Hans Christian Andersen: 'Det gamle Træ'

 

Det gamle Træ'

 

Det gamle Træ, o lad det staae,

Indtil det døer af Ælde;

Saamange Ting det husker paa,

Hvad kan det ikke melde.

Vi det saa fuldt med Blomster saae,

De friske Grene hælde.

Det gamle Træ, o lad det staae,

Det maa I ikke fælde!

 

Nu vil jeg da paa Vandring gaae,

Men det kan jeg fornemme,

Man reiser ud, for hiem at naae.

Thi bedst er det dog hjemme.

Naar Træet her har Blomster paa,

Det vil min Hjemkomst melde;

Det gamle Træ, o lad det staae,

Det maae I ikke fælde!

 

 

That ancient tree, don’t let it fall

 

That ancient tree, don’t let it fall

Until old age is knelling;

So many things it can recall,

What tales it could be telling.

We once did see its blossom-haul

Each branch with fruit was swelling.

That ancient tree, don’t let it fall,

You must not think of felling!

 

Now to be journeying I yearn

But yet the truth in part is

One does but travel to return,

For home is where one’s heart is.

When this old tree stands blossom-tall,

I’m nearly home it’s telling; 

That ancient tree, don’t let it fall,

You must not think of felling!