Sunday, 8 February 2026

Pär Lagerkvist: 'En gång ska du vara...'


 

En gång ska du vara en av dem som levat för längesen.

Jorden skall minnas dig så som den minns gräset och skogarna,

det multnade lövet.

Så som myllan minns

och så som bergen minns vindarna.

Din frid skall vara oändlig så som havet.

 

 

One day you will be one of those who have lived long ago.

The Earth will recall you as it recalls the grass and the forests,

the decomposed leaves.

As the soil recalls

and as the mountains recall the winds.

Your peace will be as endless as the ocean.

 

 

Friday, 6 February 2026

Pär Lagerkvist: 'Min vandringsstav har brustit'

 


 

 

My walking stick’s got broken,

my roaming days are done,

I live among my fellow men,

among you not alone.

 

To heights bright but deserted

I once was led, by whom?

But then I glimpsed earth’s beauty.

Turned back and made for home.

 

In fields the rye’s maturing,

And harvesting’s in store.

Like other folk I’ll harvest too

and plough the fields once more.

 

Worn is my hand and broken

it is my walking stick.

I have made peace with him who

way back once gave me it.

 

  

Pär Lagerkvist: 'Vem gick förbi min barndoms fönster'


 

Vem gick förbi min barndoms fönster

 

Vem gick förbi min barndoms fönster

och andades på det,

vem gick förbi i den djupa barndomsnatten,

som ännu inte har några stjärnor.

 

Med sitt finger gjorde han ett tecken på rutan,

på den immiga rutan,

med det mjuka av sitt finger

och gick vidare i sina tankar.

Lämnade mig övergiven

för evigt

 

Hur skulle jag tyda tecknet,

tecknet i imman efter hans andedräkt.

Det stod kvar en stund, men inte tillräckligt länge

för att jag skulle kunna tyda det.

Evigheters evighet skulle inte ha räckt till för att tyda det.

 

När jag steg upp på morgonen var rutan alldeles klar

Och jag såg bara världen som den är.

Allt var mig så främmande i den

och min själ var full av ensamhet och ängslan bakom rutan.

 

Vem gick förbi,

förbi i den djupa barndomsnatten

och lämnade mig övergiven

för evigt.

 

 

Who walked past my childhood window

 

Who walked past my childhood window

and breathed upon it,

who walked past in the depths of childhood night

that as yet does not have any stars.

 

With his finger he made a sign on the pane,

on the breath-misted pane,

with the soft part of his finger

and walked on in his thoughts.

Left me abandoned

for ever

 

How was I to interpret the sign,

made in the mist that was caused by his breath.

It remained for a while, though not long enough

for me to be able to read it.

An eternity of eternities would not have sufficed to read it.

 

When I arose in the morning the pane was quite clear

and I could only see the world as it is.

All seemed so alien in it to me

and my soul was lonesome and fearful behind the pane.

 

Who walked past,

past in the depths of childhood night

and left me abandoned

for ever.



Thursday, 5 February 2026

Pär Lagerkvist: 'Nu löser solen sitt blonda hår'


 

Nu löser solen sitt blonda hår

 

Nu löser solen sitt blonda hår

i den första gryningens timma

och breder det ut över markens vår,

där tusende blommor glimma.

Hon väter det tankfull i svalkande dagg

i blommans fuktiga gömmen,

hon lossar det varligt från rosornas tagg,

men tveksamt, förströdd, som i drömmen.

 

Hon låter det smeka skog och äng,

hon låter det fara för vinden.

Nu smeker det barnen i deras säng

och de gamla på skrovliga kinden.

 

Men hennes tanke är borta från allt,

vad kan denna glädje väl båta?

Hon drömmer bland stjärnor, som tusenfalt

förstora det levandes gåta

 

Hon löser sitt hår och breder det ut

i morgonens saliga timma

och drömmer bland världar, som gått förut

och nya, som längtande glimma.

 

 

The sun lets down all her long blond hair

 

The sun lets down all her long blond hair

in the first of dawns’ early hours,

and spreads it out over meadows’ spring, where

there glimmer a thousand flowers.

She pensively dips it in thirst-quenching dew

in the flowers’ moist well-concealed seams,

she carefully frees it from rose thorns anew,

though unsure and bemused as in dreams. 

 

She lets it caress leas and forest deep

she lets it be caught by the breeze,

caress every child in bed fast asleep

and old deep-furrowed cheeks at its ease.

 

But her thoughts are detached from all this,

for how can this joy be of use?

She dreams among stars that vastly increase 

life’s enigma but grant her no clues.

 

She lets down her hair and spreads it out wide

in dawn’s hour that bliss is prolonging,

and dreams among worlds no longer spied 

and new ones that glimmer with longing.

 

 

Pär Lagerkvist: 'Om du tror på gud och någon Gud inte finns'

 


Om du tror på gud och någon Gud inte finns

så är din tro ett ändå större under.

Då är den verkligen någonting ofattbart stort.

 

Varför ligger der en varelse nere i mörkret och roper på

     något som inte finns?

Varför förhåller det sig så?

Det finns ingen som hör att någon roper i mörkret. Men varför

     finns ropet?

