverken her eller i hendes fortid. ‘Du må støve søen af.’

Det kunne være

Hun var blevet dybsindig, men så siger hun, ‘Den lille dreng i stjernen er mad,’

eller måske

‘Den lille dreng er stjernen i mad.’

og så tænker du, ‘Mere sandsynligt

at dette tiltaler min type af overtro.’ Alt er sammenfiltret, og

                      fortolkninger,

eller at høre fejl,

alt sammen glatføret af

hendes nedfart.

Vi sidder og lytter til fuglesangen, som ligner drivende linier

af våd maling –

det er som en abstrakt ekspressionist i aktion, hans snirkler og

så

de berøringer

kun lige tilstede,

og overalt sker det på den spændte himmel.

Hvis jeg hurtiglæser fra avisen, falder hun straks i søvn.

Jeg kærtegner hendes ansigt og hun vågner,

stirrer mig intenst i ansigtet og siger noget som, ‘Det var

en pæn kæp.’ Når vi sidder derude

har hun også sagt, uden nogen sammenhæng, ‘Ørknen er en tunge.’

‘En rød tunge?’

‘Netop, det er

det er en slags

du ved – det er – det er en lang

automobil.’

Da jeg fortalte hende at jeg muligvis skulle til Cambridge i et stykke tid,

                      sagde hun til mig, ‘Cambridge

er en gammel lærdoms højborg. Sørg for –’

men det blev for meget –

‘sørg for

de korte juleblomster.’ Jeg bliver svimmel,

får kvalme,

når jeg prøver at regne ud hvad det sker inde i hovedet på hende. Beholder

hende ude i timevis, vipper hende i oprejst

stilling, når

hun døser hen og driver tilbage til vågent tilstand: borte fra afdelingens

stank og skrig. Det værste

af det hele, for mig, til trods for sort snak, er at hun nu oplever

større fred end jeg nogensinde har set hos hende. Hun mindes gamle dage,

i korte glimt, tror at jeg er én af hendes brødre, død for længe

siden. ‘Havde vi det ikke skægt

på de heste da vi var ung?’ kan hun finde på at sige, mens hun klasker

sig let på låret. Alzheimers

er nirvana, i hendes tilfælde. Hun nævner aldrig

noget af det som plagede hendes voksenår – Gud, de onde passager

i Bibelen, sin egen mors

langsomme, svære dødsproces, min far. Intet

om min far,

og intet

om besættelsen af den religion han drev hende ud i. Hun siger at

                      skadens sang,

der bare bliver ved og ved, som en irer

der smigrer sig selv,

og som jeg har drejet hendes stol hen imod,

minder hende om

en kop. En kop i stykker. Jeg tror at hun kan klare

kaoset i sit sind fordi det snurrer

så langsomt – langsomt

ligesom støv danner fnug i et tomt værelse.

Sjælen? Sjælen er for længst besejret, og er næsten helt borte.

Hun er kun produktiv nu

når det gælder børstehår på hagen, en lugt

som af gamle aviser på et fugtigt betongulv, en forvansket mumlen,

visse knitrende erindringer, og en varme

(den var der altid,

et pungdyrs hengivenhed), en varme som kun findes i øjnene nu,

                      især

når jeg holder hende og vugger hende for en stund, imens jeg løfter

hende ind i sengen igen – en foldet

pakke, som

jeg har set fra billeder man gjorde af Ismanden. Hun siger,

                      ‘Jeg ka’ li’ det

når du – når

når

du...’

Jeg siger til hende, ‘My brown-eyed girl.’ Til trods for at hun ikke husker

pladen, eller mig derhjemme

dengang, synger jeg det

for hende: ‘Da

da-dum, de-dum, da dum... And

it’s you, it’s you,’ – hun smiler op mod mit ansigt – ‘it’s you, my

                      brown-eyed girl.’

Min mor vil fare vild på vejene efter døden.

For ensom en skikkelse

at holde ud at tænke på. Som hun en gang gjorde,

mindst en gang, in den nye stormagasin

i vor by; opdaget

tøvende mellem gangene; drejende på stedet, forvandlende sig

til et stille sted.

Hun så alt for rar ud

til at kunne afvise selv en forkert retning,

rent ud. Og hun fangede mit blik på hende,

og jeg vidste jeg ville le

og smilede bredt. Eller, eftersom mangen en ånd vil ankomme

                      derover, hvad de nu er

for noget – og alle sammen højrøstede

som måger, langs dødens mure – vil hun let blive skubbet til

side, igen. Der findes hierarkier i Himlen, husker vi; og vi

                      er bekendt

med dens forkludrede planer.

Selv om ‘de sidste skal blive de første’, som man har sagt os, kan

hun ikke blive den første. Det ville ikke være hende.

Hvorfor dog blive så bange?

Dette er alt du har

af din mor, in dine arme. Hun som nu, et øjeblik efter din

                      leg, er borte;

som er forvirret

og gerne ville spørge

hvorfor hun hænger her. Nej – hun vil være tryg. Hun vil være tryg

in denne røde jords

tørre mund, på det sted

hun altid har været. Hun

der ikke har overlevet sit liv, hvordan kan vi drømme om at hun vil overleve

                      sin død?

