Thursday, 15 January 2026

Petter Dass: 'Peder Dasses Klage-Sang udi hans 6 aars langvarige Sygdom'

 


Peder Dasses Klage-Sang udi hans 6 aars langvarige Sygdom:

 

En Krop, opfylt med gruus og steen,

har tusind gange breck og meen.

Jeg troer den ey med Pen og Fier

ud skrives kand saa som den er.

 

Jeg har hos mig befundet det,

jeg er af piine trætt og mætt.

Jeg ønsker tit all verdens vey:

jeg ønsker døden, døer dog ey.

 

Hvad Byrde, som mig er omspendt,

er Gud alvidende bekjændt.

En anden til og fra kan gaa:

men jeg er den, der piines maa.

 

Det Best hvær dag for ploven gaaer

har tusind gange bedre kaar;

udstaaer det dagens slæb og sved,

saa har det dog om natten fred.

 

Men jeg maa piines dag og stund,

om natten faar jeg ey en blund.

Mitt liv vil revne midt i to,

hvorledes skal jeg nyde ro?

 

Skal jeg en draabe af mig faae,

det er, som aanden ud vil gaae,

ret ligesom en Syl og Kniv

stod midt igjennem Lem og Liv.

 

I 6 aar har jeg været svag,

og aldrig haft en rolig dag.

Forløs mig nu, min Fromme Gud,

det syvend' aar af fængslet ud!

 

Hver syvend' Dag er en Sabbath,

min Sag giør klar, O Jesu! at

jeg for all møye engang maae

en salig tiime hos dig faae.

 

Jeg din Discipel har behov,

at jeg af skolen faaer forlov,

skarp skolemester du har vært,

men Gud ske lov for hver en snert!

 

Har jeg, o Gud, fortørnet dig,

saa har du nu hudflenget mig,

at jeg er om og om bespent

og faaer den løn jeg har fortient.

 

Men hvad for Løn, hvad er det alt

mod det der blive bør betalt.

I Pinen jo ti tusind Aar

til Gjelds Afløsning ey forslaaer.

 

Men naar jeg hen til andre ser,

som er af samme malm og ler,

da synes deres lidelse

slet intet mod min bræk og væ.

 

Hver tykkes have nok i sit

men hvor det gaaer, saa har jeg mit

udveyet i qvintin og lod

og dobbelt fremfor andre faaed.

 

Ja mange mellem sig har spurt:

hvad mon den arme mand har gjort,

at han saa piines dag og nat,

er andre til exempel sat?

 

Er ingen i det heele land

saa grov en syndere som han?

Saa bliver spot til skade lagt

og mange domme fældt og sagt.

 

Dog, hvor med andres domme gaar,

min sygdom har de samme kaar;

om himmel, jord, om land og vey

mig ynke vil, det hielper ei.

 

Min Qvinde, som vel tusend gang

har hørt min suk og jammersang,

ved neppelig paa hvilcken sted

hun være vil for yncksomhed.

 

Min Søn og Datter og enhver

af Søskende og Slegtninger

har seet, hvad suk og modig graad

jeg her i Verden har udstaaed.

 

Og om min piine fattes prov

og flere skudsmaal har behov,

spørg hver en Fjæl samt Nøgletræd

som er udi mit sengestæd.

 

Spørg bjelkerne i Huuset er,

spørg Vægger, Naver, Tag og Spær,

spørg bord og bænke, de skal dig

fortælle, hvor det er med mig.

 

En barne-fødsel er vel stræng

for qvinden i sin barselseng;

men naar hun fostered har fød,

har hun forvundet all sin Nød.

 

Men jeg har baared hidindtil

det foster, som mig dræbe vil,

i 6 aar har jeg baaret det,

ti maa jeg engang blive trett.

 

O Gud, all verdens Frelsermand

som alle ting forandre kan,

forandre du min Sorg, min Nød!

Til livet eller salig død.

 

 

Petter Dasse’s Lament concerning his illness of six years

 

A body full of grit and stone

Countless infirmities has known;

And yet I ween with pen or quill

One never can describe such ill.

 

Such is the life I’ve now acquired,

Of pain I am both sick and tired.

At times I wish my end were nigh:

I long for death, yet do not die.

 

The burden that my back has bent

Is known to God omniscient,

While others can go forth and back:

I am the one stretched on the rack.

 

The beast that each day pulls the plough

Is better off than me, I vow;

Should it withstand its daily toil,

Nothing at night its peace will spoil.

 

All day my pain won’t let me think,

At night I cannot sleep a wink,

My life is almost rent in twain,

When may I e’er find rest again?

 

Shall I squeeze out a single drop,

My mind beside itself says stop;

’Tis like an awl or knife that cuts

Stabbed ’twixt my member and my guts.

 

For six years weakness has held sway,

I have not had a quiet day.

Oh God of Mercy, grant me peace:

Year seven me from gaol release!

 

The Sabbath comes each seventh day,

Prepare my case, Jesu, I pray

That for my trials I after this

May share with you an hour of bliss.