 

 

If you believe in god and no God exists

your belief is a yet greater miracle.

Then it is truly something inconceivably great.

 

Why is there a creature deep in the dark calling out

     to something that does not exist?

Why is that the way things are?

There is no one who hears someone calling out in the dark. But why

     does the call exist?

 

 

 

Tuesday, 3 February 2026

Sophus Claussen (1865-1931): 'Strofer i Tusmørket'


Strofer i Tusmørket

 

Skumringsstunder. Lune Aftener. Nattetimer.

Lad os tale, medens alting bliver stille: vi har mer at tale om.

Ræk mig endnu dine Hænder, naar du synes, vi skal tie,

de er hvide, de er milde, deres Tryk en venlig Dom.

Hører du i Nabolaget Port og Døre lukkes i?

Og det graaner saa fortroligt om os, til vi intet ser

uden dig og mig, der svulmer som en dobbelt Melodi,

vakt til Liv, mens Aftenfreden gør dig stum ved dit Klaver.

 

Skal vi vandre ned i Haven til det gode tyste Bord

midt paa Plænen under Asken, hvor i Skjul saa mange Gange

jeg har siddet lunt og lyttet til den sommervarme Jord,

munter med min slukte Pibe, medens Mulmet rundt om gror,

og du skimted næppe Bordet, naar du bragte mig mit Glas,

som jeg tømte under Træet, øm og frydefuld tilpas.

 

Skumringsstunder, lune Aftener, Nattetimer.

Har du set, at det nye Skud paa Rosen, det har skudt igen i Dag —?

Stryg en Tændstik og se efter — — Se, vor Have er beredt,

selv i Mørke har vi Roser, selv i Tavshed Velbehag.

 

 

Twilight verses

 

Dusk is falling. Balmy evenings. Nighttime hours in store.

Let us talk while all grows quiet: more talk between us would be fine.

Reach out your hands when the need for silence outweighs talk yet more,

they are white and they are gentle and their squeeze a well-meant sign.

Can you hear the neighbours’ gates and doors be shut as dusk arrives?

With greyness darkening until all that’s seen is you and me,

who seem like a two-part melody to swell and come alive,

while you sit silent in this calm at untouched piano keys.

 

Let us go down to the good quiet garden table yet again

under the mid-lawn ash tree, where I have sat in evening’s glow, 

concealed and cosy, listening to rewarmed earth in summer’s reign,

cheerful with my unlit pipe, while the gloaming around us grows,

and you hardly glimpsed the table when you came out with my glass,

which I drained beneath the tree, in fond and gleeful mood at last.

 

Dusk is falling. Balmy evenings. Soon the hours of night.

The rose’s new shoot, have you seen it? – one more has come today.

Just strike a match and take a look –– See, our garden’s quite prepared,

Even in darkness we have roses, in silence joy holds sway.

 

 

Monday, 2 February 2026

Jeppe Aakjær: 'Storken'


 

Storken

 

Han kommer med Sommer, han kommer med Sol

til Kløver og nikkende Hvener.

Mens Pigen hun sømmer sin blommede Kjol

i Læ af de røde Syrener,

han sænker sig ned paa det mossede Tag

og knebrer fra Reden den udslagne Dag

en Højsommervise om Danmark.

 

Og Børnene stirrer fra Tærsklen didop,

hvor Løget paa Mønningen nikker,

og Oldingen ranker sin krogede Krop

i Stuen, hvor Slagværket dikker;

og Minderne dugger, og Læberne be’r,

og Børnene pludrer og peger og ler:

„Se Storken er kommen til Danmark!”

 

Velsignede Fugl uden Høgenes Klør,

med Ørnenes mægtige Vinge,

du dukker dig helst mellem græssende Kø’r,

kun Hygge og Fred vil du bringe;

du følger i Furen vor Bonde saa nær

og nikker som han, mens af Rugen det drær

med Løfte om Høst over Danmark.

 

Hvor Engblommen lyser langs Aaløbets Bred,

du skridter saa langt gjennem Engen;

med Halsen i Bugt og med Øjet paa Sned

du titter til Pigen og Drengen.

Du søger din Føde til Leernes Klang,

og Høduften følger din higende Gang

langs alle de Aaer i Danmark.

 

Saa lad os da værne den solkjære Fugl,

der pynter vor Vang og vort Vænge,

der ruger sit Kuld i det ormstukne Hjul

tilvejrs paa den mossede Længe.

Hans Yngel skal trives i Regn og i Sol,

hans Rede beskyttes som Hjemmets Symbol,

mens Sagnene lever om Danmark!

 

4/3 1912.

 

 

 

Storken

 

He comes with the summer, he comes with the sun

to clover and soft-dipping grasses.

To sew her flowered dress now the girl has begun

where lilacs form cool crimson arches;

on moss-covered roofs he prefers to alight

and from his nest clatters his daytime delight –

a high-summer song praising Denmark.

 

And up from the threshold the children all look,

where plants on the roof-ridge are dipping,

the old man now straightens his back like a crook,

indoors where the clock’s gently ticking;

and memories mist over, lips start to pray,

and chattering children now point up and say:

‘The stork, look, is back here in Denmark!’

