Sunday, 24 July 2016

Grundtvig's 'Den signede dag' in English

The bright blessed day with joy we see

The bright blessed day with joy we see
Rise out of the sea at dawning;
It lightens the sky unceasingly,
Our gain and delight adorning!
As children of light we sense that soon
Dark night will give way to morning!

Our Lord chose the blessed midnight hour
To come down without our knowing,
Then clear in the east in dawn’s pale bower
The sun’s hues in strength were growing:
Then light filled the sky, in which the earth
Shall shimmer with inner glowing!

Were each forest tree to come alive,
And each leaf a voice be granted,
The law of God’s mercy they’d contrive
In vain in words to have chanted;
Since Life’s Light now shines for ever more,
In old and young firmly planted!

Yea, though every blade of grass could speak,
In meadow or field or clearing,
A thanksgiving hymn they could not seek
To sing for our human hearing,
Befitting the day, for light and life,
While eons their course are steering.

In vain would the weak man try who chose
To conquer the mountain summit,
The eagle is wily, though, and knows
The wind will not let it plummet,
And even the small blithe lark can brave
The sky and yet overcome it.

The river so brash with thund’rous noise
From crag-face comes downwards crashing
The streams down below have no such voice,
Though murmur with gentle plashing,
So gently they wind through grassy lea
Up under the lime trees splashing!

So thank we our God, our father good,
As larks in their dawn-time chorus,
For each day he gave, as so we should
For life he from death won for us,
For all that has nurtured human souls
For thousands of years before us!

As long as we see the golden day,
And woods are the Danes’ own bowers,
We’ll deck every pew with sprigs of may
And forefathers’ graves with flowers
A wonderful feast of life and joy,
A Whitsuntide gift that’s ours!

And then from our eyes will start to flow
Mild tears like a stream now thriving,
And streams join and to a river grow
That fain for Life’s Source is striving
It secretly gains, like some deep sigh,
So early yet late arriving!

And no day can have so long a growth
That evening cannot be sighted,
Its light and its setting sun are both
What God in his church has lighted;
But ever again it dawns anew
For hearts who in morn delighted!

Let day gently glide this Whitsuntide,
With haloing rays full-flashing!
The hours pleasing God as past they slide,
As meadowland stream soft-plashing,
So joyously now the last one winds,
Up under the lime trees splashing!

Like gold is the dawn just moments old,
When day from its death is rising,
Yet we too are kissed with lips of gold
By sunset so sweet-enticing,
Then every dull gaze will glint afresh,
Pale cheeks with new blush surprising!

We’ll journey then to our fatherland,
Where no day lies still thereafter,
Where stands a strong castle, proud and grand,
Whose halls all resound with laughter,
And there we will talk till time is done
In light with our friends hereafter!


Friday, 22 July 2016

Summertime reading - Andersen's longest tale 'The Ice Maiden'

The Ice Maiden

I
Little Rudy


Let’s visit Switzerland, let’s take a look at the wonderful mountainous country where the forests grow up the steep walls of rock; let’s climb up onto the dazzling fields of snow, and then descend to the green meadows where rivers and streams rush away as if they did not have enough time to reach the sea and disappear. The sun shines hot in the deep valley, as it also does up on the heavy masses of snow, so that over the years they melt into gleaming blocks of ice and turn into rolling avalanches, towering glaciers. Two such lie in the broad ravines beneath the ‘Schreckhorn’ and ‘Wetterhorn’, by the small mountain town of Grindelwald; they are a remarkable sight, and that is why, during the summer, many foreigners come to this spot from every country of the world; they come over the high, snow-covered mountains, they come from down in the deep valleys, and then they have to climb for several hours, and as they climb, the valley sinks deeper and deeper, they gaze down into it as if seeing it from a balloon. High up, the clouds often hang like thick, heavy curtains of smoke round the mountain peaks, while down in the valley, dotted with many brown wooden dwellings, a ray of sunlight is still shining, lighting up some small area in glittering green, as if it was transparent. The water rushes, roars and drones down there, the water purls and murmurs high up – there it looks as if silver ribbons were fluttering down over the rock face.


If you want to read the whole tale in English, go to here.

Tuesday, 19 July 2016

A poem by the Australian poet Robert Gray in Danish translation

Tingenes driven


Tingene, sagde Berkeley, er Guds sprog,
verden vi kender er egentlig Hans tanker –
hvilket, bemærkede Hume, ikke bringer os någon overbevisning,
men for mig er det næsten en begrundelse,
fordi tingene er en sådan eksistens og ultimativt
format værdige. Tit virker det som om
jeg lytter til dem. Hvad kan den mon betyde,
denne intuition? Jeg tror at deres tiltrækningskraft
skyldes deres oprigtighed; det er deres manglende bekymring
for deres sårbarhed. Derfor fornemmer vi
de er tilstede i deres helhed. Man føler at disse ting
der træder gennem dagene sammen med os
ved enhver lejlighed har virkelighedens fylde.

