 |
| Photograph taken in 1874 |
Oldingen
Foran den store Indgang nu jeg staaer
Ved Død og Grav.
Syv Gange ti er Støvets Leveaar,
Det Rum, Gud gav;
Mit Legem’ kastes hen, en udslidt Klud,
Og Sjælen — Sjælen, skal den slettes ud,
Alt, hvad jeg elsked’, stræbte, leved’, led,
Gaae op i Glemsel? — Er det Evighed?
Er da det Hele kun et Spil af Kræfter,
Alt uden Meed?
Hvorfor fik vi da denne Længsel efter
En Evighed?
Har Jesus, som for os sit Liv hengav,
Kun fundet, vundet med os Død og Grav,
Da er vor Tro, vort Haab, vort Liv Bedrag,
Og ikke Kjærlighedens store Sag!
Den Kraft, som ordned’ alle Kloders Gang
Ved Ordet: “bliv!”,
Det Forsyn, hvorfra Kjærlighed udsprang,
Har evigt Liv.
— Den Sjæl, Gud i sit Billede har skabt,
Er uforkrænkelig, kan ei gaae tabt;
Vort Jordliv her er Evighedens Frø,
Vort Legem døer, men Sjælen kan ei døe!
Først kendte tryk i Julebog 1874, december 1874
The Old Man
Before the awesome entrance, I now face
Both death and grave.
Life’s three score years and ten is all the space
Which God us gave;
A worn-out cloth, my body’s shall decay,
The soul though – shall it simply fade away,
That which I loved, lived, suffered, sought to be
All be forgot – Is that eternity?
Is all then simply waste of effort, quite
Devoid of aim?
Why then this longing for eternity
We cannot tame?
Has Jesus, who his life for us once gave,
Discovered, won, like us, just death and grave?
If so, our faith, hope, life are merely fraud,
Not the Great Cause of Love which we so laud!
The force which ordered every planet’s course
With ‘Let there be’,
The providence which Love has for its source,
Live endlessly.
– The soul which in his image God has made
Is incorruptible, can never fade;
Life here’s the seedling of eternity,
Our body dies, the soul from death is free!
First known appearance in print: Christmas Book 1874, Dec. 1874
No comments:
Post a Comment