Tingenes driven
Tingene, sagde
Berkeley, er Guds sprog,
verden vi
kender er egentlig Hans tanker –
hvilket,
bemærkede Hume, ikke bringer os nogen overbevisning,
men for mig er
det næsten en begrundelse,
fordi tingene
er en sådan eksistens og ultimativt
format værdige.
Tit virker det som om
jeg lytter til
dem. Hvad kan den mon betyde,
denne
intuition? Jeg tror at deres tiltrækningskraft
skyldes deres
oprigtighed; det er deres manglende bekymring
for deres
sårbarhed. Derfor fornemmer vi
de er tilstede
i deres helhed. Man føler at disse ting
der træder
gennem dagene sammen med os
ved enhver
lejlighed har virkelighedens fylde.
En anløbsbro i
sivene, og skyer på vand;
bussen der
rutscher på støvet som et surfbræt;
et firben halet
ud af en postkasse,
trægt, gennem
hele eftermiddagens lange skygger;
plankerne på
mudder, hvorfra hønsenes klid
strøes ud; en
skærmydslen mellem blomstrende
kirsebærtræer
med vindsabler; de slyngede vinranker
af havskum;
eller træer i en allé
mod ophøjet sne
– hver for sig er disse ting sig selv
og intet andet.
Det er mangfoldigheden
vi oplever, det
er forskelle
ikke Enhedens
smøren ud – den haeccitas
vi oplevede som
børn. Glade dyr,
for os dengang
var fænomenerne nok;
vi tog
forskellighed og forbindelser
ligeså
bogstaveligt, opdagede vi senere,
som William
James havde påbudt os at gøre.
Vi var så fulde
af ærefrygt, så henrykte, i barndommen
på grund af
genstandenes insisteren, for os virkede de som
et svar. At
‘konkrete særligheder’
er
grundeksistensen var noget vi kunne have
været enige med
Aristoteles om.
Og disse ting
strømmer ind i hinanden
så stille som
røg, uden at tøve,
uhindret.
Verdens funklende røg.
Forskellene dem
imellem udelukker ikke
deres enhed;
enheden forringer ikke
deres
forskellighed. Alligevel kan der ikke være
én materie,
eller ‘energi’, under alt dette
som er
forblevet sig selv, og som er ‘ren’.
Træge ting
ville være det samme som ingenting.
Hvad kan
udskilles fra eksistensen?
Eftersom
verdens substans er flydende, betyder det
at ingen
Substans findes. Tingene varierer altid
på
virkelighedens ene plan.
Det som verden
består af er de ting den
eksisterede som
før. Reaktion
er dens
princip. Og hele eksistensen
synes at være
en akrobat, som slår kolbøtter
om og om igen,
hver gang han er ved at falde;
eller den er et
oprørsk hav hvor tingenes
bølger strømmer
uendeligt igennem hinanden.
De hundrede og
tresindstyve millioner år
af kæmpeøgler,
der tilbragte alle deres dage
med at fortære
hinanden, antyder
at Guden for
dette også er et uhyre; eller keder sig,
og er kedelig;
eller lider af skøre mareridt –
eller er noget
absurdt. Og livet er havnet på
en strandbred i
tide ved et lykketræf; og selv om det
ikke helt
forholder sig sådan, findes der tidsrum
indenfor tiden
og steder som synes at være fredede.
Som religioner
har ønsket at vi skulle tro
og nogle
tænkere har lært os, kan vi ikke vide noget,
og dog har den
minutiøse koordination
af sanserne med
naturen, celle for celle,
været det
eneste forehavende af vores evolution
som dyr, indtil
nu. Mellem den ene ting
og den anden,
hvor findes der hindring?
Overalt har
naturen en villighed til at svare –
denne
sammenhæng er verdens enhed.
Vi er i stand
til at kende tingene fordi vi er
i sammenhæng
med dem. Vi kan ikke forstå
hele deres
kompleksitet, men det vi forstår
er lige så direkte
som en berøring. Fejl finder sted –
de fejl vi
laver beviser at verden findes.
Hvilken nytte
har ‘forestillinger’?
Vore hænder og
fødder skal have handlingsfrihed;
og hvis nogen
taber en dyrbar skål
har vi fanget
den, i en brøkdel af et sekund, vi ved ikke hvordan.
Kroppen har sin
tendens, for at overleve –
intet trænger
sig på mellem verden og denne,
men ordløs
sansning klarer det hele.
Altså er
bevidsthed – hurtigere end tanken – tynd;
det er en
funktion, så tynd som ingenting.
‘Sindet’
spejler kroppen mod sig selv;
det kan kun
spejle; kroppen svarer.
Kroppen kan
udrette mere end vi aner.
Hele dens
tænkemåde består i brugen af ting –
inspiration er
en opportunisme.
Vores
bevidsthed ligner de tætte spots
på en scene,
hjernens struktur,
hvor alle rekvisitter
er klar til at tændes.
Der er kun
fokus på ét sted ad gangen
som er højlydt,
andre kaster lys over dette,
og så byttes
alt om, i løbet af et øjeblik.
Vi lægger mærke
til når vi hører at vi ikke ser –
at der er
ørebevidsthed, øjebevidsthed,
og så videre,
der lynhurtigt veksler.
Når vi hører
regnen, føler vi ikke træstolen,
og når vi
tænker udelukker vi stimuli.
Hvad er ‘den
vidende’ andet end en forbipasserende tanke
der tælles med
dér blandt erfaringerne?
