FARVEL GAMLE FIAT
min 127 du som blev slæbt på værksted
med din rusteksem blussende gennem det blå
og dine lækpytter på begge sider af gulvet
dit førersæde med den lille flænge over en
fjeder
dit rat der slog en revne
oh og den solskærm der langsomt går ned
mens man kører
dine grødgear og din motor med sin rallen
som fik mekanikernes hovedet vendt
hurtigere end en flot pige
sammen med vraggodset i bagruden
lod jeg nok af mig blive i dig selv en
fremmed
finder sikkert penge under sædet og
et askebæger af cigarillolevn jeg aldrig
fik lyst till at tømme
tilgiv jeg har glemt dit nummer er det
muligt
jeg ikke mere skal sidde i dig og skue
ud af ruden min verden af floder
og prøve at presse ord ud af halve timer?
og forresten heller ikke køre dig
i den stivnende stilhed når man skændes
eller møde den du ved på stationen
mens du venter diskret derude som fremtiden
eller parkere dig ved alle slags værtshuse
eller drøne i dig til skole morgenen derpå
fræsende i vild fart tværs over Curragh
eller glemme dig på sommerdage på yndige
steder
Knockaulin Hill Moone og the Burren om foråret
eller bande vildt over dræbe- og
damebilister til dig
eller skubbe dig med ét ben nedad bakke i
hostende startveer
eller gå fra dig på værkstedet som en anden
forbryder
eller skrabe ruden ren for frost
på vintermandage?
aldrig mere smide skrivemaskine jakke taske
bøger breve ovenpå alt det andet på dit
bagsæde
aldrig mere være trist
henrykt håbefuld vred ærgerlig tankefuld
igen i dig
et løsgængeri i mit livs kulisser
som sammenfatter som et symbol de sidste
så brat afsluttede par år år
nu endeligt formede som dit korpus og jeg
undrer på om din nye når han støder på dette
og hint
indser at han har købt en hjemsøgt bil?
For more Des Egan poems in Danish, go to here
No comments:
Post a Comment