Saturday 31 December 2022

Gerrit Komrij: 'De taalsmid'

 


De taalsmid

 

De klinker en de medeklinker zijn

De weke onderbuik en het korset.

Dichter is hij die, schijnbaar zonder pijn,

Het vormeloze in de steigers zet.

 

Zijn woorden, corpulent of slank van lijn,

Verenigen zich vloeiend tot couplet.

De moeiteloosheid, niet het rookgordijn,

Is zijn geheim. Met taal gaat hij naar bed.

 

De taal, van A tot Z, is zijn fles wijn.

Halfdronken wordt er, zomaar voor de pret,

Een kind verwekt, een epos of kwatrijn,

 

Of iets daartussenin, zeg een sonnet,

Terwijl de lezer onbekend blijft met

Zijn worsteling met spekvet en balein.

 

 

The language-forger

 

Language’s consonants and vowels portray

The corset and the flaccid belly’s spread.

A poet’s one who’s able to display

An ease when boning them that seems inbred.

 

Obese or slim, his words without delay

Unite, in fluid couplets sweetly wed.

His secret’s effortlessness, not to lay

A smoke screen. He takes language off to bed.

 

His flask of wine is language – A to Z.

And when half-drunk – albeit just in play –

He spawns a child, an epic or quartet,

 

Or something in-between – a sonnet, say.

His fight with blubber, though, and whalebone stay

The reader never knows is left unsaid.



Erik Axel Karlfeldt (1864-1931): 'Rimsmeden'

 


Rimsmeden

 

Nu, grova smide från min tankesmedja,

skall släggan gå och pröva vad du tål.

Jag vet, att länkar brista i din kedja,

men vet jämväl, att där finns ärligt stål.

Ur hemmets gruva och på egen svedja

jag bröt mitt järn och redde till mitt kol,

grep hammaren - fast, som förr om tärnans medja -

och längtan blåste på min ässjas bål.

 

Hur lustigt städet sjöng i svala kvällen,

i kvällen då min ungdoms sol gick ned!

Hur klangen lopp! Från gårdarna och tjällen

de ungas friska röster sjöngo med.

Men gömd och ensam vid den svarta hällen

stod, varm av id och hälsa, halvlärd smed

och smålog, kringyrd av de heta fjällen,

fast mången gnista svårt i skinnet sved.

 

 

The rhyme smith

 

Now, coarsely wrought iron from my thoughts’ own smithy,

my sledge shall test the utmost you can bear.

I know your chain’s links snap, that this is risky,

but likewise know there’s honest steel in there.

From my home mine and slash-burnt acres’ clamour

I gained my iron and charcoal for the fire,

I gripped – as once each sweetheart’s waist – my hammer

and fanned my forge’s flames with keen desire.

 

How bright the anvil’s song when dusk was swelling,

in evening coolness when my youth’s sun set!

The clanging, how it spread! From farm and dwelling

with chiming youthful voices it was met.

But out of sight, alone, hard iron unfurling,

toiled with great zest the half-apprenticed bard

and smiled at all the hot flakes round him whirling,

though many a spark his pitted skin still scarred.

 

                                            

 

Billy Collins: 'Another reason I don't keep a gun in the house' in Danish translation

 




Endnu en grund til at jeg ikke har et gevær i huset

 

Naboernes hund vil ikke holde op med at gø.

Han gøer med densamme høje, rytmiske gøen

han bruger hver gang de forlader huset.

De må lukke op for ham hver gang de er på vej ud.

 

Naboernes hund vil ikke holde op med at gø.

Jeg lukker samtlige vinduer i huset

og sætter en Beethovensymfoni på for fuld udblæsning

men, dæmpet under musikken, kan endnu høre ham

der gøer, gøer, gøer.

 

og nu ser jeg ham sidde i orkestret,

scenevant, med hævet hovedet, som om Beethoven

havde inkluderet en stemme for gøende hund.

 

Når pladen til slut er forbi gøer han endnu,

sidder der i obogruppen og gøer,

kigger stift på dirigenten, som

trygler ham med taktstokken

 

imens de andre musikere lytter i ærbødige

tavshed til den berømte solo for gøende hund,

denne endeløse coda der for første gang etablerede

Beethoven som nyskabende geni.


To see, and hear the original read, go to here

 

Wednesday 28 December 2022

John Updike: 'Creeper' in Danish translation




Slyngplante

 

Med hvilken stoisk sarthed giver

vildvinen slip:

det svageste ryk river

et dragehøjt løvknippe ned,

som at sige, At leve er godt,

men ikke at leve – at blive trukket ned

med næppe en flænsende lyd,

stadig blomstrende, stadig

strækkende sig mod solen –

er også godt, al fotosyntese

opgivet, helt kvit. Næste forår

vil de lodne uoptrukne rodtrævler

slynge et løvrigt efterliv

op ad densamme glatbarkede eg.

