Jeppe Aakjær: 'Jeg er født på Jyllands sletter'

 

Jeg er født på Jyllands sletter,

dér hvor lam af lyngen nipper,

dér hvor hvergarnsklædt og liden

moder tørred sine stripper.

 

Helst jeg mindes sommerkvælden,

når de tunge stjerner tændtes,

medens under portens mørke

stud og hors af selen spændtes.

 

Rugen stod mod lervægsgavlen,

bøjet svagt af junidræet,

duggen faldt på gøgens vinge,

hvor han gol i hyldetræet.

 

Koen stod med reb om øret

ved en frønnet vognkæp bunden,

med en kat på hver sin side

og med drøvets drevl af munden.

 

Inde var kun lavt til loftet,

månen kasted lys i stuen,

bedstefar i lædertrøjen

stavred om ved skorstensgruen.

 

Mor gled ind ad frammesdøren,

slæbende på malkespanden,

snart har koens varme drikke

fyldt hver barnekop til randen.

 

Far kom kroget ind fra stalden,

hængte trøjen op ved bjælken,

spiste tavs, indtil han sagde:

Lad os takke Gud for mælken.

 

Bad vi da i lys fra månen,

som kun børn og bønder beder,

medens tunge stjerner tændtes

over brede, tavse heder.

 

I was born on Jutland’s heathland

where lambs nibble from the heather,

where my coarse-clad mother dried her

milk pails in all kinds of weather.

 

I recall those summer evenings

heavy stars, new-lit, skies garnished,

while within the gateway’s darkness

steers and horses were unharnessed.

 

Rye stood up against clay gables

from June’s blossom slightly sprawling,

on the cuckoo’s wings the dew fell

when from elders it kept calling.

 

Rope around its ears, the cow stood

tethered to a post now rotting,

with a cat on either side its

chewed cud drooling, almost clotting.

 

Everywhere the home low-ceilinged,

rooms that shafts of moonlight softened,

grandad in his leather jacket

stumbling round the fireplace often.

 

Round the front door mother edging,

her now laden bucket towing,

soon the cow’s warm milk was filling

each child’s cup to overflowing.

 

From the stable father lumbered,

jacket on a beam hung slowly

ate in silence, then repeated:

Thanks for milk to God most Holy.

 

Moon-lit, we then prayed as only

peasant families are able,

while the new-lit heavy stars shone

over silent heathland’s sable.