A third Updike poem in Danish

Finesse

Hvorfor gå i søndagsskole, og være vranten,

og ikke tro på noget som helst af det der blev lært?

Ørkenhyrderne i deres kradsende gevandter

har uden tvivl eksisteret såvel som Israels nederlag –

Templet i dets hellighed lagt øde

af Babylon og Rom. Dog forblev jøderne tro

og lod bønnerne, de indviklede riter passere

fra bord til bord mens de kristne hånede.

Vi hånede, men tog til os. Tamburinlovsangs credo

giver dagligdagen ånd; blod farver læberne let.

Tungen hviler i indtrængende pergamentbønner,

og siger, Kun – vidunderligt, dette “kun” –

godhed og miskundhed følger mig alle

dage af mit liv, mit liv, for evigt.

To see the original poem go to here

One of the classic poems of Danish literature, by Johannes Ewald (1775)

The delights of Rungsted. An Ode

In shadows refreshing,

        In darkness from roses now stealing;

Where busily nesting

        The songstress her home is revealing –,

        Where streams whose carousing

        Now lulls, now is rousing

The Muses’ best darling, the sentient bard,

        With murmurings close to the heart –

Where cattle are lowing,

        At woodland-sons’ fleet gallivanting,

And breathe hard at knowing

        The plenty in which they are panting –

        Where reapers are singing,

        Midst golden stacks swinging,

And count out their treasure and let cries resound

        To him who their hope now has crowned.

Where, skittishly playing,

        Waves wash o’er the roamer, who quick-eyed

First finds his gaze straying

        At Helsinge’s grey-shaded hillside

        Then wond’ringly hastens

        Through forests of masts and

Inspects, then makes out foreign flags straight away,

        Forgetting the fast-waning day. –

Where balm of the lonely,

        Sweet slumber so gently relieving,

Louise oft solely

        Could help one forget the heart’s grieving –

        Where joys offer home, a

        Repose for the roamer,

Where Rungsted encloses delights pure and chaste:

        There did the muse fill my breast.

Where pain and affliction,

        With joy found your imprint, Oh High One,

The pure heart’s depiction

        By every compassionate eye won –

        Where friendship adds worth to

        The strictest of virtues;

There did my song grow; and the forest in awe

        Re-echoed the Great Maker’s law.

I saw your thrones gleam too,

        Almighty! – my gaze all aquiver –

But tones divine passed through

        The strings with each shiver –

        Each leaf where I sighted

        The High One ignited

My soul – and exulted at which my song swelled! –

        The mighty sound could not be quelled! –

Oh all the Worlds’ Father! –

        So sang I – You Strong One! – You Wise One!

God! Whom myriads are

        Now praising as do heaven’s prized ones!

        See, how dust can carry

        Your plenty, your glory,

Your goodness, oh Father! – so sang I – and joy

        My lips’ quaking sound did employ. –

O poet most blissful,

        That gladness bade come to his dwelling;

To duties most cheerful,

        To freedom, through virtues compelling! –

        All cherubs while winging

        His bold voice hear ringing,

And heavens are gathered around him; and joy

        Unfolds in man’s breast, ne’er to cloy.

But you, you alone drew

        From anguish such joy beyond measure

Say! – has my muse power to

        Unfold in your heart greatest pleasure?

        O sweet friend, recite me! –

        Can song’s goddess lightly

With soft-melting notes the lap then reward

        That me such delight did afford? –

A Danish translation of another poem by John Updike.

Slyngplante

Med hvilken stoisk sarthed giver

vildvinen slip:

det svageste ryk river

et dragehøjt løvknippe ned,

som at sige, At leve er godt,

men ikke at leve – at blive trukket ned

med næppe en flænsende lyd,

stadig blomstrende, stadig

strækkende sig mod solen –

er også godt, al fotosyntese

opgivet, helt kvit. Næste forår

vil de lodne uoptrukne rodtrævler

slynge et løvrigt efterliv

op ad densamme glatbarkede eg.

