Monday 30 December 2013

A Henrik Nordbrandt poem for the time of year

 

BETWEEN CHRISTMAS AND NEW YEAR



Between Christmas and New Year
there is practically nothing.
It can almost be
in an ordinary, black handbag
of the kind midwives use
my mother used to say.
But I don’t know if that sort of logic
is applicable nowadays.
It doesn’t matter if you forget the bag.
There’s nobody, after all, who wants to have it.
Next year at the same time it’s there again
on the bench on the platform.
Nobody sits down next to it.
That’s the way it is between Christmas and New Year.
It’s a bit different, of course,
if it’s just snowed
and there’s a little snow on the top of the bag
and you can imagine
a train pulling in
out of the twilight.
That, then, is what the bag looks like.
It’s yours. Take it!
My mother won’t let on.

Saturday 28 December 2013

Sophia Elisabet Brenner - Swedish poet who also wrote in German



Die Unvermeidliche Flucht menschlicher Tage/
Vorgestellet in Abbildung einer
Sand-Uhr/
Bey Beerdigung
Des Weiland Wohl Ehrenvesten und Groß-Achtbahren/
Nun mehro bey GOTT WohlSeligen
Herrn BARTHOLOMÆI Klüvers/
Den 19. Februarii dieses jetztlauffenden 1693.sten Jahres.


BEwehrtes Spiegel-Glas/ in dem die Sterbligkeit/
Der schnellen Jahre Flucht leibhafftig an zu schauen/
Dein Sand erinnert mich wie wir auf Trieb-Sand bauen
Und schätzen offtermahls vom Ziel/ uns viel zu weit.

Da doch dis Gläser-Paar/ so über sich gestürtzt/
Eins/ auf die Wiege sieht’ und eins die Bahre zeiget/
Misst was verfloßen ist/ lehrt wie der Rest sich neiget
Der jeden Augenblick ein Theil des Lebens kürtzt

O wahres Ebenbild des Kummers der uns qwählt/
Uns handelt Angst und Noth/ wie deinen Sand die Wellen/
Uns drückt so manche Last und dräut uns gar zu fällen/
Daß man der Trübsahl mehr als Sand am Ufer zählt.

Auch sonsten läst der Mensch als selbst der Zeiten Raub/
Gantz füglich/ auser dem/ der Sand-Uhr sich vergleichen/
Jst/ weil sein Körper steht und wann er wird zur Leichen/
Jm Leben brüchig Glaß/ und nach dem Tode/ Staub.

Wohl dem der weil er noch des Leibes Umhüll/ trägt
Und eh die Zeit verläufft/ sich auf die Heimfahrt schikket/
Dem Welt und Eitelkeit/ die Sinnen nicht berükket/
Damit er fertig sey wann seine Stunde schlägt.

Mein Freund auch auf der Bahr/ wie wohl ichs nicht gedacht
Dich in so kurtzer Zeit der Gruben zu vertrauen/
Doch weil wir uns gewiß auf ewig wieder schauen/
So scheid ich wohl gemuth/ indeßen gute Nacht.



The ineluctable flight of human days/
As represented in the depiction of an
Hour-Glass/
At the funeral of
the formerly most upright and extremely worthy/
Now with GOD blessed and reunited
Mr BARTHOLOMÆUS Klüver/
19 February of this present year of 1693.


Well-tested mirror-glass/in which mortality/
Of swiftly fleeing years embodied we see stand/
Your sand reminds me how we build on shifting sand
And often from our goal/ so far removed can be.

Yet here this glassy pair/ up-ended at our birth
With one that views the cradle/ one that shows the bier/
Lacks what has downward run/reveals the end is near
And teaches us each instant shortens life on earth.

Oh most true image of the misery we bear/
Just as the waves the sand/do fear and need us steer/
Threatened by such dire loads far from our course we veer/
And count our sorrows more as sand upon the shore.

Man may in other ways/ a prey to time’s sore thrust/
With this same hour-glass yet be suitably compared/
Is/while his body stands and when as corpse is bared/
In this life fragile glass/ and after death/ mere dust.

Happy the one who while in human flesh still clad
And ere his time is o’er/prepares his journey home/
Whose mind this world and vanity can’t cause to roam/
Who when his hour is come is ready and not sad.

My friend here on the bier/ I never thought I might
Entrust you to the grave/after so short a time/
But since we soon shall meet/ though in a heav’nly clime/
I leave you well consoled/ and until then good night.

