Hans Christian Andersen: 'Psalme' (1864)

 

Psalme (1864)

 

Jeg har en Angst som aldrig før,

Som stod jeg foran Dødens Dør,

Og maatte ind og styrte ned

I Mørke og i Eensomhed!

Jeg drives frem med Stormens Hast.

O Herre, Herre, hold mig fast!

 

Alt Ondt i mig, det kom fra mig,

Hvad Godt jeg gjorde, kom fra Dig;

De Andres Skyld jeg nok opskrev,

Men ei mit eget Skyldnerbrev;

Hvor har jeg for mig selv hver Dag

Besmykket godt min egen Sag!

 

Jeg trædes skal af Dødens Hæl,

Først da sig løfte kan min Sjæl.

Læg Fadervor som Duens Blad

Mig paa min Tunge, gjør mig glad!

Har jeg ei Gud, hvad har jeg da,

Naar hele Verden falder fra!

 

 

Hymn (1864)

 

I have a fear as ne’er before,

As if I stood at Death’s dread door

And needs must enter and plunge down

In dark and lonely realms to drown;

A storm’s force drives me constantly:

O Lord, o Lord, keep hold of me!

 

All evil in me stems from me,

All good that I have done from Thee;

What others owe me I write down,

What I owe others I disown;

How well each day I seek to trace

That which enhances my own case.

 

I shall be trodden by Death’s heel

Before my soul true joy can feel.

The Lord’s Prayer, like the dove-held leaf,

Lay on my tongue to banish grief.

If God I have not, what have I

When this world’s over and I die!