To see the original poem, go to here

Poem by Willem Jan Otten, in English, Danish and Swedish translations

CONSOLATIO VOOR MIJN BROER DIE VREZEN MOEST

DAT ZIJN VOET ZOU WORDEN AFGEZET

Broer, ik ben vandaag met allebei je dochters

op het wad geweest. Daar moest ik denken aan

je voet. Niet dat ik namens jou van wat dan ook

afscheid nemen kan, dat besef ik heel goed -

zelfs niet van de onuitputtelijke dikke

dode dame in wie wij, blootsvoetse lilliputters,

ons vertraden. Je weet als geen ander

hoe het was in haar enkeldiepe vet,

hoe onder het slik je zolen raspten langs

kokkels en mossels, hoe het tussen je tenen

zich perste als de natste klei door een knuist.

We zijn gegaan tot de geul waar jij als kind

het fanatiekst de mossels van hun banken ritste

en in de emmer smeet. De wind suisde om

de oren van je dochters en nam hun stemmen mee.

We draaiden ons om. Ik zag het meteen -

we stonden in de zee gegrift zoals wij stonden

aan het eind van elk een eigen voetafdrukkenrij,

en staan wij op de Postweg weer, wordt alles

uitgewist en een met eens jouw laatste rij.

CONSOLATIO FOR MY BROTHER, WHO FEARED

HIS FOOT WOULD HAVE TO BE AMPUTATED

Brother, today I’ve been with both your daughters

on the mud flats. Out there, I found myself thinking

about your foot. Not that, on your behalf, I can take

my leave of anything, I realise that perfectly well -

not even of the dead lady, limitlessly fat,

in which we, barefoot Lilliputians, used

to stroll. You know better than anyone

how it felt in her ankle-deep lard,

how beneath the ooze your soles would rasp along

cockles and mussels, how between your toes it would

squeeze like the squelchiest clay through a fist.

We went as far as the channel where, as a child, you were

the most fanatic at whisking mussels off their banks and

flinging them into the bucket. The wind roared round

your daughters’ ears and carried off their voices.

We turned back. All at once I saw it -

we stood there etched in the sea, each of us standing

at the end of our own row of footprints,

and, back once more on the Postweg, everything becomes

erased and mingles with your still untaken final row.

CONSOLATIO FOR MIN BROR, SOM FRYGTEDE

AT FODEN MÅTTE AMPUTERES

Bror, i dag har jeg været med begge dine døtre

ude på slikvaden. Dér kom jeg til at tænke på

din fod. Ikke fordi jeg, på dine vegne, kan tage afsked

med noget som helst, det ved jeg da godt -

ikke engang med den døde, tykke,

uendelige dame hvor vi, barfodede lilliputter,

plejede at slentre. Som ingen anden ved du

hvordan det føltes at stå op til anklerne i hendes fedt,

hvordan dine såler kradsede under slammen langs

blåmuslinger og hjertemuslinger, hvordan den klemte sig

mellem tæerne som det vådeste ler gennem en knytnæve.

Vi gik indtil renden hvor du som barn

så fanatisk snuppede muslingerne fra deres banker

og smed dem i spanden. Vinden susede omkring

ørene på dine døtre og førte deres stemmer med sig.

Vi vendte om. Straks så jeg det

- vi stod ætsede ind i havet, hver af os stod

for enden af sin egen fodsporsrække,

og, tilbage på Postvejen, viskes alt

ud og bliver til ét med din endnu ventende sidste række.

CONSOLATIO FÖR MIN BROR, SOM FRUKTADE

ATT FÅ FOTEN AMPUTERAD

Bror, idag gick jag med dina båda döttrar

ute i lågvattnets gyttja. Där började jag tänka på

din fot. Inte för att jag, å dina vägnar, kan ta avsked

ifrån någonting alls, det vet jag mycket väl

– inte ens ifrån den döda, tjocka,

oändliga damen där vi, barfota lilleputtar,

brukade ströva. Som ingen annan vet du

hur det kändes att vara ankeldjupt i hennes fett,

hur dina sulor raspade under gyttjan längs

blåmusslor och hjärtmusslor, hur den pressades upp mellan

dina tår som den blötaste lera genom en knytnäve.

Vi gick ända till rännan där du som barn

så fanatiskt rafsade musslorna från deras bankar

och slängde dem i hinken. Vinden susade kring

dina döttrars öron och förde bort deras röster.

