FORAN ET VINDUE
Jeg står foran et vindue.
Jeg ser ord der kommer.
Visse ord genkender jeg:
endskønt, rød, tidligere,
ikkedestomindre i dets blafrende jakke,
sandfærdighed, ufuldkommen...
Visse klatrer på hinandens skuldre.
‘Hvem er du?’ råber de.
‘Overskyet,’ råber jeg.
‘Tungt eller halvt?’ spørger de.
‘Let,’ siger jeg. ‘Let overskyet.’
Jeg sænker mit blik.
Jeg ville ønske jeg var glitrende
eller nogenlunde
eller endnu mer: desuagtet.
Det begynder at regne.
Endskønt kigger opad, dets kinder bliver våde.
Vidt og bredt spæner afsted.
Mørkret falder.
ET LOKOMOTIV
Der står et lokomotiv på et sidespor,
rustent indtil marven, overgroet med tidsler.
Når det regner, græder hun, brune tårer.
Jeg går langs hende, rører ved hende,
aer hende,
siger noget til hende, noget opmuntrende,
klatrer op på resterne af et gangbræt.
I det fjerne slår et ur.
Måske er jeg en prins. Men kan aldrig vide!
Måske er dette Tornerose.
Futtog, kære lille futtog... åbn dine øjne...!
Højt på himlen står solen.
‘Hej!’ råber de. ‘Hallo!’, ‘Vent lige!’ og ‘Stå stille!’
Men vi tager afsted og hører ingen og intet mere.
No comments:
Post a Comment