Tove Ditlevsen: 'Sorgens elsker'

 

SORGENS ELSKER

 

Alle steder, alle tider

er du hos mig når jeg lider,

er du nær mig, når jeg drømmer

ved min længsels tabte spor.

Og jeg kysser dine hænder,

der som hvide blomster brænder

i en nat, der dunkelt strømmer

mod en blodbestænket jord.

 

Alle tider, alle steder

er du hos mig, når jeg græder,

er du nær mig, når jeg såret

bryder roserne itu.

Og du hvisker, og du trøster:

Sorgen er kun glædens søster,

blev dig lidelse beskåret

er du lykkens barn endnu.

 

Men på glædens hvide tinde

mødte jeg dig ingensinde,

der var tusind vilde svaner

til at kysse mine sår –

kun i søvnløshedens stræder

er du hos mig, når jeg græder,

er du nær mig, når jeg aner,

at mit liv er lagt i skår.

 

 

SORROW’S LOVER

 

Always, everywhere, you’re near me

when my suffering would sear me,

you are near me when I’m dreaming

where my longing’s path’s been lost.

And I kiss your hands with yearning,

like white flowers they are burning

in a night that’s darkly streaming

down to earth that’s blood-embossed.

 

Always, everywhere, you’re near me

when my scalding tears would sear me,

you are near me when, frustrated,

into shreds I roses flay.

And you comfort, and you whisper:

Sorrow’s only joy’s own sister,

if to suffer you’re not fated,

still a happy child you’ll stay.

 

But on joy’s white summit mounted,

you I never have encountered,

there, though, thousand wild swans hurried

and to kiss my wounds stood guard –

only if sleep’s all-denying,

are you near me when I’m crying,

are you near me when I’m worried

that my life’s reduced to shards.