Hans Adolph Brorson: 'Mit hierte altid vanker'

 

MIT HIERTE ALTID VANKER

 

Mit hierte altid vanker

I JEsu føde-rum,

Did samles mine tanker

I deres hoved-sum.

Der er min længsel hiemme,

Der har min troe sin skat,

Jeg kand dig aldrig glemme,

Du søde jule-nat.

 

Du mørke stald skal være 

Mit hiertes fryde-slot, 

Der kand jeg daglig lære, 

At glemme verdens spot, 

Der kand jeg best besinde, 

Hvori min roes bestaaer,

Naar JEsu krybbes minde 

Mig ret til hierte gaaer. 

 

Men, ach! hvad skal jeg sige, 

Naar jeg vil tænke paa, 

At Gud af himmerige 

I stalden ligge maa, 

At himlens fryd og ære, 

Guds væsentlige ord, 

Skal saa foragtet være 

Paa denne slemme jord.

 

En perle, der forgiettes, 

Saa nøye ledes op, 

Den blanke demant settes 

I gylden krones top: 

Man kaster ey en drue 

Blant tørre grene ned: 

Skal jeg min Gud da skue 

I saadan uselhed?

 

Hvi skulde herre-sale 

Ey for dig pyntet staae? 

(Du havde at befale, 

I hvor du pegte paa,) 

Hvi lod du dig ey svøbe 

I lyset som et baand, 

Og jordens konger løbe, 

At kysse paa din haand?

 

Hvi lod du ey udspende 

En himmel til din telt, 

Og stierne-fakler brænde? 

O store himmel-helt! 

Hvi lod sig ey til syne 

En mægtig engle-vagt,

Som dig i silke-dyne 

Saa prægtig burde lagt? 

 

Ney! JEsus faaer sit leye 

I denne gode juul, 

Hvor betlere de pleye 

At legge sig i skiul, 

Det var og ey hans eget, 

Det høe, hvori hand laae, 

Hand havde ey saa meget, 

Hand kunde ligge paa. 

 

Den sag kand ey begribes, 

At JEsus, Gud og mand, 

Saa meget hart indknibes 

I verdens jammer-stand, 

Hand, som med Guddoms vælde 

Al verden dømme vil, 

Ey har det, hand kand helde 

Sit arme hoved til. 

 

En spurre har sin rede 

Og sikre hvile-boe, 

En svale ey tør lede 

Om natte-lye og roe, 

En løve veed sin hule, 

Hvor hand sin roe kand faae; 

Skal da min Gud sig skiule 

I andres stald og straae? 

 

Ach! kom! jeg vil oplukke 

Mit hierte, siel og sind 

Med tusind længsels-sukke, 

Kom, JEsu, dog derind!

Det er ey fremmed bolig, 

Du har det selv jo kiøbt, 

Saa skal du blive trolig 

Udi mit hierte svøbt. 

 

Jeg vil med palme-grene 

Dit hvile-sted bestrøe, 

Min brudgom, dig allene 

Jeg leve vil og døe. 

Kom! lad min siel erlange 

Sin rette qvæge-stund, 

At kysse tusind’ gange 

Din søde rosen-mund.

 

 

MY HEART IS ALWAYS ROAMING

 

My heart is always roaming

Where once the Christ child lay,

And on that stable homing

My thoughts collect each day.

A refuge for soul’s fretting,

My faith’s most treasured seat,

I’ve no way of forgetting

You Christmas night so sweet.

 

My heart’s delight and palace

Shall you, dark stable, be,

Where each day I gain solace

From earth’s cruel mockery,

Best weigh there free from danger

The nature of my praise

When thoughts of Jesu’s manger

So set my heart ablaze.

 

But, ah! What shall I utter

When thinking with a sigh

That heaven’s Lord in but a

Poor manger had to lie,

That heaven’s joy and splendour,

God’s word of precious worth,

Derision now engender

Upon this wretched earth!

 

A pearl that’s lost with zeal is

Sought out until it’s found,

The diamond’s bright appeal is

Best seen atop a crown,

No grape is thrown down surely

’Mongst branches that are dry:

Shall I see God then poorly

In some mean stable lie?

 

Why not in halls appointed

With all that’s fine and grand?

(They had, if you’d but pointed,

Been decked at your command)

Why would you not be swathed in

Bright light that formed a band,

And let earth’s kings come craving

To kiss you by the hand?

 

Why did you keep from raising

A welkin as your tent,

And have star-torches blazing,

Oh hero, heaven-sent?

Why was not on display too

A guardian angel host,

That in silk quilts would lay you,

As did befit you most?

 

No! Jesu’s bed’s a stable

At this good Christmastide,

Where beggars if they’re able

From winter’s cold will hide,

And all the hay he lay in

Was meant for beasts alone,

He did not have a say in

A thing to call his own.

 

It is beyond all reason

That Jesus, God and man

This vale of woe as prison

Must suffer for a span,

He, who will judge for ever

The living and the dead,

Has got no place whatever

Where he can lay his head.

 

A nest has e’en the sparrow,

A safe place to call home,

Nor needs the fleeting swallow

For night-time shelter roam.

Nor does a lion know anguish,

Its cave has rest in store;

Shall then my Saviour languish

On some strange stable’s straw?

 

Ah! Come! I will throw open

My heart, my soul and mind,

A thousand sighs have spoken, 

Come, Jesus, come and find!

It is no unknown chamber,

You bought it with your blood!

Here will you sweetly slumber

In my heart swathed for good.

 

Your resting-place so holy

Shall strewn with palm-sprigs lie,

My bridegroom, for you solely

I will both live and die.

Come! let my soul find bliss in

The fount to which it’s wed, 

A thousand times be kissing

Your sweet mouth rosy red.