 

To see the original poem, go to here:

 

 


Tuesday 27 December 2022

John Updike: 'Bird caught in my deer netting' in Danish translation

 


Fugl fanget i mit rådyrsnet

 

Hækken må have set ud som altid,

med frø og taksbær gemt under den,

spiseligt små som kun et fugleøje kunne se,

 

blandet med det brune af tabte nåle og jord –

en tryg stille hule som naturen yder de ydmyge,

listet ind i, til fods, det fjedrede hoved vågent

over for det søgte, de klare øjnes skarpe blikke

overalt, bortset fra dér hvor net var lagt ud. 

 

Og så, i et barmhjertigt ubevidnet øjeblik,

et forsøg på at stige, at flyve, bremset af en

næsten usynlig grænse, med flagrende, fastlåste

vinger, et benægtet dybt instinkt. O den paniske

flaksen og basken, i dagslys og luft,

deres frihed umuligt tæt på, allevegne! 

 

Hvor mange udsultede timer af fortvivlet kamp genoptaget

i anfald af livsraseri blev brugt

for at forsegle og sy de bærklare øjne til

og løse et lillebitte hjertes vilde knude op?

Det kan jeg ikke vide, ved opdagelsen af denne tot

juncofnug, vægtløs og ordløs

i sit hjørne af net som end ikke rådyr kan tygge igennem

ej heller kan brydes af tyngdetrodsende fugleknogler.

 

Monday 26 December 2022

John Updike: 'Seagulls' in Danish translation

 


Måger

 

En måge, tæt på,

ser forbavsende udstoppet ud.

Dens dunede bryst synes fyldt

med en konservators billige stof

klumpagtigt indført. Benene,

 

ubøjede, er barnagtige farveblyantstreger –

for enkle til at kunne fungere.

Og selv fjermarkeringerne,

hvis indviklede symmetri normalt er fuglenes pragt,

er sjuskede hos mågen,

som om gud laver for mange

for at kunne gøre det ordenligt.

 

Er de intelligente?

Det forestiller vi os, fordi de er grimme.

Den spotske, enøjede profil, en smule sur,

det smalle, ektomorfiske hoved, dårligt redt,

den brede og nervøse og muskuløse gump –

alle antyder skrivebordsarbejde: skibsfartstakster

om dagen, Schopenhauer

om natten, og endeløs kaffe.

 

Ved det tidspunkt på stranden

hvor fluerne begynder at bide i den fornyede kølighed

og brændingens tilbageglidende hud

reflekterer en lyserød flimren før den opsuges,

står mågerne rundt omkring i det krusede sand

som de melankoliske europæiske folkemængder

der samles på brostenstoppede torve i kølvandet

af attentater og invasioner,

med hovedet på sned for at høre de seneste radiomeldinger.

 

Det er også det tidspunkt hvor trivelige unge par

går ned til vandet, stødende ind i hinanden,

og står op til lårene i det rytmiske glas.

Så går de op til bilen igen,

trækkende som i en hemmelighed mellem dem

som ingen af dem helt forstår –

danner lunefulde stier mellem de flygtende måger,

som i visse mytologier

hvor smukke guder slentrer uinteresseret

blandt vore dødelige ængstelser.

 

Friday 23 December 2022

Christmas in the 1950s

 My childhood Christmas celebrations were divided between my mother's family (Thurston) and father's family (Irons). 









Wednesday 21 December 2022

Hans Adolph Brorson: 'I denne søde jule-tiid'


 

At this sweet feast of Christmastide

 

At this sweet feast of Christmastide 

We should through our rejoicing

Ensure God’s grace is glorified,

With art and zeal be voicing;

Through him, so humbly born that night,

With our soul’s every strength and might

Our spirits will be waking ,

Your praise shall ring out, Saviour dear,

So all the world will hear it clear,

The earth itself be shaking.

 

This infant child of David’s root,

Yet Lord of all creation,

Came down from heaven to commute

The sins of every nation,

He found it hard to bear the thought

This world might well be brought to nought,

His heart it filled with anguish,

He thus forsook his heavenly crown

And in great love to earth came down

To where in pain we languish.

 

We offer you our thanks profound,

Though they can ne’er repay you,

Our Hallelujahs shall resound,

Hosannas likewise praise you;

Within our camp God’s ark we see!

With joy we sing of victory

That will our hearts be cheering,

We sing of that sweet peace ahead,

That hell shall quake in mighty dread,

Our Christmas hymn when hearing.