 

I your disciple beg reprieve,

That from your school I may have leave,

As master you were sometimes brash,

But God be praised for every lash!

 

If I, oh God, have made you wroth

You now have flayed me, by my troth,

I’m now oppressed by countless hurts

And well receive my just deserts.

 

What are such wages when compared

With what from no man should be spared.

A thousand years of torment can

Ne’er pay the debt incurred by man.

 

When though on others my eyes play

Who are of selfsame ore and clay,

I find their sufferings are nought

With pains compared with which I’m fraught.

 

Each seems to have sufficent load

But when apportioned what I’m owed

’Tis weighed by merest ounce and jot,

And double weight would seem my lot.

 

Yes, wondered must have many a one

Just what the wretched man has done

That day and night so pained is he:

Shall he thus an example be?

 

Is there then no one in the land

As great a sinner as this man?

To injury they insult add

And many deem him to be bad.

 

No matter what their judgments be,

My illness stays the same to me;

Should heaven, sea and sky and earth

Take pity, it’s of little worth.

 

My wife, who time and time again

Has heard me sigh and e’er complain,

Knows hardly, faced with such duress,

Where she would be for piteousness.

 

My son and daughter, family,

Relations, can’t have failed to see

Just how much sighing and brave tears

I have endured down through the years.

 

And should my pain need proof entire

And testimonials require,

Ask every trunnel, every board

That in my bed is neatly stored.

 

Ask every house-beam for sure proof,

Ask walls and joints, ask rafters, roof,

Ask chairs and tables – all will tell

Just how things are with me as well.

 

Though childbirth often is unkind

To women when they are confined;

Once to their child they’ve given birth

Their pain gives way to joyous mirth.

 

I though have carried and have fed

The foetus that will leave me dead,

For six years borne it undesired,

It’s hardly odd that I’ve grown tired.

 

Oh God, our Saviour and our King,

Who can transform most everything,

Transform my pain while I’ve yet breath!

To life or to a blessed death.

 

 

Tuesday, 13 January 2026

Nils Ferlin: 'Fåfänglighet'

 


Fåfänglighet

 

Jag har klättrat på önskningens stege,

jag har klättrat så långt att jag vet

att den stegen är hög som en himmel

och djup som en evighet ...

 

Och mänskor ha gått på den stegen

i tusen och tusen år –

och ingen har visat dem vägen

var stegen står ...

 

Men alla som tvinga dess pinnar

de springa på glödande kol,

och aldrig i levande livet

de nå sitt mål ...

 

Jag har klättrat på önskningens stege,

jag har gått ett par fjät - så jag vet

att den stegen är hög som en himmel

och allt är fåfänglighet

 

 

Vanity

 

On the ladder of human desire

I have climbed up so far that I know

it’s as high as the heavens and higher

and deeper than deep below ...

 

And people have busily climbed there

for thousands and thousands of years –

and no one has helped them to find where

it upward rears ...

 

But all who its rungs would endeavour

they leap as on hot glowing coals

and here in this life they will never

attain their goals.

 

On the ladder of human desire

I have climbed a few steps – so I know

it’s as high as the heavens and higher

and vanity’s all there’s to show.

 

 

Monday, 12 January 2026

Petter Dass: 'HErre GUD! Dit dyre Navn og Ære'


 

Den Anden Sang

Helligt vorde dit Navn

Siungis under sin egen Melodie.

 

HErre GUD! Dit dyre Navn og Ære

Over Verden høyt i Savn maa være,

Og alle Siæle, og alle Træle

Og hver Geselle de skal fortælle

       Din Ære.

 

Det er smugt og kaasteligt at høre,

At mand GUD sin’ Læbers Pligt monn’ giøre;

De dyb’ Afgrunder, de grønne Lunder

Skal HErrens Vunder hver Tid og Stunder

       Udføre.

 

Om sig Folk anstille vil saa slemme,

GUds Navn slet at tie still og glemme,

Saa skal dog Stene og tørre Bene

Ey være seene hands Navn det reene

       At fremme.

 

Ja før GUD sin Ære skal forlise,

Før skal Hav og grommen Hval ham prise,

Samt og Tanteyen, som løber Leyen,

Steenbid og Seyen og Torsk og Skreyen.

       Og Niise.

 

GUD er GUD, om alle Land laa øde,

GUD er GUD, om alle Mand var døde,

Om Folk forsvimler, i HErrens Himler

Utallig Vrimler, som slaer paa Cimler

       Hin Søde.

 

Skulle HErren fattis Bram og Svenne?

See, ti tusind staar for ham og tienne,

Ja tusind gange ti tusind mange,

Hvis smukke Sange med Klang kand prange

       Der henne.

 

Thi for GUD skal alle Knæ sig bøye,

De som boor i Himlene hin' høye,

Og de paa Jorden i Sør og Norden,

Samt Dievlers Orden, som dømt er vorden

       Til Møye.

 

Høyen Hald og dyben Dal skal vige,

Jord og Himmel falde skal tillige,

Hver Bierg og Tinde skal slet forsvinde,

Men HErrens Minde til tusind Sinde

       Skal stige.

