Fugl fanget i mit rådyrsnet
Hækken må have set ud som altid,
med frø og taksbær gemt under den,
spiseligt små som kun et fugleøje kunne se,
blandet med det brune af tabte nåle og jord –
en tryg stille hule som naturen yder de ydmyge,
listet ind i, til fods, det fjedrede hoved vågent
over for det søgte, de klare øjnes skarpe blikke
overalt, bortset fra dér hvor net var lagt ud.
Og så, i et barmhjertigt ubevidnet øjeblik,
et forsøg på at stige, at flyve, bremset af en
næsten usynlig grænse, med flagrende, fastlåste
vinger, et benægtet dybt instinkt. O den paniske
flaksen og basken, i dagslys og luft,
deres frihed umuligt tæt på, allevegne!
Hvor mange udsultede timer af fortvivlet kamp genoptaget
i anfald af livsraseri blev brugt
for at forsegle og sy de bærklare øjne til
og løse et lillebitte hjertes vilde knude op?
Det kan jeg ikke vide, ved opdagelsen af denne tot
juncofnug, vægtløs og ordløs
i sit hjørne af net som end ikke rådyr kan tygge igennem
ej heller kan brydes af tyngdetrodsende fugleknogler.
No comments:
Post a Comment