Majnat
Naar Vildgaasen larmer Valborgnat,
hvem lægger sig da til at sove?
Da vandrer man ensomt med Dug paa Hat
langs Fjord og knoppende Skove.
Derude straaler en Stjærne saa stor,
at helt den fylder mit Øje;
den samme Stjærne forvist jeg tror,
jeg saa over Barndommens Høje.
Og Vibeskriget rækker saa langt;
dog længere Længslerne rækker.
Hvor bliver éns Hjærte bitterlig trangt,
naar Klyden i Majnatten trækker!
Det pipper i Mos, og det pibler i Græs,
det sprætter i hældende Kroner;
der kommer en Duft fra det yderste Næs
af tusinde smaa Anemoner.
Saa ensomt bræger det spæde Lam
paa Bakken langt i det fjærne,
og Frøerne kvækker fra Pyt og Dam,
som sang det fra Stjærne til Stjærne
May Night
When wild geese honk on Walpurgis night
who thinks then of going to rest?
With dew-beaded hat you roam out of sight
through fjordland and woods newly dressed.
Way out there gleams so mighty a star
that all of my eye it now fills;
I’m sure that same star I once saw afar
when I gazed o’er my childhood hills.
And the peewit’s cry is borne on the wind,
though longing’s borne farther away.
How bitterly close one’s heart is confined
when the avocet migrates in May!
There’s trickling in grass and cheeping in
moss,
the tree-tops twitch out of their slumber;
from the farthermost cape the scent wafts
across
of anemones countless in number.
The lonely young lamb on the hill far beyond
can be heard with its plaintive small baa,
and the frogs all croak from puddle and pond,
as if star now were singing to star.
No comments:
Post a Comment