Tykke bind
I mit bibliotek er der et afsnit med bøger om døden
og et andet om irsk historie,
nogle hyller til poesi fra kina og japan,
og i midten en række urokkelige opslagsbøger,
dem som man kan henvende sig til når som helst,
når natten går i fisk
eller når dagen er fuld af tomme løfter.
Jeg har ikke noget imod
den tynde monografi, et spørgsmål i ny og næ,
en note vedrørende identiteten af Chekovs tandlæge,
men hvad jeg foretrækker på sådanne dage er
at rejse mig fra sofaen,
hive Verdens Historien ned,
og holde en bog i mine hænder
som indeholder stort set alt
og som ikke vejer mere end en sæk kartofler,
fem kilo, opdagede jeg en skønne dag da jeg lagde den
på den sorte jernvægt
som min mor plejede at have stående i køkkenet,
på hvis indretning hun ville placere
en vis mængde mel
en vis mængde fisk.
Slået op på mit skød
under lampelysets stråleglans
har en sådan bog det med
at berolige mine nerver,
dæmpende den vilde brænding af information
som skummer rundtom min talje
selv om den aldrig nævner
de fattiges tavse anstrengelser,
købmændenes og skræddernes dagdrømme,
eller ansigterne på mænd og kvinder alene i enkeltværelser –
selv om den aldrig nævner min mor,
nu hvor jeg tænker på hende igen,
som så sent som i fjor rullede over jordens rand
i sin elektriske seng,
in sin glatte lyserøde natkjole,
med tæt sammenflættede fingerknogler,
de indsunkne øjne stirrende opad
hensides al viden,
hensides historiens små skikkelser,
nogle i uniform, andre ikke,
der marcherer ud på arkene af denne utrolig tunge bog.
To see the original poem, go to here
No comments:
Post a Comment