UDØDELIGHED
I Torneroseslottet
slår uret et hundrede år
og pigen i tårnet vender tilbage til verdenen.
Det gør også tjenestefolket i køkkenet,
uden engang at gnide sig i øjnene.
Kokkens højre hånd, hævet
præcist et århundrede siden,
afslutter sin nedadgående bue
mod køkkendrengens venstre øre;
drengens spændte stemmebånd
løslader langt om længe
den indespærrede, langvarige klynken,
og fluen, standset midt i dykningen
over jordbærtærten,
fuldfører sin vedvarende mission
og styrter ned i den søde, røde glasur.
Som barn havde jeg en bog
med et billede af denne scene.
Jeg var for ung til at lægge mærke til
hvordan angsten bliver ved, og hvordan
vreden der er årsag til angsten bliver ved,
at dens bane ikke kan ændres
eller brydes, kun afbrydes.
Jeg var opmærksom på fluen;
at denne spinkle krop
med sine gennemsigtige vinger
og levetid af en enkel menneskedag
stadig forlangte sin særlige del
af sødhed, et århundrede senere.
No comments:
Post a Comment