Havet ælter sine minder
Havet ælter sine minder,
indtil de bliver glatslebne:
og alligevel betyder de så lidt.
For havet selv er en eneste
stor hukommelse
et eneste stort nu.
stor hukommelse
et eneste stort nu.
Derfor: forlang af frasen
det fuldkomne blads fløjlsbløde glans,
eller tving den til at forme sig til en klippes knæskal!
Hvor lykkeligt intet at huske,
intet! Og dog være et vidnesbyrd
om noget forgangent– et vidnesbyrd i ansigtets
dristige linje, i håndens frigjorthed,
i mundens lukkethed – et vidnesbyrd i stemmen.
Og hvad du siger er ligegyldigt
som de knuste æggeskal i en forladt rede.
No comments:
Post a Comment