A poem by the Australian poet Robert Gray in Danish translation

Tingenes driven

Tingene, sagde Berkeley, er Guds sprog,

verden vi kender er egentlig Hans tanker –

hvilket, bemærkede Hume, ikke bringer os nogen overbevisning,

men for mig er det næsten en begrundelse,

fordi tingene er en sådan eksistens og ultimativt

format værdige. Tit virker det som om

jeg lytter til dem. Hvad kan den mon betyde,

denne intuition? Jeg tror at deres tiltrækningskraft

skyldes deres oprigtighed; det er deres manglende bekymring

for deres sårbarhed. Derfor fornemmer vi

de er tilstede i deres helhed. Man føler at disse ting

der træder gennem dagene sammen med os

ved enhver lejlighed har virkelighedens fylde.

En anløbsbro i sivene, og skyer på vand;

bussen der rutscher på støvet som et surfbræt;

et firben halet ud af en postkasse,

trægt, gennem hele eftermiddagens lange skygger;

plankerne på mudder, hvorfra hønsenes klid

strøes ud; en skærmydslen mellem blomstrende

kirsebærtræer med vindsabler; de slyngede vinranker

af havskum; eller træer i en allé

mod ophøjet sne – hver for sig er disse ting sig selv

og intet andet. Det er mangfoldigheden

vi oplever, det er forskelle

ikke Enhedens smøren ud – den haeccitas

vi oplevede som børn. Glade dyr,

for os dengang var fænomenerne nok;

vi tog forskellighed og forbindelser

ligeså bogstaveligt, opdagede vi senere,

som William James havde påbudt os at gøre.

Vi var så fulde af ærefrygt, så henrykte, i barndommen

på grund af genstandenes insisteren, for os virkede de som

et svar. At ‘konkrete særligheder’

er grundeksistensen var noget vi kunne have

været enige med Aristoteles om.

Og disse ting strømmer ind i hinanden

så stille som røg, uden at tøve,

uhindret. Verdens funklende røg.

Forskellene dem imellem udelukker ikke

deres enhed; enheden forringer ikke

deres forskellighed. Alligevel kan der ikke være

én materie, eller ‘energi’, under alt dette

som er forblevet sig selv, og som er ‘ren’.

Træge ting ville være det samme som ingenting.

Hvad kan udskilles fra eksistensen?

Eftersom verdens substans er flydende, betyder det

at ingen Substans findes. Tingene varierer altid

på virkelighedens ene plan.

Det som verden består af er de ting den

eksisterede som før. Reaktion

er dens princip. Og hele eksistensen

synes at være en akrobat, som slår kolbøtter

om og om igen, hver gang han er ved at falde;

eller den er et oprørsk hav hvor tingenes

bølger strømmer uendeligt igennem hinanden.

De hundrede og tresindstyve millioner år

af kæmpeøgler, der tilbragte alle deres dage

med at fortære hinanden, antyder

at Guden for dette også er et uhyre; eller keder sig,

og er kedelig; eller lider af skøre mareridt –

eller er noget absurdt. Og livet er havnet på

en strandbred i tide ved et lykketræf; og selv om det

ikke helt forholder sig sådan, findes der tidsrum

indenfor tiden og steder som synes at være fredede.

Som religioner har ønsket at vi skulle tro

og nogle tænkere har lært os, kan vi ikke vide noget,

og dog har den minutiøse koordination

af sanserne med naturen, celle for celle,

været det eneste forehavende af vores evolution

som dyr, indtil nu. Mellem den ene ting

og den anden, hvor findes der hindring?

Overalt har naturen en villighed til at svare –

denne sammenhæng er verdens enhed.

Vi er i stand til at kende tingene fordi vi er

i sammenhæng med dem. Vi kan ikke forstå

hele deres kompleksitet, men det vi forstår

er lige så direkte som en berøring. Fejl finder sted –

de fejl vi laver beviser at verden findes.

Hvilken nytte har ‘forestillinger’?

Vore hænder og fødder skal have handlingsfrihed;

og hvis nogen taber en dyrbar skål

har vi fanget den, i en brøkdel af et sekund, vi ved ikke hvordan.

Kroppen har sin tendens, for at overleve –

intet trænger sig på mellem verden og denne,

men ordløs sansning klarer det hele.

Altså er bevidsthed – hurtigere end tanken – tynd;

det er en funktion, så tynd som ingenting.

‘Sindet’ spejler kroppen mod sig selv;

det kan kun spejle; kroppen svarer.

Kroppen kan udrette mere end vi aner.

Hele dens tænkemåde består i brugen af ting –

inspiration er en opportunisme.

Vores bevidsthed ligner de tætte spots

på en scene, hjernens struktur,

hvor alle rekvisitter er klar til at tændes.

Der er kun fokus på ét sted ad gangen

som er højlydt, andre kaster lys over dette,

og så byttes alt om, i løbet af et øjeblik.

Vi lægger mærke til når vi hører at vi ikke ser –

at der er ørebevidsthed, øjebevidsthed,

og så videre, der lynhurtigt veksler.

Når vi hører regnen, føler vi ikke træstolen,

og når vi tænker udelukker vi stimuli.

Hvad er ‘den vidende’ andet end en forbipasserende tanke

der tælles med dér blandt erfaringerne?

