Friday 12 July 2019

Olaf Bull: 'Avmagt'

Avmagt

Rend ikke panden mot dødens dør —
du vet det jo godt:
En verden af muld
er alle vore døde!

Vet, hendes legemes fri form
med stjerner og hav og sol fyldt,
er nu en tom
graa muld
skaffet med angst tilside!

Og over det hele
en raa høi
med kraftløse blomster,
gjennem hvis duft
en levende fryvil
slaar ut sine livstørste vinger.

Og du føler det klart,
naar du øiner det kryp
drikke af en sjælløs himmel,
straalende, tomt, med sine blikke:
Dette, det er livet — —

Og hun, din eneste ven,
hvis heftige øine speilet
dig, din kjærlighet ind,
dypt dernede i verden
er blindt forraadt stof —

Bare en del af den tro,
grønne og maalløse grund,
mot hvilken det lille insekt
vimrer sin livsrike dans,
og hvortil det stundom mødigt sig hviler.
— — — — —

Du skal ikke drønne mot dødens port.
Du vidste det før:
En verden af muld
er alle vore døde.

Reis dig fra grønsværet nu og staa.
Solen er omme, natten staar blaa
mot dødens bronsedører.
Graat dine taarer, sig dine ord —
ord for ord
er det kun du, som hører:

«Sov søtt
mulds søvn
i gravens nat,
hvor sol ikke stiger —
der, hvor dit omrids stund for stund
over i verdens mørke viger —

Lev den evige fred
som ikke kjender sig selv
og derfor er dypest fred.
Lev vel — o du — lev vel
i aftenens have!
Vi møtes i skovlen, som øses
         paa fremtidens grave.»


Helplessness

Don’t run your head against death’s door —
you know that full well:
A world of earth
are all our dead!

Know, the free form of her body
filled with stars and sea and sun
is now but an empty
grey earth
shovelled aside out of fear!

And over it all
a rough mound
with now sapless flowers,
through whose scent
a live butterfly
unfolds its life-thirsting wings!

And you feel it clearly
when glimpsing the earthbound 
insect drink from a soulless sky,
gleaming, empty, with its gazing:
This, this is life — —

And she, your only friend,
whose intense eyes mirrored
you, your love within,
deep down there in the world
is blind, betrayed matter —

Only a part of the faithful,
green and purposeless plot
towards which the small insect
quivers its vibrant dance
and at which it sometimes wearily rests.
— — — — —

You are not to crash against death’s door
You knew that already:
A world of earth
are all our dead.

Rise from the grassy earth now, stand up.
The sun is over, the night deep blue
against death’s doors of bronze.
Weep your tears, say your words —
word for word
you alone can hear them:

‘Sleep sweetly
earth's sleep
in the night of the grave
where the sun does not rise —
there, where your outline hour by hour
fades into world’s darkness —

Live the eternal peace
which does not know itself
and therefore is deepest peace.
Farewell — oh you — farewell
in evening’s garden!
We’ll meet in the shovel that’s strewn
         over graves of the future.’

No comments: