Jeppe Aakjær: 'Jeg bærer med smil min byrde'

Jeg bærer med smil min byrde

 

Jeg bærer med smil min byrde,

jeg drager med sang mit læs,

jeg er som den vilde hyrde,

der genner sit kvæg på græs.

 

Se, duggen driver fra norden

hen over det bøjede korn,

mens solen stiger af jorden

imellem oksernes horn!

 

Jeg ser over tindrende marker

og langt mod den blånende fjord,

jeg stirrer på sejlende arker,

men finder ej tolkende ord.

 

Jeg slænger skalmejen for munden,

jeg trækker så lang dens lyd,

at kilderne klukker i lunden,

og bukkene bræger af fryd!

 

Hvor kan I dog gruble og græde,

så længe Guds himmel er blå!

Mit hjerte skælver af glæde,

blot duggen dynker et strå.

 

 

I bear with a smile my burden

 

I bear with a smile my burden,

I carry with songs my load,

I’m just like the untamed herdsman

who cattle to grass would goad. 

 

Look, dew from the north is drifting

out over the bowed fields of corn,

the sun from the earth is lifting

its disc among oxen’s curved horns!

 

Past glittering meadows I’m gazing

across to the fjord turning blue,

the craft sailing there find quite dazing,

but fail to find words that speak true.

 

The shawm to my lips I press tightly,

its sound let bleat o’er the lea,

till springs in the grove babble brightly,

and bucks begin braying with glee!

 

How can you keep brooding and weeping

while all of God’s heaven is blue!

My heart with joy can’t stop leaping

at grass blades sprinkled with dew.