DEN GAMLE SKÆRSLIPPERS FORÅRSSANG
Nu lokker atter de lange veje,
og jeg har flikket de gamle sko.
Og jeg har skåret en grøn skalmeje
bag piledammen ved Holstebro.
Jeg går fra Skagen med kurs mod Fakse,
og glemt er vinterens sult og nød.
Jeg sliber knive, jeg sliber sakse,
jeg sliber solskin og dagligt brød.
Hvor er min ungdom? Jeg ved det næppe.
Hvor var den skøn. Jeg var fri og løs.
Jeg sov i vejgrøftens blomstertæppe,
jeg sov hos landsbyens bedste tøs.
Med hende var det en fryd at bakse,
thi vårens duft var i hendes skød.
Jeg sleb kun knive, jeg sleb kun sakse
men sleb dog solskin og dagligt brød.
Jeg var jo bare en skør skærslipper
foruden hjem og foruden ro.
Jeg var kun rakker og hundeklipper,
og bonden stænged for mig sin lo.
Han var så selvsikker, thi hans akse
var plantet støt i et stort fad grød.
Jeg sleb kun knive, jeg sleb kun sakse
men sleb dog solskin og dagligt brød.
Dengang var brændevin hvermands eje,
thi den var billig, og den var ram.
Men malurt dufted langs alle veje
og gav kulør til en fuseldram.
Å soldebrødre, å lurifakse,
I drak jer tumbet fra vid og sans,
men jeg sleb knive, og jeg sleb sakse
og plukked malurt omkring sankthans.
Den, der har pligter, kan sagtens dømme
en pjalt, som ikke betaler skat.
Men jeg er digter, og jeg må drømme,
thi jeg er et med den lyse nat.
De digtere er så mange slagse,
og selv blandt dem er jeg kun en fant,
der sliber knive og sliber sakse
og takker rørt for en kobberslant.
Hvor er I nu, alle I jeg kendte,
hver buttet pige, hver kammesjuk?
Hver anden af jer på Sundholm endte.
Hver anden kvaltes i flaskens kluk.
Men jeg er stadig iblandt de vakse!
Mit hår er hvidt, men min tud er rød!
Jeg sliber knive, jeg sliber sakse,
jeg sliber solskin og dagligt brød.
Og endnu venter de lange veje
med morgenkulde, med middagsglød.
Min slibesten kan jeg fortsat dreje
og holde næsen forsvarligt rød.
Jeg går fra Skagen med kurs mod Fakse’
og glemt er vinterens sult og nød.
jeg sliber knive, jeg sliber sakse,
jeg sliber solskin og dagligt brød.
To listen to the song in Danish, go to here.
SPRING SONG OF THE OLD KNIFE GRINDER
The open road yet again is calling,
and now my shoes I’ve made good as new.
A willow flute I have trimmed this morning
from by the pond close to Holstebro.
I start from Skagen and make for Fakse,
with winter’s trials no more in my head.
I sharpen scissors and knives in batches,
And I grind sunshine and daily bread.
Where has my youth gone? I ought to thank it.
How fine it was. I was fancy free.
I slept in ditches with flowers my blanket,
The village beauty slept next to me.
To grapple with her was joy quite matchless,
in her lap’s spring scent I laid my head
I sharpened scissors and knives in batches,
though too ground sunshine and daily bread.
I was a knife grinder, seen as crazy,
no home to go to, nowhere to rest.
A no-good dog trimmer, downright lazy,
at farmers’ barns an unwelcome guest.
He was so sure of himself, his axis
came from the porridge on which he fed.
I just ground scissors and knives in batches
though too ground sunshine and daily bread.
Snaps once was common, by some lamented,
But cheap and acrid when home-distilled.
Though wormwood then every roadside scented
and added colour to glasses filled.
Oh, salty brothers, oh greedy snatchers,
You got quite drunk and your wits took flight,
but I ground scissors and knives in batches
and picked my wormwood at summer’s height.
Those who have duties judge me severely –
I pay no tax, am a sorry sight.
But I’m a poet, my dreams love dearly
and I am one with the summer night.
But even poets not clad in patches
call me a wretch whose life-force is spent,
who sharpens scissors and knives in batches
and thanks profusely for every cent.
Where are you now, you who all once knew me,
each buxom wench and each friendly mug?
at Sundholm workhouse one half came duly.
The others drowned in the bottle’s glug.
But I’m still here, despite all my scratches!
My hair is white, but my snout is red!
I sharpen scissors and knives in batches,
And I grind sunshine and daily bread.
The open road even now is calling,
with morning cold and with midday heat.
My grindstone still needs no overhauling,
I keep my nose red, so all’s complete.
I start from Skagen and make for Fakse,
with winter’s trials no more in my head.
I sharpen scissors and knives in batches,
And I grind sunshine and daily bread.
To hear a very different instrumental version, done on an 8-channel Korg synthesizer, go to here.






