Thomas Kingo: 'Som den Gyldne Sool frembryder'

 

Som dend Gyldne Sool frembryder

 

Som dend Gyldne Sool frembryder 

Giennem dend kulsorte Sky, 

Og sin straale-Glands udskyder, 

Saa at Mørk og Molm maa fly, 

Saa min JEsus aff sin Grav, 

Og det dybe Dødsens Hav 

Opstood ærefuld aff Døde, 

Imod Paaske Morgen-røde. 

 

Tak, O store Seyer-HErre, 

Tak, O Livsens Himmel-Helt, 

Som ey Døden kund' indsperre 

I det Helved-mørke Telt! 

Tak fordi at op Du stood 

Og fik Døden under Food! 

Ingen Tunge kand dend Glæde 

Med tilbørlig Lov udqvæde. 

 

Jeg kand finde i mit hierte, 

At min Siæl har Trøst der aff, 

Som kand lindre ald min smerte, 

Naar Jeg mindes kun din Grav, 

Og betænker hvor du laa 

Udi Dødsens fæle Vraa, 

Og stood op med Krafft og Ære,

Hvad kand større Glæde være.

 

Ligger Jeg i syndsens Boye,

Ligger Jeg i Armod ned,

Ligger Jeg i sygdoms Koye,

Ligger Jeg i Uselhed;

Ligger Jeg fortrængt, forhadt,

Og aff Verden slet forladt,

Skal Jeg Huus i Graven tage,

O her er dog haab tilbage.

 

Du for synden engang døde,

Der med er min synd betalt;

Armod, Uselhed og Møde,

Ja min sygdom bar du alt;

Jeg ved dig opreyses skal,

Og aff Dødsens dybe Dal

Skal Jeg hovedet oprette,

Ald min Nød kand det forlette.

 

Synd og Død og alle Pile,

Som at Satan skyde kand,

Ligger brudte ved din hvile

Udi Gravens mørke Land!

Der begrov du dem, og gav

Mig en sikker Trøste-stav,

At ved din opreisnings ære

Jeg skal seyer-Palmer bære.

 

Som Guds Søn Jeg dig nu kiender,

Og seer din Aldmægtighed,

Din opstandelse indspender 

Hvad Jeg troer og hvad Jeg veed, 

Mig til salighed og haab, 

Ja min Christendommes Daab 

I din Død er som et Billed 

Og opstandelse fremstilled. 

 

Du til Livet mig skal vekke 

Ved din stor' opreisnings Krafft! 

Lad kun Jorden mig bedekke, 

Orme tære ald min safft, 

Ild og Vand opsluge mig! 

Jeg døer i dend Troe til dig, 

At Jeg skal til Liv opstande 

Udaff Dødsens grumme Lande. 

 

Søde JEsu, giv mig Naade 

Ved din gode hellig Aand, 

At Jeg saa min Gang kand raade 

Og Veyledes ved din haand, 

At Jeg ey skal falde hen 

Udi Dødsens svelg igien, 

Hvor aff du mig engang rykte, 

Der du Døden undertrykte. 

 

Tak for ald din Fødsels Glæde, 

Tak for dit det Guddoms Ord, 

Tak for Daabens hellig Væde, 

Tak for Naaden paa dit Bord, 

Tak for Dødsens bittre Vee, 

Tak for din Opstandelse, 

Tak for Himlen du har inde, 

Der skal Jeg dig see og finde.

 

 

Like the sun in golden splendour

 

Like the sun in golden splendour

Breaks through clouds as black as night, 

Forcing dark and gloom’s surrender

With its radiant shafts of light,

So did Jesus from his grave 

And death’s sea’s abysmal cave 

Rise in glory, death now scorning

At first blush of Easter morning. 

 

Thanks to thee, from death arisen

And that thou its hold couldst quell

Since it thee could not imprison,

In its tent pitch-black as hell.

Thanks to thee, victorious lord,

Heaven’s hero, much adored.

Proper joy one can but stutter,

For no tongue full praise can utter.

 

Deep within my heart is something,

Solace which the soul can find,

Which can soothe the pain forthcoming

When thy grave just fills my mind,

And reflect on where thou layst

In death’s endless empty space,

And rose up in power and splendour,

What can greater joy engender?

 

Should I lie in sin’s foul fetters,

Should I lie by sickness spent,

Should I lie midst worldly debtors

Should I lie by sorrows pent,

Should I lie despised, distressed,

By the world so sore oppressed,

In the grave I’ll make my dwelling,

There’s still hope beyond all telling.

 

For man’s sin thou paidst most dearly,

Death for me thou hast endured;

I, once wretched, poor and weary,

Also sick, by thee am cured.

I through thee from death’s dark vale

Shall be raised up, whole and hale,

Hold my head erect, unfearing,

All distress see disappearing. 

 

Sin and death and every arrow

Which foul Satan can let fly

Since death’s dark land thee would harrow

Broken and defeated lie!

Thou didst bury them, and give

Me a staff to surely live

So when thou shalt come in glory

I’ll wave victor’s palms fronds for thee.

 

As God’s Son I now do own thee,

Thy omnipotence perceive,

Your defeat of death has shown me

What I know and I believe,

Blessedness and hope for me,

My baptism’s certainty,

In thy death are like an image
And thy resurrection’s message. 

 

Thou one day to life willst raise me

By thy resurrective power

Let the earth conceal, erase me,

Worms my very juice devour,

Fire and water me consume!

I lie trusting in my tomb

That to life I shall be taken,

In death’s realm not lie forsaken.

 

Jesus, thy sweet mercy show me,

By thy holy spirit bred,

So my life’s course I can show thee,

When it by thy hand is led,

So I shall not fall again

Into death’s abyss of pain,

Out of which thou once retrievst me,

Where thou death suppressed completely.

 

For the joy thy birth’s professing

For thy Godhead’s healing word,

For baptism’s holy blessing,

For communion’s joy conferred,

For the quelling of death’s dread,

For thy rising from the dead,

Lord, I thank thee unconfinedly

That in heaven I shall find thee.