Vi vände om. Med detsamma såg jag det -

vi stod etsade i havet, var och en stod

vid slutet av sin egen följd av fotspår,

och, tillbaka på Postvägen, suddas

allt ut och förenar sig med din ännu förestående sista följd.

Another poem by Emil Aarestrup

ER DU EN CHRISTEN? – SPURGTE DU MIG NYLIG

Er Du en Christen? – spurgte du mig nylig –

Hvadeller en fortvivlet Hedning?

Snart til at troe det ene, snart det andet

Gav mine Ord dig, Glut, Anledning.

Jeg tilstaaer dig, at det er længe siden,

Jeg tænker paa en Sag saa vigtig,

Og det er vanskeligt for Øieblikket

At fatte distinktionen rigtig.

Dog eet: paa mine mange Synder troer jeg,

Og paa en Himmel – fast i Blinde!

Men jeg er sandselig, og kan min Lykke

Ei i Protestantismen finde.

Het Hellige maa mine Hænder røre,

Maa med det Jordiske sig blande,

Maa sig forvandle, under mine Bønner,

Til Guddomslegemet, det sande.

ARE YOU A CHRISTIAN? – WAS YOUR RECENT QUERY

Are you a Christian? – was your recent query –

Or are you a despairing heathen?

My answer, lass, went one way then the other

And offered little rhyme or reason.

I must admit for many years I’ve failed to

Consider such a weighty matter,

And it is somewhat difficult at present

To know the former from the latter.

Except: my many sins I can believe in,

As in a heaven – although blindly!

And, sensual, I find no joy in taking

The Protestant persuasion kindly.

That which is holy must needs touch my fingers,

Must with the earthly go in harness,

Must in my prayers be transsubstantiated,

Become what is true God incarnate.

A poem from 'A Time in Xanadu' by the Swedish poet Lars Gustafsson

FICHTE BY THE KEROSENE LAMP

When the soft darkness of August

suddenly closed in

it was as if the lake down there

quickened its pulse, breathed otherwise

unknown animals peered perhaps out of

their holes in the bank.

And the kerosene lamp was lit.

It was like a small lighthouse

in various ledges of glass and porcelain

and the hot stream of heated air

must be kept away from the curtain.

Very careful about that,

never place the lamp under the curtain.

It produced, strictly speaking, a great deal of heat

(the difference could clearly be felt in the room)

and not much light. And around this lamp flew

an angry small steel-blue insect

the philosopher Fichte had somehow

extracted himself from the thick brown book

on the table,

where he presumably lived.

Circled until the flame took him.

But then the evening was over.

To see the original poem and hear the poet read it, go to here

Translation of a poem by the Danish poet Morten Søndergaard

BEGINNING

A herb-garden in the sun,

a summer, at the bottom of the garden

and my grandma among the potatoes,

carrots and parsnips,

how old are you, grandma,

you skin is wrinkled,

not smooth and pliant like the potatoes in the soil,

or the sound of the potatoes

when you throw them into the bucket

and scrub them clean with a broom in the yard,

the water runs out of the bucket into the gravel,

down between the yellow and white stones

which I put into my mouth,

cool stones against the inside of my teeth,

I know their shape and taste,

and the potatoes in the big aluminium saucepan

with dill and salt and butter,

and we come in hot and out of breath,

we sit down on the bench,

we were busy doing something,

something we didn’t know what was,

something that took us places

that could not be seen in advance,

something that struck us with enormous force,

an obvious secret that annihilated us

because our minds wandered for a moment,

your skin is yellow and waxy, grandma,

they’re singing for you and closing the lid

with small silver-plated screws,

you’re to go down into the soil

down to the potatoes.

To see the original poem and hear the poet read it, go to here

Danish translation of a poem by te American writer John Updike

Måger

En måge, tæt på,

ser forbavsende udstoppet ud.

Dens dunede bryst synes fyldt

med en konservators billige stof

klumpagtigt indført. Benene,

ubøjede, er barnagtige farveblyantstreger –

for enkle til at kunne fungere.

Og selv fjermarkeringerne,

hvis indviklede symmetri normalt er fuglenes pragt,

er sjuskede hos mågen,

som om gud laver for mange

for at kunne gøre det ordenligt.

Er de intelligente?

Det forestiller vi os, fordi de er grimme.

