HCA: 'I Danmark er jeg født' (all four verses)

I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme,

der har jeg rod, derfra min verden går.

Du danske sprog, du er min moders stemme,

så sødt velsignet du mit hjerte når.

Du danske friske strand,

hvor oldtids kæmpegrave

står mellem æblegård og humlehave,

dig elsker jeg! - Danmark, mit fædreland!

Hvor reder sommeren vel blomstersengen

mer rigt end her, ned til den åbne strand?

Hvor står fuldmånen over kløverengen

så dejlig, som i bøgens fædreland?

Du danske friske strand,

hvor Dannebrogen vajer, -

Gud gav os den - Gud giv den bedste sejer! -

Dig elsker jeg! - Danmark, mit fædreland!

Engang du herre var i hele Norden,

bød over England, - nu du kaldes svag,

et lille land, og dog så vidt om jorden

end høres danskens sang og mejselslag.

Du danske, friske strand,

plovjernet guldhorn finder,

Gud giv dig fremtid, som han gav dig minder!

Dig elsker jeg! - Danmark, mit fædreland!

Du land, hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme,

hvor jeg har rod, hvorfra min verden går,

hvor sproget er min moders bløde stemme,

og som en sød musik mit hjerte når!

Du danske friske strand

med vilde svaners rede,

I grønne øer, mit hjertes hjem hernede,

dig elsker jeg! - Danmark, mit fædreland!

In Denmark I was born, my home’s no other,

here lie my roots, my world spreads out from here.

You Danish tongue, your voice is of a mother,

and you’re my heart so wonderfully near.

You bracing Danish strand,

where ancient barrows slumber

midst hops and apple orchards without number,

you are my love! – Denmark, my native land!

Where else does summer strew as rich a cover

of meadow-flowers, down to the open strand?

Where is the full moon over fields of clover 

as bright as in the beech’s native land?

You bracing Danish strand,

where Dannebrog flies surely, –

God’s gift to us, – God give us might and glory! –

You are my love! – Denmark, my native land!

You once held sway o’er all the Nordic region,

ruled over England, – now you are deemed weak,

though small, your songs and chisel-blows are legion

and still throughout the world are heard to speak.

You bracing Danish strand,

the plough unearths your gold horn,

God grant you future life, your past now full-born!

You are my love! – Denmark, my native land!

You land where I was born, my home – no other,

where my roots lie: my world spreads out from here.

Your language is the soft voice of a mother

that to my heart is music sweet and dear.

You bracing Danish strand,

where wild swans do their nesting,

you verdant isles, the home where my heart’s resting,

you are my love! – Denmark, my native land!