Måger
En måge, tæt på,
ser forbavsende udstoppet ud.
Dens dunede bryst synes fyldt
med en konservators billige stof
klumpagtigt indført. Benene,
ubøjede, er barnagtige farveblyantstreger –
for enkle til at kunne fungere.
Og selv fjermarkeringerne,
hvis indviklede symmetri normalt er fuglenes pragt,
er sjuskede hos mågen,
som om gud laver for mange
for at kunne gøre det ordenligt.
Er de intelligente?
Det forestiller vi os, fordi de er grimme.
Den spotske, enøjede profil, en smule sur,
det smalle, ektomorfiske hoved, dårligt redt,
den brede og nervøse og muskuløse gump –
alle antyder skrivebordsarbejde: skibsfartstakster
om dagen, Schopenhauer
om natten, og endeløs kaffe.
Ved det tidspunkt på stranden
hvor fluerne begynder at bide i den fornyede kølighed
og brændingens tilbageglidende hud
reflekterer en lyserød flimren før den opsuges,
står mågerne rundt omkring i det krusede sand
som de melankoliske europæiske folkemængder
der samles på brostenstoppede torve i kølvandet
af attentater og invasioner,
med hovedet på sned for at høre de seneste radiomeldinger.
Det er også det tidspunkt hvor trivelige unge par
går ned til vandet, stødende ind i hinanden,
og står op til lårene i det rytmiske glas.
Så går de op til bilen igen,
trækkende som i en hemmelighed mellem dem
som ingen af dem helt forstår –
danner lunefulde stier mellem de flygtende måger,
som i visse mytologier
hvor smukke guder slentrer uinteresseret
blandt vore dødelige ængstelser.
No comments:
Post a Comment