 

God’s wrath we need no longer fear,

Of this we have assurance,

Since for our sins his son when here

Must suffer past endurance,

Both far and wide may it be known

God for our sake his son sent down

To peril, pain and dying,

Who would not then most happy be,

In Jesu’s mercy gladly see

At last his sorrows lying?

 

As blackest night must fade at day,

When sun’s rays glitter brightly,

So too my sorrows fall away

When I consider rightly:

That God Almighty fervently

Has loved me since eternity,

And has become my brother,

The words I never shall forget

That, sung by angels, ring out yet:

On earth peace with each other!

 

And though my song of joy be gripped

By deepest sighs and weeping

The cross’s hard constraint my lips

Will ne’er prevent from speaking;

For when the heart’s an open wound,

The harp of joy can then be tuned

To make more sweet its singing,

And broken hearts best know for sure

What this great feast of joy will cure,

What happiness it’s bringing.

 

May God be praised, our battle’s won,

Who would still be complaining?

Who would still be oppressed and glum

While days of joy are reigning?

Sing out, God’s flock, with voices raised:

My cup is full, may God be praised!

That joy’s a wondrous story,

Let Hallelujahs now resound,

God’s son is mine, I’m gladly bound

From here to realms of glory.

 

 

Friday 16 December 2022

Laus Strandby Nielsen: 'Hele tiden'

 


ALL THE TIME

 

All the time

does not exist.

There are all

the time unexpected

stops, accelerations,

breathless pauses,

the one longer

than the other,

the next one more quickly

over before you have time

to think of, e.g.

the time when

without a single thought

or whatever it 

was, you stepped out

in front of a car.

Nothing happened.

Is what one says. After all

you have to have a name 

for something

when nothing does that.

Klaus Høeck: poem from 'Heartland'

 

    and as mentioned the alarm goes off

at six o’clock precisely slices into the

    oval mirror of the ear like a diamond

my wife is still sleeping in the body lotion

    of her own carnality

it could be any day at all a

    new day has begun a new poem



To see the whole collection, go to here

Klaus Høeck: poem from 'Hsieh'

 

       i fill the bathroom

       with a bodyspray

which goes by the name of ‘zen’

       extremely flam

       mable – it says on

the can – i simply cannot

       resist it i emp

       ty the canister

of propane and butane un

       til i am sure that

       it’s completely emp

ty – so much for satori


To see the entire collection, go to here

Thursday 15 December 2022

Klaus Høeck in English translation

 This list contains the translations available, or temporarily unavailable (mauve), of English translations of collections by Klaus Høeck. If from the first link you press OPTION + RETURN, the pdf file of the entire collection will download to your computer.


Ulrike Marie Meinhof, 1977                     


Dylan Forever, 1979


Winterreise, 1979 


Sorte sonetter, 1981


Canzone, 1981


Metamorphoses, 1983


Hjem, 1985


Heptameron, 1989

                                     

Eventyr, 1992


1001 digt, 1995


http//:kurdistan.life.nu, 1999                    


In Nomine, 2001


www.triptychon.dk, 2003

    imagine

    kurdistan

    palestine


Hsieh, 2004


Heartland, 2006


Palimpsest, 2008


Imagine (online poems), 2011


Live, 2012


Legacy, 2015


Hans Christian Andersen: 'Psalme'

 


Psalme

 

Jeg har en Angst som aldrig før,

Som stod jeg foran Dødens Dør,

Og maatte ind og styrte ned

I Mørke og i Eensomhed!

Jeg drives frem med Stormens Hast.

O Herre, Herre, hold mig fast!

 

Alt Ondt i mig, det kom fra mig,

Hvad Godt jeg gjorde, kom fra Dig;

De Andres Skyld jeg nok opskrev,

Men ei mit eget Skyldnerbrev;

Hvor har jeg for mig selv hver Dag

Besmykket godt min egen Sag!

 

Jeg trædes skal af Dødens Hæl,

Først da sig løfte kan min Sjæl.

Læg Fadervor som Duens Blad

Mig paa min Tunge, gjør mig glad!

Har jeg ei Gud, hvad har jeg da,

Naar hele Verden falder fra!

 

 

Hymn

 

I have a fear as ne’er before,

As if I stood at Death’s dread door

And needs must enter and plunge down

In dark and lonely realms to drown;

A storm’s force drives me constantly:

O Lord, o Lord, keep hold of me!

 

All evil in me stems from me,

All good that I have done from Thee;

What others owe me I write down,

What I owe others I disown;

How well each day I seek to trace

That which enhances my own case.

 

I shall be trodden by Death’s heel

Before my soul true joy can feel.

The Lord’s Prayer, like the dove-held leaf,

Lay on my tongue to banish grief.

If God I have not, what have I

When this world’s over and I die!