Alex Garff: 'Septembers himmel er så blå'

Septembers himmel er så blå, 

dens skyer lyser hvide, 

og lydt vi hører lærken slå 

som for ved forårstide. 

Den unge rug af mulden gror 

med grønne lyse klinger, 

men storken længst af lande for 

med sol på sine vinger. 

Der er en søndagsstille ro 

imellem træ'r og tage, 

en munter glæde ved at gro, 

som var det sommerdage. 

Og koen rusker i sit græs 

med saften om sin mule, 

mens bonden kører hjem med læs 

der lyser solskinsgule. 

Hver stubbet mark, vi stirrer på, 

står brun og gul og gylden, 

og røn star rød og slaen blå, 

og purpursort står hylden. 

Og georginer spraglet gror 

blandt asters i vor have, 

sa rig er årets sidste flor: 

oktobers offergave. 

De røde æbler løsner let 

fra træets trætte kviste, 

Snart lysner kronens bladenet, 

og hvert et løv må briste. 

Når aftensolen på sin flugt 

bag sorte grene svinder, 

om årets sidste røde frugt 

den tungt og mildt os minder. 

At flyve som et forårsfrø 

for sommerblomst at blive 

er kun at visne for at dø, 

kan ingen frugt du give. 

Hvis modenhedens milde magt 

af livet selv du lærte, 

da slår bag falmet rosendragt 

dit røde hybenhjerte.

September’s skies are tall and blue,

its clouds gleam white and drifting,

and loudly trills the lark, anew

its springtime song uplifting.

From rich dark soil young rye has grown,

its green blades upward thrusting,

the stork though long since off has flown

with sun its wings encrusting.

A Sunday calm is everywhere

midst trees and roof-tops reigning,

a zestful growing fills the air,

past summer’s joy retaining.

At grass cows tug and munch away

with juice their mouths are swimming,

while farmers harvest home the hay

that golden sunshine’s skimming.

Each stubbled field we gaze on too

is golden, brown and yellow,

the rowan red, the sloe dull blue,

the elder’s purple mellow.

And dahlias of motley hue

midst asters now brim over,

their final flourish says adieu,

bids welcome to October.

Red apples will have loosened soon

from branches tired and weighted,

And tree-tops their thick crown have strewn,

each leaf to earth gyrated.

When evening sun drops down behind

black branches, fades and dwindles,

year’s last ripe fruit it calls to mind,

fond memories it kindles.

Like some spring seed to swirl and fly

and be some summer flower

is just to wither and to die

if fruit you can’t empower.

If though from life itself you gain

mature mild strength unfleeting,

when petals fade you will retain

a rose-hip heart full-beating.