Friday 18 February 2022

Schack von Staffeldt: 'Indvielsen' (Digte 1804)



                                 INDVIELSEN

 

Jeg sad paa Pynten ved Sundets Bred,

           Himlene smiilte,

Og saae med Længsel i Dybet ned,

           Bølgerne hviilte,

Da hælded Solen til Havets Bryst,

Og rundtom rødnede Luft og Kyst.

 

Og brat fra Skyen en Strængeleg

           Anelsen vakte,

I Aftenrøde Musen nedsteg,

           Harpen mig rakte

Og rask et brændende Kys mig gav,

Nedsynkende i det luende Hav.

 

Da rundt en anden Natur der blev:

           Vindene talte;

Fra Skyer, som blege for Maanen hendrev,

           Aanderne kaldte;

Et Hjerte slog varmt og kjærligt i Alt,

I Alt mig vinked min egen Gestalt.

 

Dog blev fra nu for Tanke og Trang

           Jorden et Fængsel;

Vel lindrer ved Anelse, Drøm og Sang

           Hjertet sin Længsel,

Dog brænder mig Kysset, jeg kjender ei Fred

Førend jeg drager Himlene ned!

 

 

                                 INITIATION

 

I sat far out on the sound’s still shore,

           The heavens smiling;

And filled with longing I gazed down o’er

           The waves beguiling.

The sun slipped into the sea’s embrace,

The coast and sky found a blushing grace.

 

With sweet foreboding a harp I heard,

           The clouds now rending;

The muse descended, in sunlight girt,

           Her lyre extending.

Sealing my lips with kiss of fire

She plunged into her glittering pyre.

 

Then all around me the world was new:

           The winds spoke softly;

From pale clouds drifting before the moon

           Called spirits lofty;

In all creation a loving heart beat,

My own reflection from all did me greet.

 

Since then the earth each thought and desire

           Does now emprison;

Though longing is eased by dream, plucked lyre

           And premonition,

The kiss still consumes me, no peace will see birth

Until the heavens are brought to earth!

 

 

No comments: