I nattens dybe stille ro...

I skovens dybe, stille ro,

hvor sangerhære bo,

hvor sjælen lytted mangen gang

til fuglens glade sang,

der er idyllisk stille fred

i skovens ensomhed,

og hjertets længsler tie her,

hvor fred og hvile er.

Hør landsbyklokken lyder ned,

bebuder aftenfred,

småfuglen, før den går til blund,

end kvidrer lidt en stund.

I mosen kvækker højt en frø,

stærkt damper mark og sø,

nu klokken tier, - aftnens fred

sig stille sænker ned.

I forest depths where quiet reigns

in songbirds’ prized domains,

where troubled soul could listen long

to joyous warbling song,

there is idyllic peacefulness

within the forest’s loneliness

and all heart’s longings quite subside

where rest and peace reside.

Hear how the village bell rings clear,

announcing evening’s near,

small birds, before they go to sleep

give one last final cheep.

A frog from bogland croaks out loud,

field, lake wear steamy shroud,

and evening peace, when bell’s chime ends,

now tranquilly descends.

Man antog tidligere at teksten var skrevet af H. C. Andersen, men det er mere sandsynligt at den er forfattet af komponisten Fritz Andersen, som i 1864 udgav en samling sange til skolebrug. Heri findes sangen, men uden angivelse af forfatter. Melodien er en gammel folkemelodi, sandsynligvis fra Langeland.