Monday 23 December 2013

A Danish translation of Richard Gray's 'In departing light'


I SVINDENDE LYS



Min mor hele halvfems skal bindes fast
i sin kørestol, men hælder alligevel langt ud til den ene side;
hun rager ud som knækket,
i stand til ved det blotte syn
at skære i én der står i nærheden. Ophængt
ligesom den hængende mund
in hendes sløretheds
værdighed, og siger at hun har
det udmærket. Det er umuligt at få hende til at klage
eller til at registrere noget som helst
længere end et øjeblik. Hun har formået at få Stephen Hawking til at se
rask ud.
Det er som om
hun suges ud af tilværelsen sidelæns gennem et koøje
og vi holder fast i hendes fødder.
Hun er helt afklaret.
Hvis du lever tilstrækkelig længe er det ikke døden du frygter
men hvad livet stadigvæk er i stand til. Og det ser ud som om hun
et eller andet sted ved dette,
selv om der intet håb er om at hun kan formulere det.
Dog er hun så afklaret at man tænker på en udødelig – en Tithonuis
der sygner hen for evigt på
livets rand,
dog aldrig med et øjebliks klagen. Når hun skal luftes,
ser hun ud som i et motorcykelløb, med hende
som sidevognspassager
der holder maskinen på banen, som prøver at ligge endnu længere ud
end selve hjulet.
Alvorligt, koncentreret, spejder hun fremad
mod målstregen,
når vi kryber rundt, rundt, gennem en haves
tykke sirup, bagved plejehjemmet.
Hendes mund er fuld af kaos.
Min mor kører sit løse gebis rundt som kugler kværnet mod
                      hinanden,
eller klaprer tomt med dem,
flækkede og i stykker. Eftersom de nægter at holde sig på tandkødet
spytter hun dem fri
med en pludselig plaprende hosten, som synes at have presset et allersidste
                      åndepust ud af hende.
Hendes tænder lander på hendes skød eller i græsset,
sprænger spyttets trosser.
Det vi ser i en sådan alder er for os et legemes for tidlige opløsning
når det glider af benene
tilbage til protoplasma
før det anstændigt kan gemmes væk.
Det er som om synapserne mellem hjernecellerne næsten alle sammen
er itu
og nu blafrer de svagt ved min stemmes gennemtræk
og laver tilfældige og
forkerte forbindelser
og hun er blevet til en surrealistisk digter
‘Hvordan er det med
sol på ryggen?’ spørger jeg. ‘Solen
er mekanisk,’ fortæller hun mig, nøgternt. Lige et
øjeblik, tænker jeg, er hun ved at
blive dybsindig? Ud at ingenting siger hun, ‘Søen bliver støvet.’
                      Der findes ikke nogen sø
hverken her eller i hendes fortid. ‘Du må støve søen af.’
Det kunne være
Hun var blevet dybsindig, men så siger hun, ‘Den lille dreng i stjernen er mad,’
eller måske
‘Den lille dreng er stjernen i mad.’
og så tænker du, ‘Mere sandsynligt
at dette tiltaler min type af overtro.’ Alt er sammenfiltret, og
                      fortolkninger,
eller at høre fejl,
alt sammen glatføret af
hendes nedfart.