En anløbsbro i sivene, og skyer på vand;
bussen der rutscher på støvet som et surfbræt;
et firben halet ud af en postkasse,
trægt, gennem hele eftermiddagens lange skygger;
plankerne på mudder, hvorfra hønsenes klid
strøes ud; en skærmydslen mellem blomstrende
kirsebærtræer med vindsabler; de slyngede vinranker
af havskum; eller træer i en allé
mod ophøjet sne – hver for sig er disse ting sig selv
og intet andet. Det er mangfoldigheden
vi oplever, det er forskelle
ikke Enhedens smøren ud – den haeccitas
vi oplevede som børn. Glade dyr,
for os dengang var fænomenerne nok;
vi tog forskellighed og forbindelser
ligeså bogstaveligt, opdagede vi senere,
som William James havde påbudt os at gøre.
Vi var så fulde af ærefrygt, så henrykte, i barndommen
på grund af genstandenes insisteren, for os virkede de som
et svar. At ‘konkrete særligheder’
er grundeksistensen var noget vi kunne have
været enige med Aristoteles om.

Og disse ting strømmer ind i hinanden
så stille som røg, uden at tøve,
uhindret. Verdens funklende røg.
Forskellene dem imellem udelukker ikke
deres enhed; enheden forringer ikke
deres forskellighed. Alligevel kan der ikke være
én materie, eller ‘energi’, under alt dette
som er forblevet sig selv, og som er ‘ren’.
Træge ting ville være det samme som ingenting.
Hvad kan udskilles fra eksistensen?
Eftersom verdens substans er flydende, betyder det
at ingen Substans findes. Tingene varierer altid
på virkelighedens ene plan.
Det som verden består af er de ting den
eksisterede som før. Reaktion
er dens princip. Og hele eksistensen
synes at være en akrobat, som slår kolbøtter
om og om igen, hver gang han er ved at falde;
eller den er et oprørsk hav hvor tingenes
bølger strømmer uendeligt igennem hinanden.

De hundrede og tresindstyve millioner år
af kæmpeøgler, der tilbragte alle deres dage
med at fortære hinanden, antyder
at Guden for dette også er et uhyre; eller keder sig,
og er kedelig; eller lider af skøre mareridt –
eller er noget absurdt. Og livet er havnet på
en strandbred i tide ved et lykketræf; og selv om det
ikke helt forholder sig sådan, findes der tidsrum
indenfor tiden og steder som synes at være fredede.

Som religioner har ønsket at vi skulle tro
og nogle tænkere har lært os, kan vi ikke vide noget,
og dog har den minutiøse koordination
af sanserne med naturen, celle for celle,
været det eneste forehavende af vores evolution
som dyr, indtil nu. Mellem den ene ting
og den anden, hvor findes der hindring?
Overalt har naturen en villighed til at svare –
denne sammenhæng er verdens enhed.
Vi er i stand til at kende tingene fordi vi er
i sammenhæng med dem. Vi kan ikke forstå
hele deres kompleksitet, men det vi forstår
er lige så direkte som en berøring. Fejl finder sted –
de fejl vi laver beviser at verden findes.
Hvilken nytte har ‘forestillinger’?
Vore hænder og fødder skal have handlingsfrihed;
og hvis nogen taber en dyrbar skål
har vi fanget den, i en brøkdel af et sekund, vi ved ikke hvordan.
Kroppen har sin tendens, for at overleve –
intet trænger sig på mellem verden og denne,
men ordløs sansning klarer det hele.

Altså er bevidsthed – hurtigere end tanken – tynd;
det er en funktion, så tynd som ingenting.
‘Sindet’ spejler kroppen mod sig selv;
det kan kun spejle; kroppen svarer.
Kroppen kan udrette mere end vi aner.
Hele dens tænkemåde består i brugen af ting –
inspiration er en opportunisme.
Vores bevidsthed ligner de tætte spots
på en scene, hjernens struktur,
hvor alle rekvisitter er klar til at tændes.
Der er kun fokus på ét sted ad gangen
som er højlydt, andre kaster lys over dette,
og så byttes alt om, i løbet af et øjeblik.
Vi lægger mærke til når vi hører at vi ikke ser –
at der er ørebevidsthed, øjebevidsthed,
og så videre, der lynhurtigt veksler.
Når vi hører regnen, føler vi ikke træstolen,
og når vi tænker udelukker vi stimuli.
Hvad er ‘den vidende’ andet end en forbipasserende tanke
der tælles med dér blandt erfaringerne?
Denne bevidsthed man opfatter som sig selv
er, faktisk, fuldstændig upersonlig –
alt befinder sig udenfor den, selv vore tanker.