 

Most blessed of birds without claws like a hawk,

with great wings like those of an eagle,

midst calm grazing cows do you swoop down and walk,

bring peace and well-being quite regal,

the farmer you tail as each furrow unfurls,

and nod just like him when the rye pollen swirls

and augurs good harvests in Denmark.

 

Where river banks gleam with their globeflowers well stocked,

through meadows you stride in full measure;

with neck craning downwards and head slightly cocked

you eye boys and girls at your leisure.

You seek for your food as the scythes slowly swish,

the scent of hay follows your gait’s yearning wish

along all the rivers of Denmark.

 

So let us this sun-loving bird treat with care

that graces our leas, fields and landscapes,

whose broods nest on worm-eaten wheels that they share

high up on old roofs with their moss-drapes.

In sun and in rain may his offspring e’er thrive

His nest as a symbol of home stay alive,

while legends exist about Denmark!

 

4.3.1912

Saturday, 31 January 2026

Jeppe Aakjær: 'Høgen'


 

Høgen

 

Vær hilset Høg over Granetop,

du stolteste Fugl i Skoven!

Du stirrer trodsigt mod Himlen op,

din Flugt er vild og forvoven.

 

Du kløver Brisen i vilden Lyst,

mens grønligt Øjnene spejde;

du hugger dit Næb i din Fjendes Bryst,

og aldrig du skjænker ham Lejde.

 

Du er en Røver for Gud og Mand,

i Blod du sølede Hammen;

du ser med Foragt paa den vrikkende And,

der spejler sin Fedme i Dammen.

 

Jeg elsker vel ej din blodige Klo,

men Flugtens Sus om din Bringe,

dit vilde Blik fra dit stolte Bo

og Solens Blink paa din Vinge.

 

 

The Hawk

 

My greeting, hawk above fir-trees high,

you proudest of birds in the forest!

Defiant you stare straight up at the sky,

your flight is as wild as it’s lawless.

 

You cleave the breeze with a wanton zest,

with greenish eye ever scouting;

you sink your sharp beak in your quarry’s breast,

its right to survive always flouting.

 

A brigand you are before God and man,

your body blood-red from the slaughter:

the duck’s waggling rump with contempt you scan,

reflected down there in the water.

 

No love of your bloody claw have I,

but your flight-smoothed breast in all weathers;

your savage gaze from your home on high

and the glint of the sun on your feathers.

 

 

 

Friday, 30 January 2026

Steen Steensen Blicher: 'Præludium' (Sig nærmer Tiden)

 


Præludium

 

Sig nærmer Tiden, da jeg maa væk!

     Jeg hører Vinterens Stemme;

Thi ogsaa jeg er kun her paa Træk,

     Og haver andensteds hjemme.

 

Jeg vidste længe, jeg skal herfra;

     Det Hjertet ikke betynger,

Og derfor lige glad nu og da

     Paa Gjennemreisen jeg synger.

 

Jeg skulde sjunget lidt meer maaskee —

     Maaskee vel ogsaa lidt bedre;

Men mørke Dage jeg maatte see,

     Og Storme rev mine Fjædre.

 

Jeg vilde gjerne i Guds Natur

     Med Frihed spændt mine Vinger;

Men sidder fast i mit snævre Buur,

     Det allevegne mig tvinger.

 

Jeg vilde gjerne fra høien Sky

     Udsendt de gladere Sange;

Men blive maa jeg for Kost og Ly

     En Stakkels gjældbunden Fange.

 

Tidt ligevel til en Smule Trøst

     Jeg ud af Fængselet titter;

Og sender stundom min Vemodsrøst

     Med Længsel gjennem mit Gitter.

 

Lyt og, o Vandrer! til denne Sang;

     Lidt af din Vei du hidtræde!

Gud veed, maaske det er sidste Gang

     Du hører Livsfangen qvæde.

 

Mig bæres for, som ret snart i Qvel

     At Gitterværket vil briste;

Thi qviddre vil jeg et ømt Farvel;

     Maaskee det bliver det sidste.

 

 

Prelude

 

The time approaches for me to part!

Now winter's voice is compelling;

A bird of passage I know my heart

In other climes has its dwelling.

 

I have long known that I cannot stay;

This does not cause any grieving,

So free from care as I wend my way

I sing at times before leaving.

 

I should at times have perhaps sung more –

Or should perhaps have sung better;

But dark days crowded oft to the fore,

And gales my feathers did scatter.

 

In God's fair world I would fain have tried

To spread my wings out in freedom;

But I'm imprisoned on every side

And can't escape from my thralldom.

 

From lofty skies I would have fain have tried

To blithely sing and not fretted;

But for my shelter and food must bide

A jailbird poor and indebted.

 

At times I make the consoling choice

To let my gaze outward wander:

And sometimes send my poor mournful voice

Through prison bars yearning yonder.

 

Then listen, traveller, to this song;

To pass this way please endeavour!

It might, God knows, not last very long

Before this voice fades for ever.

 

This coming evening, I can foretell,

May see my prison bars breaking;

So I will chirp now a fond farewell,

The last maybe I'll be taking.