Danish translation of a poem by Mark Strand

HVOR ER BARNDOMMENS VANDE?

Ser du hvor vinduerne er planket til,

hvor det grå vigespor skinner i solen og saltluften

og asfaltpladerne på taget er skrællet eller faldet af,

hvor rækker af hvid oxeøje driver på et hav af græs?

Dér er stedet hvor du skal starte.

Træd ind i forrådnelsens rige,

mærk lugten af vådt puds, tag et skridt over glasskårene,

støvlommerne, kludene, de snavsede rester af en madras,

kig på den rustede ovn og vask, på den firkantede plamage

på væggen hvor Winslow Homers Golfstrømmen hang.

Gå videre til værelset hvor din far og mor

lod sig henrive i kærlighedens drift og kast,

og hør, hvis du kan, knirken af deres seng,

gå så til det sted hvor du gemte dig.

Gå hen til dit værelse, til alle de værelser hvis kolde, klamme luft du indåndede,

til alle de uønskede steder hvor sommer, efterår, vinter, forår,

synes at være densamme uønskede årstid, hvor de træer du kendte er døde

og andre har rejst sig. Besøg det andet sted

du knapt kan huske, det andet halvskjulte hus.

Se de to hunde komme styrtende. Når du går

holder de op, slukket i det blændende skær af et tidligere lys.

Besøg naboerne i husblokken længere ned; han vander sin plæne,

hun sidder på verandaen, men ikke længe.

Ved næste blik er de væk.

Forsæt med at gå tilbage, tilbage til marken, flad og forseglet i dis.

På den anden side venter en mand og en kvinde;

de er kommet tilbage, din mor før hun blev grå,

din far før han blev hvid.

Se nu på North West Arm, hvordan den gløder i et dybt cølinblåt.

Se lyset på græsset, det ene blad der brænder, skyen

der flammer op. Du er der næsten, om et øjeblik forsvinder

dine forældre, efterladende dig under lyset af en svunden stjerne,

under mørket af en nyfødt stjerne. Nu er tiden inde.

Nu opfinder du dit køds fartøj og sætter det på vandene

og driver i den jævne dønning, in det huggende salt.

Nu kigger du ned. Dér er barndommens vande.

For a parallel text version, go to here