Vi sidder og lytter til fuglesangen, som ligner drivende linier
af våd maling –
det er som en abstrakt ekspressionist i aktion, hans snirkler og
de berøringer
kun lige tilstede,
og overalt sker det på den spændte himmel.
Hvis jeg hurtiglæser fra avisen, falder hun straks i søvn.
Jeg kærtegner hendes ansigt og hun vågner,
stirrer mig intenst i ansigtet og siger noget som, ‘Det var
en pæn kæp.’ Når vi sidder derude
har hun også sagt, uden nogen sammenhæng, ‘Ørknen er en tunge.’
‘En rød tunge?’
‘Netop, det er
det er en slags
du ved – det er – det er en lang
automobil.’
Da jeg fortalte hende at jeg muligvis skulle til Cambridge i et stykke tid,
                      sagde hun til mig, ‘Cambridge
er en gammel lærdoms højborg. Sørg for –’
men det blev for meget –
‘sørg for
de korte juleblomster.’ Jeg bliver svimmel,
får kvalme,
når jeg prøver at regne ud hvad det sker inde i hovedet på hende. Beholder
hende ude i timevis, vipper hende i oprejst
stilling, når
hun døser hen og driver tilbage til vågent tilstand: borte fra afdelingens
stank og skrig. Det værste
af det hele, for mig, til trods for sort snak, er at hun nu oplever
større fred end jeg nogensinde har set hos hende. Hun mindes gamle dage,
i korte glimt, tror at jeg er én af hendes brødre, død for længe
siden. ‘Havde vi det ikke skægt
på de heste da vi var ung?’ kan hun finde på at sige, mens hun klasker
sig let på låret. Alzheimers
er nirvana, i hendes tilfælde. Hun nævner aldrig
noget af det som plagede hendes voksenår – Gud, de onde passager
i Bibelen, sin egen mors
langsomme, svære dødsproces, min far. Intet
om min far,
og intet
om besættelsen af den religion han drev hende ud i. Hun siger at
                      skadens sang,
der bare bliver ved og ved, som en irer
der smigrer sig selv,
og som jeg har drejet hendes stol hen imod,
minder hende om
en kop. En kop i stykker. Jeg tror at hun kan klare
kaoset i sit sind fordi det snurrer
så langsomt – langsomt
ligesom støv danner fnug i et tomt værelse.
Sjælen? Sjælen er for længst besejret, og er næsten helt borte.
Hun er kun produktiv nu
når det gælder børstehår på hagen, en lugt
som af gamle aviser på et fugtigt betongulv, en forvansket mumlen,
visse knitrende erindringer, og en varme
(den var der altid,
et pungdyrs hengivenhed), en varme som kun findes i øjnene nu,
                      især
når jeg holder hende og vugger hende for en stund, imens jeg løfter
hende ind i sengen igen – en foldet
pakke, som
jeg har set fra billeder man gjorde af Ismanden. Hun siger,
                      ‘Jeg ka’ li’ det
når du – når
når
du...’
Jeg siger til hende, ‘My brown-eyed girl.’ Til trods for at hun ikke husker
pladen, eller mig derhjemme
dengang, synger jeg det
for hende: ‘Da
da-dum, de-dum, da dum... And
it’s you, it’s you,’ – hun smiler op mod mit ansigt – ‘it’s you, my
                      brown-eyed girl.’

Min mor vil fare vild på vejene efter døden.
For ensom en skikkelse
at holde ud at tænke på. Som hun en gang gjorde,
mindst en gang, in den nye stormagasin
i vor by; opdaget
tøvende mellem gangene; drejende på stedet, forvandlende sig
til et stille sted.
Hun så alt for rar ud
til at kunne afvise selv en forkert retning,
rent ud. Og hun fangede mit blik på hende,
og jeg vidste jeg ville le
og smilede bredt. Eller, eftersom mangen en ånd vil ankomme
                      derover, hvad de nu er
for noget – og alle sammen højrøstede
som måger, langs dødens mure – vil hun let blive skubbet til
side, igen. Der findes hierarkier i Himlen, husker vi; og vi
                      er bekendt
med dens forkludrede planer.
Selv om ‘de sidste skal blive de første’, som man har sagt os, kan
hun ikke blive den første. Det ville ikke være hende.
Hvorfor dog blive så bange?
Dette er alt du har
af din mor, in dine arme. Hun som nu, et øjeblik efter din
                      leg, er borte;
som er forvirret
og gerne ville spørge
hvorfor hun hænger her. Nej – hun vil være tryg. Hun vil være tryg
in denne røde jords
tørre mund, på det sted
hun altid har været. Hun
der ikke har overlevet sit liv, hvordan kan vi drømme om at hun vil overleve
                      sin død?

Wednesday 18 December 2013

Advent poem by the Dutch poet
Jean Pierre Rawie


Advent

In what is now the final advent week
it ought soon to be snowing: every year
the same old things are what you’d like appear
the most. No snow then - old hat, so to speak.

You light the sideboard candles once again,
and think of all you know who’re now deceased.
You’re waiting for some moment that’s been missed
while each day slots into a seamless chain.

Against your better judgment you would chance
to call to mind again what was not there,
since what is gone has depth, significance.

You put on music, drink tea, read a book
that you’ve already read long since, somewhere.
But it’s all gone for good, slipped off the hook.

Monday 16 December 2013

Congratulations to Willem Jan Otten!