 

Vil de Gamle være stiv og sove,

Da skal Børn i Moders Liv GUD love;

De Halte, Lamme, Maal-løse Stamme

Giør og det samme, de Gromme, Gramme

       Og Grove.

 

Naar jeg mig fra Top til Fod betragter,

Ingen Lem paa mig for god jeg agter,

Var de saa smukke som Silke Dukke,

De jo skal bukke med ydmyg Sukke

       Og Facter.

 

Men ô Mennisk' tør du vel det meene?

At GUds Navn skeer Ræt og Skel allene,

For Præst og Bonde med blotte Munde

Ham love kunde? ney, ingenlunde

       Det eene.

 

HErrens Navn hos os paa Jord kand ikke

Helligis ikkun med Ord og Nikke;

Ney, hvor du svæver og hvor du stræver,

See til du lever, som GUds Ord kræver

       Til Prikke.

 

Lad dit Lius for Folket smukt saa brende,

At enhver din Dyyd og Tugt kand kiende,

Leev ey begierlig, ey Folk besværlig

Leev from og ærlig mod hver Mand kiærlig

       Til Ende.

 

Had alt det GUD i sit Ord selv hader,

At Vellysten dig paa Jord ey skader,

Sky Synd og Lyder, som GUD forbyder,

Elsk Tugt og Dyder, som dig bepryder

       Og bader.

 

Men vilt du paa Synders Vey henstige,

Og fra Dyden blues ey at vige,

Da dine Lemmer GUds Navn beskemmer

GUds Aand bortskremmer og ey forfremmer

       GUds Rige.

 

Men ô GUD! forhindre sligt at blive!

Hvad som er u-gudeligt fordrive!

At vi vor' Tider mod Synden strider,

Naar Tiden lider, hos dig omsider

       At blive!

 

For more information about the original, go to here

 


The Second Song

Hallowed be Thy Name

To be sung to its own tune

 

Oh Mighty LORD! Thy precious name and glory

Throughout the world are its most famous story,

And every soul, and every thrall,

And mortals all shall tell withal

       Thy glory. 

 

Proper it is to hear, a thing of beauty,

That lips may call the praise of GOD their duty;

Th’abyss that glowers, the green-clad bowers

For Thy great power at every hour

       Salute Thee.

 

And if folk shamefully should fail to render

All praise to GOD, forget His mercies tender,

Yet will the stones, and e’en dry bones

His pure name throne, at once make known

       His splendour.

 

Yea, ere GOD all his glory shall surrender

Shall fearful whale and ocean homage render,

As ling and cod, so too their scrod,

Saithe by the squad more praise to God

       Engender. 

 

For GOD is GOD, though earth no fruits were giving,

And GOD is GOD, though mankind ceased from living,

Though folk should die, in heaven high

Hosts multiply, and cymbals ply

       Thanksgiving.

 

Should e’er the LORD lack splendour or lack servants?

Behold, ten thousand keep a strict observance.

Ten thousand times ten thousand times

Are all their rhymes and sweetest chimes

       Most fervent.

 

For at GOD’s name shall every knee be bending,

Both those who in high heaven life are spending

And those on earth, in south and north,

Likewise those cursed with trials henceforth 

       Unending.

 

High mountain and deep dale shall both expire,

The end of heav’n and earth too be entire,

Each rockface sheer shall disappear,

But prayers sincere to a thousand ears

       Aspire.

 

And should the old be stiff and prone to sleeping,

Shall children in the womb GOD’s praise be keeping;

The dumb, the game, the blind, the lame

All do the same, so too those maimed

       Or creeping.

 

I when myself from top to toe reviewing,

Find no limb’s claim can merit my eschewing,

Though fine they’re found as silken gown

All shall bow down, and sighs around

       Be strewing. 

 

But, oh mankind, can you believe this wholly?

Full due is giv’n to keeping GOD’s name holy,

If farmer, priest, on praise did feast

And then just ceased? Not in the least,

       Not solely.

 

On earth we can’t the LORD’s name be revering

If we just nod and murmur words so cheering;

No, while alive, where’er you strive,

GOD’s word let shrive, and earthly lives

       Be steering.

 

Make sure your light burns brightly and uncovered

That man your zeal and virtue can discover,

No lust embrace, but love and grace,

Devout and chaste until life’s space

       Is over.

 

Hate all GOD in His word is also hating,

The excess that your life is vitiating,

Shun sin and flaws, obey GOD’s laws,

Make virtue yours, make zeal your cause

       Elating.

 

But should you make sin’s broad path your endeavour,

And without shame yourself from virtue sever,

Then you are base, GOD’s name disgrace

His spirit chase, His realm deface

       For ever.

 

But LORD! Prevent this plight that makes us quaver!

All that’s ungodly cause in us to waver!

That with full might we e’er may fight,

When time is right, with Thee delight

       May savour!

 

 

 

 

http://www.bokselskap.no/boker/denandensang/kommentarer