INDVIELSEN
Jeg sad paa Pynten ved Sundets Bred,
Himlene smiilte,
Og saae med Længsel i Dybet ned,
Bølgerne hviilte,
Da hælded Solen til Havets Bryst,
Og rundtom rødnede Luft og Kyst.
Og brat fra Skyen en Strængeleg
Anelsen vakte,
I Aftenrøde Musen nedsteg,
Harpen mig rakte
Og rask et brændende Kys mig gav,
Nedsynkende i det luende Hav.
Da rundt en anden Natur der blev:
Vindene talte;
Fra Skyer, som blege for Maanen hendrev,
Aanderne kaldte;
Et Hjerte slog varmt og kjærligt i Alt,
I Alt mig vinked min egen Gestalt.
Dog blev fra nu for Tanke og Trang
Jorden et Fængsel;
Vel lindrer ved Anelse, Drøm og Sang
Hjertet sin Længsel,
Dog brænder mig Kysset, jeg kjender ei Fred
Førend jeg drager Himlene ned!
INITIATION
I sat far out on the sound’s still shore,
The heavens smiling;
And filled with longing I gazed down o’er
The waves beguiling.
The sun slipped into the sea’s embrace,
The coast and sky found a blushing grace.
With sweet foreboding a harp I heard,
The clouds now rending;
The muse descended, in sunlight girt,
Her lyre extending.
Sealing my lips with kiss of fire
She plunged into her glittering pyre.
Then all around me the world was new:
The winds spoke softly;
From pale clouds drifting before the moon
Called spirits lofty;
In all creation a loving heart beat,
My own reflection from all did me greet.
Since then the earth each thought and desire
Does now emprison;
Though longing is eased by dream, plucked lyre
And premonition,
The kiss still consumes me, no peace will see birth
Until the heavens are brought to earth!
No comments:
Post a Comment