dug, eftertårer ved daggry
Dug, eftertårer ved daggry, hvordan tåge
dis lækker, bløder, drømmer bort, legemer
mister i lysfald deres kød og blod, og hvordan
fra et andetsteds en klart umulig død
en almindelig susen af korn kan høres
imens man omfatter sig selv som ingen anden
sammensætter sig selv, stigende i enighed
med alle sine organer mellem de stokdøve træer
græsdybe mere evige de værgeløse frugter, der snarere
falder ned end modner, knapt ligner, priser
den sående avne af det overflødige
men for altid sporløst kornet der bliver ved at suse
uudsigeligt til stede, tydeligt men desto mere glansløst
noget fløjet et andet sted hen, med tiden, lænset for underværker –
No comments:
Post a Comment