Påskeblomst! hvad vil du her?
Påskeblomst! hvad vil du her?
Bondeblomst fra landsbyhave
uden duft og pragt og skær!
hvem est du velkommen gave?
Hvem mon, tænker du, har lyst
dig at trykke ømt til bryst?
Mener du, en fugl tør vove
sang om dig i Danmarks skove?
Lever op i sind og hu,
stander op af eders grave,
barnedage! følger nu
med mig ud i faders have!
Lad mig under påskesang,
kirkeklokkens højtidsklang,
blomsten til mit hjerte trykke,
bryst og hoved med den smykke!
Vinterblomst! du melder vår,
fold dig ud i stille kammer!
Ved Guds værk og egne kår
sig kun verdens dåre skammer.
Spottes end din ringe dragt
uden glans og farvepragt,
selv jeg dog på sorten tilje
ligned helst en påskelilje.
Ej i liflig sommerluft
spired du på blomsterstade,
ej så fik du rosens duft,
ikke liljens sølverblade.
Under vinterstorm og regn
sprang du frem i golde egn,
ved dit syn kun den sig fryder,
som har kær, hvad du betyder.
Bondeblomst! men er det sandt:
Har du noget at betyde?
Er din prædiken ej tant?
Kan de døde graven bryde?
Stod han op, som ordet går?
Mon hans ord igen opstår?
Springer klart af gule lagen
livet frem med påskedagen?
Kan de døde ej opstå,
intet har vi at betyde,
visne må vi brat i vrå,
ingen have skal vi pryde,
glemmes skal vi under muld,
vil ej vokset underfuld
smelte, støbes i det dunkle
og som lys på graven funkle.
Påskeblomst! En dråbe stærk
drak jeg af dit gule bæger,
og som ved et underværk
den mig hæver, vederkvæger:
Svanevinge, svanesang,
synes mig, af den udsprang.
Vågnende jeg ser de døde
i en påskemorgenrøde.
O, hvor est du mig dog kær,
bondeblomst fra landsbyhave!
Mer end rosen est du værd,
påskeblomst på fædres grave!
Sandt dit budskab er om vår,
om et helligt jubelår,
som hver ædel blomst af døde
skal forklaret igenføde!
Ja, jeg véd, du siger sandt:
frelseren stod op af døde!
Det er hver langfredags pant
på en påskemorgenrøde:
Hvad er segl og sværd og skjold
mod den herre kæk og bold?
Avner kun, når han vil ånde,
han, som svor os bod for vånde.
Easter flower! what would you here?
Easter flower! what would you here?
Common flower from village garden,
scentless, lustreless, austere!
Gift that no one e’er would pardon.
Who do you think fain had pressed
such as you to loving breast?
Dare a bird your praise send winging
when in Danish woods it’s singing?
Come alive in heart and mind
from your graves now be upstanding,
childhood days! And with me wind
your way out to father’s garden!
Let me during Easter song,
church bell’s ringing loud and long,
to my heart the flower be pressing
breast and head with it be dressing!
Winter flower! You herald spring,
now unfold in quiet chamber!
Only fools would shame to sing
of God’s work, their lot not savour.
Though your humble garb’s yet mocked,
dull you are and poorly frocked,
on my bier my wish is fully
to be like an Easter lily.
Not in sweetest summer air
did your roots begin to settle,
nor the rose’s scent did share
nor the lily’s silver petal.
During winter’s storms and rain
you put forth in harsh terrain,
joy alone on hearts to lavish
who your inner meaning cherish.
Common flower! but is it true:
Is your meaning that of waking?
Is your sermon really new?
Can the dead grave’s hold be breaking?
Did he rise up, as they claim?
Will his word rise up again?
Does from winding sheet of mourning
life spring forth at Easter’s dawning?
If the dead can’t rise again,
then our meaning has no substance,
we’ll die quickly and in vain,
grace no garden with our presence,
’neath the ground forgotten be
and our wax won’t wondrously
melt, be formed in darkest lining
candle-like on graves be shining.
Easter flower! A drop most strong
from your cup my thirst has sated,
and I quicken before long
wondrously refreshed, elated:
From a swan’s song or its wing
it would seem that it did spring.
Now I see the dead reborn in
early flush of Easter Morning
Oh, how dear to me you are,
common flower from village garden!
Dearer than the rose by far,
Easter flower on graves of fathers!
True spring-tidings bringing me,
of a holy jubilee,
as from death each noble flower
you’re transfigured at this hour!
Yes, it’s true what you allege:
that from death our Saviour’s risen
It is each Good Friday’s pledge –
Easter Morning bursts death’s prison
What are sickle, shield and sword
’Gainst that master brave and bold?
Chaff his breath dispels for certain,
he who swore to bear our burden.
No comments:
Post a Comment