Moses og Pharao
Kong Pharao var en ugudelig Krop,
Han sagde: det varer for længe
Med Svøben at slide Ebræerne op,
Smid ud deres nyfødte Drenge!
Ja, smid dem i Nilen, trods Kiællinge-Snak!
Saa faaer vi dog endelig has paa det Rak.
Det skulde han sige saa sagte,
Man veed ikke hvad man kan magte.
Der fødtes nu Amram Leviter en Søn,
For faur til at fare saa ilde,
Hans Moder ham fostred tolv Uger i Løn,
Men turde ei meer hvad hun vilde,
I Arken af Rør og i Vuggen af Siv
Han maatte paa Floden nu friste sit Liv.
Den Herre, som boer i det Høie,
Dog ogsaa paa Dybet har Øie.
Kong Pharaos Datter var bedre end han,
Hun havde dog Hjerte i Livet,
Hun kom som en Dronning alt efter sin Stand,
Og saae hvad Sig rørde i Sivet,
Hun sukked, hun saae i den kiølige Seng,
Med blødende Hjerte, den grædende Dreng.
Selv midt i Ægypten man finder
Til Lykke dog Hjerte hos Kvinder!
En Syster ad Drengen paa Timen sprang til,
Hun stod der paa Luur for det Samme:
"Befaler Prindsessen, strax bringe jeg vil
Den lille Ebræer en Amme,"
Og knap hendes Høihed fik Jaet udsagt,
Før Pigen var borte og Moderen bragt.
Naar Mænd er som Dyrene vilde,
Til Lykke er Kvinderne snilde!
Saa slumped den Moses til Høibaarnes Kaar,
Der skulde som Konge befale,
Saa voxte han op i Kong Pharaos Gaard,
Som skulde Tyrannen betale;
Ebræernes Høvding blev ikke omsonst
Oplært i Ægypternes Vidskab og Konst.
Vil Nogen Guds Forsætter hemme,
Han nødes til selv dem at fremme.
Moses and Pharaoh
King Pharaoh was heartless, God’s laws he did flout
He said: time is wasted completely
Spent lashing the Hebrews to wear them all out –
Get rid of young male sons discreetly!
The Nile’s the solution, don’t heed women’s cries!
That should take good care of that riff-raff’s demise.
He ought to have spoken less brashly,
Such statements are often made rashly.
To Amram the Levite was now born a son,
Too fair for some ill to befall him,
For twelve weeks his mother all others did shun,
But then dared not keep him or call him.
In a basket of bulrushes he had to lie
And out on the river risk having to die.
The Lord up above in high station
Keeps watch though o’er all His creation.
Pharaoh’s daughter, however, was better than him.
Her heart was both loving and caring,
She came like a queen does, both noble and prim,
And saw what the reeds were ensnaring,
She sighed when she saw in the cool wicker bed,
Her heart deeply aching, the crying child’s head
In Egypt, though in their own fashion,
Were women’s hearts full of compassion!
The child had a sister, the job her assigned
Was always to hide and to heed him:
‘Princess, should you wish it, I know where to find
A wet nurse to tend and to feed him.’
Her highness had scarcely her yes more than thought
Than off went the girl and her mother was brought.
When men are like beasts, wild and savage,
What luck women kindness can manage!
Thus Moses by chance regal status attained,
For kinglike commands had permission,
At King Pharaoh’s court he was brought up and trained,
At the tyrant’s expense, in addition.
The head of the Hebrews was taught from the start
Egyptian advances in science and in art.
The one who God’s laws is disdaining
The converse may end up attaining.


No comments:
Post a Comment