Den spotske, enøjede profil, en smule sur,

det smalle, ektomorfiske hoved, dårligt redt,

den brede og nervøse og muskuløse gump –

alle antyder skrivebordsarbejde: skibsfartstakster

om dagen, Schopenhauer

om natten, og endeløs kaffe.

Ved det tidspunkt på stranden

hvor fluerne begynder at bide i den fornyede kølighed

og brændingens tilbageglidende hud

reflekterer en lyserød flimren før den opsuges,

står mågerne rundt omkring i det krusede sand

som de melankoliske europæiske folkemængder

der samles på brostenstoppede torve i kølvandet

af attentater og invasioner,

med hovedet på sned for at høre de seneste radiomeldinger.

Det er også det tidspunkt hvor trivelige unge par

går ned til vandet, stødende ind i hinanden,

og står op til lårene i det rytmiske glas.

Så går de op til bilen igen,

trækkende som i en hemmelighed mellem dem

som ingen af dem helt forstår –

danner lunefulde stier mellem de flygtende måger,

som i visse mytologier

hvor smukke guder slentrer uinteresseret

blandt vore dødelige ængstelser.

To see the original poem and hear John Updike read it aloud, go to here

Danish translation of a poem by the American poet Wallace Stevens

En enkeltheds forløb

I dag råber bladene, hængende på vindblæste grene,

Dog bliver vinterens intethed en smule mindre.

Den er stadig fuld af isede skygger og formet sne.

Bladene råber . . . Man holder sig tilbage og hører kun råbet.

Det er et travlt råb, der angår en anden.

Selvom man siger man er en del af alting,

Der er en konflikt, en modsætning involveret;

Og det at være en del er en anstrengelse der svinder:

Man føler livet af dét der giver livet som det er.

Bladene råber. Det er ikke et råb om guddommelig opmærksomhed,

Heller ikke det drivende røg af opblæste helte, eller et menneskeråb.

Det er råbet af blade som ikke overskrider sig selv,

I fantasiens fravær, uden at betyde mere

End de er i ørets endelige afgørelse, i tingen

Selv, indtil, til sidst, råbet ikke angår nogen som helst.

To see the original poem go to here.

Calendar poem for 10 January by the Dutch writer Gerrit Krol

On the usefulness of an image

I’m thinking in this connection of

Regine Olsen,

engaged to Søren Kierkegaard,

the Danish philosopher, who,

as he himself writes about her,

lying on her sofa

her legs apart,

showed him the soft, violet garden

of her vagina

without his wishing to lie with her:

the first functional

photographic illustration

for

Regine was not there,

he simply imagined the scene

and he broke off the engagement because he

without her, he thought,

could better consider her.

To see the original poem go to here

Calendar poem for 7 January by the Afrikaans poet Elisabeth Eybers

Die gebed van verstarrende siele

Maak ons onsterflik vir één enkele uur,

gee ons die dwaasheid van één blinde daad

Die oë wat nie speur na doel of duur

maar, wyd en koorsig in ’n wit gelaat,

alleen die vlamme van die oomblik vang

sonder om oor die later as te treur,

’n kreet wat in die lome lug sal hang

soos bloedrooi rose in ’n waas van geur!

Ons harte was nog nooit só stil, só bloot...

Die donker styg rondom ons soos ’n muur,

’n skeidsmuur tussen ons en lewe-en-dood

waaroor ons in die na-nag saggies praat...

Maak ons onsterflik vir één enkele uur,

gee ons die dwaasheid van één blinde daad!

The prayer of stiffening souls

Make us immortal for one single hour,

grant us the folly of one mindless deed!

The eye that for no lasting goal would scour

but, feverish and wide, would only heed

what’s caught in a pale face – the instant’s flare –

not mourning for the ashes when it’s spent,

a scream that hangs there in the listless air

like blood-red rose held in a haze of scent!

Our hearts have never been so still, so bare...

The darkness like a wall begins to tower,

dividing us from life-and-death, and there

we talk of it as late-night hours recede...

Make us immortal for one single hour,

grant us the folly of one mindless deed!

A poem by the American writer Billy Collins

Tykke bind

I mit bibliotek er der et afsnit med bøger om døden

og et andet om irsk historie,

nogle hyller til poesi fra kina og japan,

og i midten en række urokkelige opslagsbøger,

dem som man kan henvende sig til når som helst,

når natten går i fisk

eller når dagen er fuld af tomme løfter.