HET WAK VAN EDEN

Van kindsbeen heb ik kennis van een wak.
Denk ik het in dan denk ik mij in
de voorbedachte winterdag waarop ik,
spijbelend, in de late ochtendschemering,
een onbeschaatste, mensverlaten wijde
Ankeveense Plas beging waarin mij wachtte
steeds hetzelfde en mij toegedachte wak.
Denk ik het in dan denk ik mij in
dit wak totdat het zingen gaat van zonk,
het zingt zich naar mijn oor een wak
en wordt niet waar ik nog naar snak, maar
wat ik hoor, een stem, een klank, een klacht.


EDEN’S HOLE IN THE ICE

Since I was small I’ve known about this hole.
If my mind’s eye sees it, I see me
in the aforeseen winter’s day when I,
truanting in the lingering dawn,
risked the unskated, man-forsaken void of
the Ankeveen Lake where this very same hole,
with me aforethought, lay in wait.
If my mind’s eye sees it, I see me
in this hole until it starts to sing of sunk;
a hole is singing softly in my ear,
becoming now not fear alone but
what I hear: a voice, a sound, a moan.


EDENS VÅGE

Fra barnsben har jeg kendskab til en våge.
Ser jeg den for mig, ser jeg mig selv
i den forudsete vinterdag, hvor jeg,
pjækkende i det sene morgenmørke, gled
over en urørt, menneskeforladt og udstrakt
Ankeveenske sø, i hvilken stadig
densamme våge, tiltænkt mig, lå skjult.
Ser jeg den for mig, ser jeg mig selv
i den våge indtil den sagte synger sank;
indtil mit øre synger sig en våge,
der bliver ikke bare frygt men
hvad jeg hører - stemme, klang og klagesang.

Tuesday 10 December 2013

A poem by the 19th century Norwegian poet Aasmund Olavsson Vinje (1818-70)

At Rondane

Once more such heights and valleys stand before me
as those I saw when my first youth held sway;
my heated brow the selfsame wind cools for me,
and gold lies on the snow, as once it lay.
A childhood language speaks that seems to awe me
and make me thoughtful, although also gay,
And childhood memories the words are wreathing:
It streams out to me, almost stops me breathing.

Yes, life streams out now as I felt it streaming
when under snow I saw the green shoots rise.
I’m dreaming now, as once I stood there dreaming
when I such mountains saw ’gainst bright blue skies.
Forgotten is day’s strife, as ’twas at evening
when glimpsing sun’s last rays would be my prize.
I’m sure to find a house that heeds my calling,
with sun to light my way home ere night’s falling.

All’s as before, transfigured, seen more clearly,
with daylight seeming brighter than way back.
And that which bit and cut me so severely
the actual shadow now makes seem less black;
e’en that which tempted me to sin, or nearly,
e’en that hard rock makes softer in attack.
Old thoughts, now reconciled, extend a greeting:
though older, it is still the same heart beating.

And every stone seems known where’er I’m wending,
for ’mongst such stones did I once run about.
As if they were great giants fiercely contending,
I ask this peak and that who’ll win their bout.
All things remind me in a chain unending
till deep down in the snow the sun goes out.
And till the final sleep one day enfolds me
old memories and shadows will console me.

Monday 9 December 2013

A highly 'Danish' poem, but sung to Carl Nielsen's music a stirring community song!

The Danes’ true song

The Danes’ true song is a young blond maiden
that hums contented in Denmark’s land,
a child is she of the sea-blue kingdom
where wave hears wave as they meet its strand.
The Danes’ true song, when it’s deepest ringing,
has sounds of bells, sword and shield in store;
the strains of sagas towards us winging
that tell of Denmark in days of yore.

All Zealand’s charm and all Jutland’s powers,
that twain refrain of both mild and hard
must be encompassed to tell what’s ours,
to tell how we ourselves would regard.
As each time changes, each custom mellows,
but art and struggle for steel still call:
the soul is tempered by altar bellows
that fan the flames from our Bjarkamál.

So Denmark, sing, let the heart speak freely!
Its heartfelt language is verse and song,
from nightingales we can learn to hear you,
from larks whose trills are both loud and long.
The wind’s wild ballad breaks loose its tether,
the solemn lay of the shore is sung;
from city pavement and moorland heather
our song is rising, both glad and young.


Kai Hoffmann 1874-1949 (text 1924)
Carl Nielsen 1865-1931 (music 1926)