Denne bevidsthed man opfatter som sig selv

er, faktisk, fuldstændig upersonlig –

alt befinder sig udenfor den, selv vore tanker.

Men verden der er os givet bliver stjålet fra os

og vi er alle ligeså berøvede som Orfeus.

Derfor hader vi livet, fordi det er døden.

Det som sanserne fortæller os vil vi gerne nægte;

dette kan ikke tillades, end ikke i naturvidenskaben,

som søger en eleatisk naturlov.

Der findes ikke noget endegyldigt ved isolation,

som naturvidenskaben antyder, i dens reduktive raseri:

det er kompleksiteten som er fundamental.

Partikler er luftarter, plasmaer, og så videre;

energi en aktivitet af legemer:

ligeså ‘fundamentale’ er de store elementer,

Lyset og Luften, Vandet, og Jorden.

Et billede fra Blomsterkrans Sutraen –

livet er et net af diamanter,

og indenfor hver facetterede sten hænger

resten af netværket, som genspejlinger.

En ting består af alt andet i verdenen;

den har ingen fast natur, selvbestemt;

der findes kun relativitet – ‘tomhed’.

Det er fordi ting er indbyrdes forbundet

at hver af dem åbner hundrede porte for os

ud mod havet af verdens mening.

Verdenen er den gensidige udviskning

af ethvert isolerede synspunkt.

Eftersom alle ting fødes ud af betingelser

er fraværet af et indre væsen

alle tings iboende renhed;

Alle har ikke-selvet som deres natur.

Derfor er vandløb og skove, de lysstænkede bjerge,

de vindblæste skyer og bølger, buddhaformen.

Som naturlig følge af dens meningsløshed

kunne man sige at verden besidder uskyldighed.

Hvis forandring er virkelig, så må kvaliteter også være det;

og uden Substans til hvilken de er knyttet,

så er tingenes ‘egenskaber’ alt der findes.

Dog findes disse kun i sammensatte helheder

som ting (tingen udskiller sig selv):

ingen kvaliteter eksisterer adskilt fra mængde,

og mængde kan kun eksistere som kvaliteter.

Vi lever i et medium af paradokser –

en ting er både absolut og vilkårlig;

alt efter målestok er tingen en helhed eller del af en anden helhed.

Den er verdens eneste valuta.

Disse almindelige ting er endegyldige, opdager vi,

eftersom alt det vi analyserer kun eksisterer

i relation til dem. De er naturens ståsted.

Men adskilte sanser er nødt til at holde det adskilt

som, vi ved, er afhængigt i verdenen,

og for at leve skal vi skelne –

på denne måde har naturen selv frembragt vor forvirring;

den har forberedt os på ‘hele denne

unbegribelige verdens tyngende mysterium’.

Til trods for at den ikke i sig selv har eksistens,

går tingenes massivitet aldrig tabt.

Tingene er ikke en flimren, som sollys på havet,

på ingenting, hver ting har en tæthed.

Alle kvaliteter er massens tillæg,

og en forandring i masse vil ændre på kvaliteterne –

alt dette ved vi, og dog kan det ikke vides.

En sådan masse, selv, er det ufattelige,

det ubegrundede; man kunne sige det er Gud,

men en Gud som ikke ønsker at være Gud.

I sig selv er den mulighed,

med hele dens indhold fundet ‘udenfor’ den.

Tingene låner deres fyldighed fra hinanden,

så det de allesammen er lavet af er Eksistens,

noget som ikke på nogen måde er begrænset.

Det er her det almindelige bliver sublimt.

Når vi står i kø foran Lethes bred

vil vi huske, opmærksomme som kærteflammer,

ikke blot ansigter, men ting vi har kendt,

og med en intensitet som overrasker –

græssets stilling ved stakittets fod

en uvejrsoplyst eftermiddag; natten, et hav

blandt dets isflager; hvad det nu var som slyngede os

ud i den fjerneste transcendens vi har oplevet.

Vi vil se verden som en stor skov

og underskov af ting, der var alvorsfuld

og fjern, og ligeså ufremkommelig, dog rolig,

som det land der vil rejse sig foran os.

Tingene forudsagde et sådant mysterium;

de var altid Hades’ blomstringer.

Men dette er en metafor. Ikke en eneste varer ved.

Det som slår os mest ved tingene er deres fremmedhed,

og hvordan kan man tale om dette, hvis ikke gennem en metafor?

Tingene passerer forbi os ved mørkets udkant,

ses fra hovedveje, i forandring, ligesom vi forandres.

Træerne bærer en særegen betydningsfuldhed

i deres gruppering på en bakketop eller en slette;

disse ting der er mere end bare det som vides.

Materiens beskaffenhed er en Afgrund.

Bagved et skur, lave bakkedrag og store skyer;

en smal grusvej; en bleg sol på støvet græs;

det brækkede stakit og trådnettet;

en låge, henimod en vagt åresprængt skov;

kanalen med svaler. Vidunderlige fantomer.

Ingen tanker kan nærme sig deres tilstedeværelse her.

In which the burden of the mystery,

In which the heavy and the weary weight

Of all this unintelligible world,

Is lightened.

(Wordsworth, The Prelude)