Advent poem by the Dutch poet Jean Pierre Rawie

Advent

In what is now the final advent week

it ought soon to be snowing: every year

the same old things are what you’d like appear

the most. No snow then - old hat, so to speak.

You light the sideboard candles once again,

and think of all you know who’re now deceased.

You’re waiting for some moment that’s been missed

while each day slots into a seamless chain.

Against your better judgment you would chance

to call to mind again what was not there,

since what is gone has depth, significance.

You put on music, drink tea, read a book

that you’ve already read long since, somewhere.

But it’s all gone for good, slipped off the hook.

Congratulations to Willem Jan Otten!

HET WAK VAN EDEN

Van kindsbeen heb ik kennis van een wak.

Denk ik het in dan denk ik mij in

de voorbedachte winterdag waarop ik,

spijbelend, in de late ochtendschemering,

een onbeschaatste, mensverlaten wijde

Ankeveense Plas beging waarin mij wachtte

steeds hetzelfde en mij toegedachte wak.

Denk ik het in dan denk ik mij in

dit wak totdat het zingen gaat van zonk,

het zingt zich naar mijn oor een wak

en wordt niet waar ik nog naar snak, maar

wat ik hoor, een stem, een klank, een klacht.

EDEN’S HOLE IN THE ICE

Since I was small I’ve known about this hole.

If my mind’s eye sees it, I see me

in the aforeseen winter’s day when I,

truanting in the lingering dawn,

risked the unskated, man-forsaken void of

the Ankeveen Lake where this very same hole,

with me aforethought, lay in wait.

If my mind’s eye sees it, I see me

in this hole until it starts to sing of sunk;

a hole is singing softly in my ear,

becoming now not fear alone but

what I hear: a voice, a sound, a moan.

EDENS VÅGE

Fra barnsben har jeg kendskab til en våge.

Ser jeg den for mig, ser jeg mig selv

i den forudsete vinterdag, hvor jeg,

pjækkende i det sene morgenmørke, gled

over en urørt, menneskeforladt og udstrakt

Ankeveenske sø, i hvilken stadig

densamme våge, tiltænkt mig, lå skjult.

Ser jeg den for mig, ser jeg mig selv

i den våge indtil den sagte synger sank;

indtil mit øre synger sig en våge,

der bliver ikke bare frygt men

hvad jeg hører - stemme, klang og klagesang.

A poem by the 19th century Norwegian poet Aasmund Olavsson Vinje (1818-70)

At Rondane

Once more such heights and valleys stand before me

as those I saw when my first youth held sway;

my heated brow the selfsame wind cools for me,

and gold lies on the snow, as once it lay.

A childhood language speaks that seems to awe me

and make me thoughtful, although also gay,

And childhood memories the words are wreathing:

It streams out to me, almost stops me breathing.

Yes, life streams out now as I felt it streaming

when under snow I saw the green shoots rise.

I’m dreaming now, as once I stood there dreaming

when I such mountains saw ’gainst bright blue skies.

Forgotten is day’s strife, as ’twas at evening

when glimpsing sun’s last rays would be my prize.

I’m sure to find a house that heeds my calling,

with sun to light my way home ere night’s falling.

All’s as before, transfigured, seen more clearly,

with daylight seeming brighter than way back.

And that which bit and cut me so severely

the actual shadow now makes seem less black;

e’en that which tempted me to sin, or nearly,

e’en that hard rock makes softer in attack.

Old thoughts, now reconciled, extend a greeting:

though older, it is still the same heart beating.

And every stone seems known where’er I’m wending,

for ’mongst such stones did I once run about.

As if they were great giants fiercely contending,

I ask this peak and that who’ll win their bout.

All things remind me in a chain unending

till deep down in the snow the sun goes out.

And till the final sleep one day enfolds me

old memories and shadows will console me.

A highly 'Danish' poem, but sung to Carl Nielsen's music a stirring community song!

The Danes’ true song

The Danes’ true song is a young blond maiden

that hums contented in Denmark’s land,

a child is she of the sea-blue kingdom

where wave hears wave as they meet its strand.

The Danes’ true song, when it’s deepest ringing,

has sounds of bells, sword and shield in store;

the strains of sagas towards us winging

that tell of Denmark in days of yore.

All Zealand’s charm and all Jutland’s powers,

that twain refrain of both mild and hard

must be encompassed to tell what’s ours,

to tell how we ourselves would regard.

As each time changes, each custom mellows,

but art and struggle for steel still call:

the soul is tempered by altar bellows

that fan the flames from our Bjarkamál.

So Denmark, sing, let the heart speak freely!

Its heartfelt language is verse and song,

from nightingales we can learn to hear you,

from larks whose trills are both loud and long.

The wind’s wild ballad breaks loose its tether,

the solemn lay of the shore is sung;

from city pavement and moorland heather

our song is rising, both glad and young.

Kai Hoffmann 1874-1949 (text 1924)

Carl Nielsen 1865-1931 (music 1926)