Hans Christian Andersen: 'Et Barns Skriftemaal'

 

Et Barns Skriftemaal

 

I Regning er jeg noget sen,

Det vil jeg tilstaae ærligt;

Der skal man altid laane Een,

Og laane er besværligt.

 

Jeg skrev som Stil et Winthersk Digt,

Der havde mig bevæget,

Og saa fik jeg dog "Maadeligt",

Da det var ei mit eget.

 

Historie man lære skal,

Jeg kan den ikke havne,

Naar den gaaer op i bare Tal

Og gamle Krigsmænds Navne.

 

Min Lærebog den kan jeg vel,

De ti Guds Bud med Ære;

Men saa er der en stor Tabel

Den er saa svær at lære.

 

Var jeg en Fugl, da fløi jeg fri,

Langt bort fra Skolekrogen,

Da lærte jeg Geografi,

Og brugte ikke Bogen.

 

Helst gad jeg være Storkefa'er,

Han kan til Nilen drage,

Og naar saa Alting seet han har,

Han komme kan tilbage;

 

Thi her er godt, kun bort jeg vil,

Naar jeg Ondt besværes.

Gid Tal og Regning ei var til,

De kan saa godt undværes!

 

Alt, hvad jeg tænker og jeg troer,

Det har jeg her nedskrevet;

Min egen lille, søde Mo'er,

Til Dig jeg sender Brevet !

 

 

A Child’s Confession

 

I’m late to grasp Arithmetic,

I must confess quite truly;

To ‘borrow’ you must be so quick,

Which I am not unduly.

 

For Written Work I wrote a verse

Of Winther I’d found gripping ,

It was marked ‘poor’ – you can’t get worse –

Since that was viewed as cribbing.

 

And History one has to learn

With all its repercussions,

With useless dates at every turn

And soldiers’ names in dozens.

 

My Catechism I know well,

By heart the Ten Commandments;

But not to multiply by twelve,

From tables in compartments.

 

Were I a bird, I would fly free,

And school would not be needing,

For then I’d learn Geography

And do so without reading.

 

I’d love to be a father stork,

And to the Nile be flying,

And when he everywhere has stalked,

He homewards can be plying.

 

It’s all right here, though I resist,

Must flee when numbers plague me

If only Maths did not exist,

It’s purpose quite evades me!

 

I’ve written all that I believe,

For worse or maybe better

Dear mother who my woes relieve,

To you I send this letter!

 

First published in Illustreret Tidende, 7 March 1875.