Tretten måder at se en solsort på
Wallace Stevens
I
Mellem tyve snehvide bjerge,
Wallace Stevens
I
Mellem tyve snehvide bjerge,
Var det eneste der
bevægede sig
Solsortens øje.
II
Jeg var i tre sind,
Som et træ
Hvor der sidder tre
solsorte.
III
Solsorten hvirvlede i efterårsvindene.
III
Solsorten hvirvlede i efterårsvindene.
Den var en lille del af
pantomimen.
IV
En mand og en kvinde
IV
En mand og en kvinde
er ét.
En mand og en kvinde og
en solsort
Er ét.
V
Jeg ved ikke hvad man skal foretrække,
Tonefaldenes skønhed
Eller hentydningernes
skønhed,
Solsorten der fløjter
Eller lige bagefter.
VI
Istapper fyldte det lange vindue
VI
Istapper fyldte det lange vindue
Med barbarisk glas.
Solsortens skygge
Krydsede det, frem og
tilbage.
Stemningen
Tegnet i skyggen
En årsag umulig at tyde.
VII
O tynde mænd af Haddam,
Hvorfor forestiller I Jer gyldne fugle?
VII
O tynde mænd af Haddam,
Hvorfor forestiller I Jer gyldne fugle?
Ser I ikke hvordan
solsorten
Piler rundt om fødderne
på kvinderne der omgiver
Jer?
VIII
Jeg kender ædle accenter
Og klare, uundgåelige
rytmer;
Men tillige ved jeg
At solsorten er inddraget
I det jeg ved.
IX
Da solsorten fløj ud af syne,
Markerede den kanten
Af en ud af mange
cirkler.
X
Ved synet af solsorte
Der flyver i et grønt lys
Ville selv velklangens
ruffersker
Udstøde et skarpt skrig.
XI
Han kørte over Connecticut
XI
Han kørte over Connecticut
I en glaskaret.
En gang blev han
gennemboret af frygt,
fordi han forvekslede
Ekvipagens skygge
Med solsorte.
XII
Åen bevæger sig.
Solsorten må være på
vingerne.
XIII
Hele eftermiddagen var det aften.
Det sneede
Og var på nippet til at
sne.
Solsorten sad
I cederens grene.
No comments:
Post a Comment