Denne
bevidsthed man opfatter som sig selv
er, faktisk,
fuldstændig upersonlig –
alt befinder
sig udenfor den, selv vore tanker.
Men verden der
er os givet bliver stjålet fra os
og vi er alle
ligeså berøvede som Orfeus.
Derfor hader vi
livet, fordi det er døden.
Det som
sanserne fortæller os vil vi gerne nægte;
dette kan ikke
tillades, end ikke i naturvidenskaben,
som søger en
eleatisk naturlov.
Der findes ikke
noget endegyldigt ved isolation,
som
naturvidenskaben antyder, i dens reduktive raseri:
det er
kompleksiteten som er fundamental.
Partikler er
luftarter, plasmaer, og så videre;
energi en
aktivitet af legemer:
ligeså
‘fundamentale’ er de store elementer,
Lyset og
Luften, Vandet, og Jorden.
Et billede fra
Blomsterkrans Sutraen –
livet er et net
af diamanter,
og indenfor
hver facetterede sten hænger
resten af
netværket, som genspejlinger.
En ting består
af alt andet i verdenen;
den har ingen
fast natur, selvbestemt;
der findes kun
relativitet – ‘tomhed’.
Det er fordi
ting er indbyrdes forbundet
at hver af dem
åbner hundrede porte for os
ud mod havet af
verdens mening.
Verdenen er den
gensidige udviskning
af ethvert
isolerede synspunkt.
Eftersom alle
ting fødes ud af betingelser
er fraværet af
et indre væsen
alle tings
iboende renhed;
Alle har
ikke-selvet som deres natur.
Derfor er
vandløb og skove, de lysstænkede bjerge,
de vindblæste
skyer og bølger, buddhaformen.
Som naturlig
følge af dens meningsløshed
kunne man sige
at verden besidder uskyldighed.
Hvis forandring
er virkelig, så må kvaliteter også være det;
og uden
Substans til hvilken de er knyttet,
så er tingenes
‘egenskaber’ alt der findes.
Dog findes
disse kun i sammensatte helheder
som ting
(tingen udskiller sig selv):
ingen
kvaliteter eksisterer adskilt fra mængde,
og mængde kan
kun eksistere som kvaliteter.
Vi lever i et
medium af paradokser –
en ting er både
absolut og vilkårlig;
alt efter
målestok er tingen en helhed eller del af en anden helhed.
Den er verdens
eneste valuta.
Disse
almindelige ting er endegyldige, opdager vi,
eftersom alt
det vi analyserer kun eksisterer
i relation til dem.
De er naturens ståsted.
Men adskilte
sanser er nødt til at holde det adskilt
som, vi ved, er
afhængigt i verdenen,
og for at leve
skal vi skelne –
på denne måde
har naturen selv frembragt vor forvirring;
den har
forberedt os på ‘hele denne
unbegribelige
verdens tyngende mysterium’.
Til trods for
at den ikke i sig selv har eksistens,
går tingenes
massivitet aldrig tabt.
Tingene er ikke
en flimren, som sollys på havet,
på ingenting,
hver ting har en tæthed.
Alle kvaliteter
er massens tillæg,
og en forandring
i masse vil ændre på kvaliteterne –
alt dette ved
vi, og dog kan det ikke vides.
En sådan masse,
selv, er det ufattelige,
det
ubegrundede; man kunne sige det er Gud,
men en Gud som
ikke ønsker at være Gud.
I sig selv er
den mulighed,
med hele dens
indhold fundet ‘udenfor’ den.
Tingene låner
deres fyldighed fra hinanden,
så det de
allesammen er lavet af er Eksistens,
noget som ikke
på nogen måde er begrænset.
Det er her det
almindelige bliver sublimt.
Når vi står i
kø foran Lethes bred
vil vi huske, opmærksomme
som kærteflammer,
ikke blot
ansigter, men ting vi har kendt,
og med en
intensitet som overrasker –
græssets
stilling ved stakittets fod
en uvejrsoplyst
eftermiddag; natten, et hav
blandt dets
isflager; hvad det nu var som slyngede os
ud i den fjerneste
transcendens vi har oplevet.
Vi vil se
verden som en stor skov
og underskov af
ting, der var alvorsfuld
og fjern, og
ligeså ufremkommelig, dog rolig,
som det land
der vil rejse sig foran os.
Tingene
forudsagde et sådant mysterium;
de var altid
Hades’ blomstringer.
Men dette er en
metafor. Ikke en eneste varer ved.
Det som slår os
mest ved tingene er deres fremmedhed,
og hvordan kan
man tale om dette, hvis ikke gennem en metafor?
Tingene
passerer forbi os ved mørkets udkant,
ses fra
hovedveje, i forandring, ligesom vi forandres.
Træerne bærer
en særegen betydningsfuldhed
i deres
gruppering på en bakketop eller en slette;
disse ting der
er mere end bare det som vides.
Materiens
beskaffenhed er en Afgrund.
Bagved et skur,
lave bakkedrag og store skyer;
en smal
grusvej; en bleg sol på støvet græs;
det brækkede
stakit og trådnettet;
en låge,
henimod en vagt åresprængt skov;
kanalen med
svaler. Vidunderlige fantomer.
Ingen tanker
kan nærme sig deres tilstedeværelse her.
In which the burden of the
mystery,
In which the heavy and the
weary weight
Of all this unintelligible
world,
Is lightened.
(Wordsworth, The Prelude)