Hjemvee
Warum wurde auf den schmutzigen Erdenkloß ein Geschöpf mit unnützen Lichtflügeln geklebt, wenn es in die Geburtscholle zurückfaulen sollte, ohne sich je mit den ätherischen Flügeln los zu winden?
Jean Paul.
Om Aft’nen i det lille, snevre Kammer,
Naar Alt er stille, i mit Bryst det flammer!
En mægtig Længsel fylder al min Tanke,
Af Hjemvee føler jeg mit Hjerte banke,
Og jeg maa græde, skjøndt jeg er en Mand,
Thi her, har Hjertet intet Fædreland!
Naar Kunsten aabner mig sit store Rige,
Den samme Længsel føler jeg da stige,
Enhver Musik, hver Sang der naaer mit Hjerte,
Gjenvækker denne bittre, søde Smerte!
Men Hjemmet finder jeg dog aldrig her,
Mit Hjem er der, hvor jeg kun ikke er!
Seer jeg den friske Skov, de grønne Dale,
Da føler jeg, hvad ei jeg kan udtale,
Seer jeg det stolte Hav og Aftenrøden,
Da længes Hjertet mægtigt efter Døden!
Dog nei! det er ei Døden, nei, et Hjem, —
Et Hjem, hvis Navn jeg ei kan stamme frem.
Homesickness
Why was a being, endowed with useless wings of light, chained to this dirty clump of earth, if it were to rot in its birth-clod, without ever being freed from it by means of its ethereal wings?
Jean Paul (The Campaner Thal, 507th Station)
In my cramped, narrow room at day’s cessation,
When all is still, my breast’s a conflagration!
My thoughts are filled by some enormous yearning,
I feel my homesick heart is brightly burning,
And I must weep, although I am a man,
For here the heart lacks any fatherland!
When art its mighty realm to me is showing
This selfsame yearning I sense in me glowing,
Each song, all music with which my heart’s shaken
This sweet yet bitter pain does reawaken!
To find a home here cannot be my lot,
My home is only where my heart is not.
The fresh woods and green vales I find a blessing
But feel incapable of e’er expressing,
The proud sea and the sun when it is setting
Cause me to long for death, all pain forgetting!
Not so! Not death, a home is what I crave‚ –
Its name but stuttered this side of the grave.
No comments:
Post a Comment