Kong David
Jeg gik i Marken og vogtede Faar,
Slog min Harpe i Skyggen af Palmer,
Glad som en Fugl i den faureste Vaar
Hopped rundt jeg og nynned paa Psalmer!
Da kom der Bud fra min Fader som bedst:
Skynd dig hjem! klæd dig paa! kom til Gilde!
Seeren siger, der fattes en Gjest,
Det er dig, kom nu ikke for silde!
Rødmusset blev jeg da mere end før,
Som en Fugl, som en Vind, jeg var hjemme,
Blegned kun flygtig ved Høielofts-Dør,
Da jeg hørde de Vældiges Stemme.
Bæger af Guld med den skummende Viin
Rakde Seeren brat mig i Salen,
Salved mit Hoved med Olie fiin,
Som en Dugg over Græsset i Dalen!
Mange i Salen saae skævt til mit Held,
Ikke vidste dog Nogen min Lykke,
Lønlig udsprang der i Barmen et Væld,
Som en Kilde i Palmernes Skygge.
Kongeligt blev da mit Sind og min Hu,
For min Hjord turde alting jeg vove,
Løver og Bjørne, dem trodsed jeg nu,
Trodsed meer, trodsed Falskhed til Hove.
Goliath praled med Hjelm og med Skjold,
Imod ham saae jeg ud som Græshoppen,
Dog med min Slynge jeg fældte den Trold,
Skildte godt ogsaa Hoved fra Kroppen!
Træde jeg maatte fuldmødige Fjed,
Over Stok, over Steen, i det Øde,
Før jeg fik Kronen at fryde mig ved,
Under den maatte Hjertet end bløde.
Konge dog blev jeg, navnkundig som Faa,
I Jerusalem godt jeg blev hjemme,
Og medens Throner paa Jorderig staae,
Davids-Harpen gaaer aldrig ad Glemme!
King David
In open fields I watched over my sheep
Under palm trees my harp I sat strumming,
Glad as a bird that in spring loves to cheep
I skipped back and forth, psalms sometimes humming!
From my father came the urgent request:
Hurry home! Banquet time! Don fine clothing!
For, says the prophet, we’re lacking a guest,
That is you, don’t be late, stop for nothing!
Ruddy cheeked grew I yet more than before,
Like a bird, a swift wind, homeward fleeting,
Only went pale at the banquet hall door
When I heard mighty men say their greeting.
A golden goblet of bright, foaming wine
Brought the prophet me – he did not dally –
Then anointed my head with oil so fine
As does dew all the grass in the valley!
Many regarded my fortune askance
But unknown to them all, bliss enbalmed me,
For in my breast rose a ne’er-ending dance,
Like a spring in the shade of the palm tree.
Kingly my mind became, noble and true,
For my flock would I everything venture,
I defied lions and bears from henceforth too,
Courtly falseness I even dared censure.
’Gainst boastful Goliath with sword and shield
I resembled a half-grown cicada,
And yet with my sling I made the giant yield
And my blow made his head fall much harder!
Many a weary step I had to tread,
Over hill and dale, deserts so arid,
Ere I a crown’s weight could feel on my head
Yet my heart still bled, troubled and harried.
King I became, famed as few are from birth,
In Jerusalem I had my dwelling,
And while thrones exist still upon this earth,
David’s harp’s fame will be for the telling.
https://kalliope.org/da/text/grundtvig2001061847
https://hojskolesangbogen.dk/om-sangbogen/historier-om-sangene/j-l/jeg-gik-i-marken-og-vogtede-faar
No comments:
Post a Comment