Jeg har ikke noget imod

den tynde monografi, et spørgsmål i ny og næ,

en note vedrørende identiteten af Chekovs tandlæge,

men hvad jeg foretrækker på sådanne dage er

at rejse mig fra sofaen,

hive Verdens Historien ned,

og holde en bog i mine hænder

som indeholder stort set alt

og som ikke vejer mere end en sæk kartofler,

fem kilo, opdagede jeg en skønne dag da jeg lagde den

på den sorte jernvægt

som min mor plejede at have stående i køkkenet,

på hvis indretning hun ville placere

en vis mængde mel

en vis mængde fisk.

Slået op på mit skød

under lampelysets stråleglans

har en sådan bog det med

at berolige mine nerver,

dæmpende den vilde brænding af information

som skummer rundtom min talje

selv om den aldrig nævner

de fattiges tavse anstrengelser,

købmændenes og skræddernes dagdrømme,

eller ansigterne på mænd og kvinder alene i enkeltværelser –

selv om den aldrig nævner min mor,

nu hvor jeg tænker på hende igen,

som så sent som i fjor rullede over jordens rand

i sin elektriske seng,

in sin glatte lyserøde natkjole,

med tæt sammenflættede fingerknogler,

de indsunkne øjne stirrende opad

hensides al viden,

hensides historiens små skikkelser,

nogle i uniform, andre ikke,

der marcherer ud på arkene af denne utrolig tunge bog.

To see the original poem, go to here

Dagkalender van de poëzie for 4 January by the Dutch poet Rouke van der Hoek

What we are not

Books about careers and leadership advise us to be

enterprising, emotionally intelligent, spontaneous,

controlled, assertive, attentive and flexible.

That they advise us because it is what we are not.

Or hardly. Resentful, listless, overrun.

Hikers on the path of habit.

Naturally we try to become what we are not,

but with diminishing success. So what I ought

to become constantly expands. And what I am shrinks.

Only by believing with all my might in the latter,

the dwarf, can it possibly seem

that the giant lays me low:

David against Goliath.

(Past results are no

guarantee for the future.)

Dagkalender van de poëzie for 2 Jan. by the Dutch writer Menno Wigman

JEUNESSE DORÉE

I saw the greatest spirits of my generation

        bleed for a revolt that did not come.

I saw them dreaming between dust covers and

        waking up in the hell of twenty-two cities,

wicked as the hacked-out heart of Rotterdam.

I saw them swearing by a new-found drunkenness

        and dancing on the dark floor of the night.

I saw them weeping for the blockheads in the trams

        and praying between twice one hundred watts.

I saw them suffering from an uninvited talent

        and speaking with an agitated voice:

everything already said, not yet by them.

They were late. No promises that were lived up to.

        The cities glittered black as caviar.

Poem by the Dutch poet Esther Jansma

Soil survey

This is ancient ground, time is slowed right down,

here all of its moments lie in being

past, the chaos of centuries, stacked,

stratified and brought to order. We read

for example a floor in the heart of the city

far below ground level, in the surrounding walls

the toppled brackets of vaults,

a door opening blocked with the reclining

dashes of stones – someone has stood

here on shoes that have never been found

in the dank twilight of his cellar

on flagstones that made no one stop

and thought: that door must go. For he had time,

it was continuously now. He built and

altered buildings, his present was eternal

and there was so much to want, to hold on to.

A poem by the Dutch poet Willem Jan Otten in Danish translation

OM AT STJÆLE TID

Hvorfor ellers, læsende,

er du nået hertil

fra dit tidligere sted,

hvis ikke for at fornemme

fra en anden end dig selv

at alle halvtredsindstyve æg

som bedstefar Otten Agnostikeren

i slutningen af det sidste århundrede,

samlede, udsugede

og lagde i et himmelblåt

skuffedarium,

som jeg senere hen arvede,

at alle halvtredsindstyve æg,

torniriskens indkluderet,

lille som en lillefingernegl,

okkerfregnet,

stadigvæk skulle puttes

i disse linier

som i deres rede fra dengang

og udruges i din læsen.

For an English translation of this poem, go to here.