Men verden der er os givet bliver stjålet fra os
og vi er alle ligeså berøvede som Orfeus.
Derfor hader vi livet, fordi det er døden.
Det som sanserne fortæller os vil vi gerne nægte;
dette kan ikke tillades, end ikke i naturvidenskaben,
som søger en eleatisk naturlov.
Der findes ikke noget endegyldigt ved isolation,
som naturvidenskaben antyder, i dens reduktive raseri:
det er kompleksiteten som er fundamental.
Partikler er luftarter, plasmaer, og så videre;
energi en aktivitet af legemer:
ligeså ‘fundamentale’ er de store elementer,
Lyset og Luften, Vandet, og Jorden.

Et billede fra Blomsterkrans Sutraen –
livet er et net af diamanter,
og indenfor hver facetterede sten hænger
resten af netværket, som genspejlinger.
En ting består af alt andet i verdenen;
den har ingen fast natur, selvbestemt;
der findes kun relativitet – ‘tomhed’.
Det er fordi ting er indbyrdes forbundet
at hver af dem åbner hundrede porte for os
ud mod havet af verdens mening.
Verdenen er den gensidige udviskning
af ethvert isolerede synspunkt.
Eftersom alle ting fødes ud af betingelser
er fraværet af et indre væsen
alle tings iboende renhed;
Alle har ikke-selvet som deres natur.
Derfor er vandløb og skove, de lysstænkede bjerge,
de vindblæste skyer og bølger, buddhaformen.
Som naturlig følge af dens meningsløshed
kunne man sige at verden besidder uskyldighed.

Hvis forandring er virkelig, så må kvaliteter også være det;
og uden Substans til hvilken de er knyttet,
så er tingenes ‘egenskaber’ alt der findes.
Dog findes disse kun i sammensatte helheder
som ting (tingen udskiller sig selv):
ingen kvaliteter eksisterer adskilt fra mængde,
og mængde kan kun eksistere som kvaliteter.
Vi lever i et medium af paradokser –
en ting er både absolut og vilkårlig;
alt efter målestok er tingen en helhed eller del af en anden helhed.
Den er verdens eneste valuta.
Disse almindelige ting er endegyldige, opdager vi,
eftersom alt det vi analyserer kun eksisterer
i relation til dem. De er naturens ståsted.
Men adskilte sanser er nødt til at holde det adskilt
som, vi ved, er afhængigt i verdenen,
og for at leve skal vi skelne –
på denne måde har naturen selv frembragt vor forvirring;
den har forberedt os på ‘hele denne
unbegribelige verdens tyngende mysterium’.

Til trods for at den ikke i sig selv har eksistens,
går tingenes massivitet aldrig tabt.
Tingene er ikke en flimren, som sollys på havet,
på ingenting, hver ting har en tæthed.
Alle kvaliteter er massens tillæg,
og en forandring i masse vil ændre på kvaliteterne –
alt dette ved vi, og dog kan det ikke vides.
En sådan masse, selv, er det ufattelige,
det ubegrundede; man kunne sige det er Gud,
men en Gud som ikke ønsker at være Gud.
I sig selv er den mulighed,
med hele dens indhold fundet ‘udenfor’ den.
Tingene låner deres fyldighed fra hinanden,
så det de allesammen er lavet af er Eksistens,
noget som ikke på nogen måde er begrænset.
Det er her det almindelige bliver sublimt.

Når vi står i kø foran Lethes bred
vil vi huske, opmærksomme som kærteflammer,
ikke blot ansigter, men ting vi har kendt,
og med en intensitet som overrasker –
græssets stilling ved stakittets fod
en uvejrsoplyst eftermiddag; natten, et hav
blandt dets isflager; hvad det nu var som slyngede os
ud i den fjerneste transcendens vi har oplevet.
Vi vil se verden som en stor skov
og underskov af ting, der var alvorsfuld
og fjern, og ligeså ufremkommelig, dog rolig,
som det land der vil rejse sig foran os.
Tingene forudsagde et sådant mysterium;
de var altid Hades’ blomstringer.

Men dette er en metafor. Ikke en eneste varer ved.
Det som slår os mest ved tingene er deres fremmedhed,
og hvordan kan man tale om dette, hvis ikke gennem en metafor?
Tingene passerer forbi os ved mørkets udkant,
ses fra hovedveje, i forandring, ligesom vi forandres.
Træerne bærer en særegen betydningsfuldhed
i deres gruppering på en bakketop eller en slette;
disse ting der er mere end bare det som vides.
Materiens beskaffenhed er en Afgrund.

Bagved et skur, lave bakkedrag og store skyer;
en smal grusvej; en bleg sol på støvet græs;
det brækkede stakit og trådnettet;
en låge, henimod en vagt åresprængt skov;
kanalen med svaler. Vidunderlige fantomer.
Ingen tanker kan nærme sig deres tilstedeværelse her.





In which the burden of the mystery,
In which the heavy and the weary weight
Of all this unintelligible world,
Is lightened.


(Wordsworth, The Prelude)