Wednesday 26 December 2018

Danish medieval ballad 'Jomfruen i fugleham' in English translation



Jomfruen i fugleham

Jeg ved vel, hvor en skov hun stander,
hun står foruden under fjord;
der gror inde de fejreste træ,
som nogen mand haver hørt.
Så vinder en svend sin jomfru.

Der gror inde de fejreste træ,
som man kalder silje og linde;
der spiller inde de ærlige dyr,
som man kalder hjorte og hinder.

Der spiller inde både hjorte og hinde
og andre dyr så skønne;
der synger så lidel en nattergal
udi en lind så grøn.

Det spurgte Nilaus Erlandsøn,
[som dyren’ er vant at bede],
han lader sin ganger med det røde guld sko,
og did rider han at lede.

Did red Nilaus Erlandsøn
så såre da mon han lange;
der var han i dage tre,
han kunne ikke fuglen fange.

Så sætte han snaren på alle de træ,
som fuglen var vante at være;
den fugl blev i sin’ øjen snar,
han måtte hende dog ombære.

Han sætte snaren på alle de stier,
som fuglen’ var vant at gange;
den fugl var i sin' øjen så snar,
han kunne hende ikke fange.

Han tog øksen i sin hånd,
han ville det træ neder fælde;
der kom den mand, der skoven åtte,
han skød sin skaft imellem.

“Hugger du neder min fæ’rne skove,
og gør du mig den vælde:
jeg lover dig, Nilaus Erlandsøn,
så dyrt skalt du det gælde.”

Det da mælte den skønne jomfru,
hun stod på højen tinde:
“Ungersvend, vilt du lyde mit råd,
da skalt du fuglen vinde.

Hør du, favren ungersvend,
og vilt du lyde mit råd:
du får ikke af vilden fugl,
uden du haver tammen brad.”

Han skar braden af sin bryst,
han hængte det på lindekvist;
hun flagred’ med sin’ vinger, hun lod vel om,
fuld ondt var braden at miste.

Det da var den lidel nattergal,
hun fik det blodige brad;
så blev hun til skønneste jomfru,
der måtte på jorden gå.

Jomfruen under linden stod
i silkesærk hint røde;
ridderen tog hende udi sin arm,
de klaged hverandre deres nød.

Ridderen tog hende i sin arm,
klapped hende ved hviden kind:
“Sig mig, allerkæreste min,
hvem voldte sorrig din?”

“Jeg sad over min faders bord,
jeg legte med roser og liljer;
min stedmoder kom der gangendes fram,
det var ikke med henders minde.

Så skabte hun mig til en lidel nattergal,
bad mig ad skoven flyve;
min’ syv møer i ulvelige,
bad, de skulde fuglen rive.”

Jomfruen under linden stod,
slog ud sit favre hår;
der kom løbendes henders tjenestemøer,
i ulvelige de var.

Nu haver Nilaus Erlandsøn
forvunden båd’ angest og harm;
nu sover han så gladelig
udi den jomfru henders arm.
Så vinder en svend sin jomfru.


The maid in the guise of a bird

I know where there lies a forest,
far out at the edge of the fjord;
therein there grow the fairest of trees
that ever a man has heard.
So does a man gain his maiden.

Therein there grow the fairest of trees,
that one calls wood-willow and lime.
therein there play the noblest of beasts
that one calls the hart and the hind.

Therein there play both the hart and the hind
and other beasts pleasing to see;
there sings so tiny a nightingale
up in a lime so green.

Of this learned Nilaus Erlandsøn.
[a hunting man known for his skill],
he had his steed shod with shoes of red gold,
and yonder he rode for a kill.

Yonder did ride Nilaus Erlandsøn,
so deep-felt was his rapture;
there he stayed for three whole days,
but never the bird did he capture.

Then traps he did set on all of the trees
the bird would choose to alight on;
the bird it grew so keen of eye
the net he never could tighten.

Then traps he did set on all of the paths
the bird would walk on by nature;
the bird it was so keen of eye
he never was able to catch her.

He took his axe up in his hand,
he would the tree have felled;
the man who owned the forest came,
his spear between he held.

“If you chop down my forefathers’ trees
and do me such a wrong:
I promise you, Nilaus Erlandsøn,
you’ll rue the day ere long.”

Then came the voice of the fair maid,
up from the top of the tree:
‘Young man, should you heed my advice,
Then yours the bird shall be.

Hark you well, you handsome man,
and heed you my advice:
without tame flesh you shall not catch
the wild bird in a trice.”

He cut the tame flesh from his breast,
he hung it from a branch of lime;
she flapped her wings, it pleased her well,
to gain such flesh lost no time.

It was the tiny nightingale
the tame bloody flesh she soon found;
then she became the loveliest maid
that ever had trod the ground.

The maiden under the lime tree stood
in silken shift of red;
the knight he took her by the arm,
their woes to each other they said.

The knight he took her on his arm,
her lily-white cheek he did stroke:
‘Oh tell me, dearest to my heart,
who then did such sorrow provoke?”

“At my father’s table I did sit,
with roses and lilies did play;
my stepmother came into the room,
who wanted to have me away.

She made a small nightingale out of me
and told me to fly to the wood:
my seven maids into wolves were all turned,
told to tear the bird if they could.”

The maiden under the lime tree stood,
tossed her fine golden hair;
out ran her seven maids to her,
as wolves they were all still ensnared.

Now has Nilaus Erlandsøn
defeated all fear and all harm;
now without a single care
he sleeps on his maiden’s arm.
So does a man gain his maiden.

-->

No comments: