Jeg saae det Land, hvis Luft har himmelsk Lyst
1834
Jeg saae det Land, hvis Luft har himmelsk Lyst,
Hvor under Pinjen Skjønheds Børn os møde,
Hvor Ilden sprudler frem af Bjergets Bryst,
Og Oldtids Byer opstaae fra de Døde.
Der klædt i Marmor høje Guder staae,
Der Duft og Toner i hver Luftning vifte,
Mens Havet er en Olie, azurblaa,
Og Bjergene med syvfold Farver skifte.
Der Alt er Malerie ved Malerie,
Der klart Guds Skaber-Kjærlighed man skuer, -
See Bondens Gjærde; Laurbær groer deri,
Den høie Cactus, Ranken tung med Druer!
Der blev mit Hjerte Barn, men Tanken Mand,
Der lærte jeg Natur og Kunst at kjende.
Du Farvernes og Formens skjønne Land,
Farvel! - min smukke Drøm er nu tilende.
I saw the land whose air’s a joy divine
1834
I saw the land whose air’s a joy divine
Where beneath pine trees beauty’s children tread,
Where fire erupts from the volcano’s mine,
And ancient cities rise up from the dead.
Where, marble-clad, high gods stand in full view,
Where scent and sounds are caught upon the breeze,
And where the sea’s like oil, deep azure blue,
And mountains’ colours are a shifting frieze.
And masterpieces everywhere abound
Where God’s creative love none could refute‚
In farmers’ hedges, laurels can be found,
Tall cactuses and vines bent low with fruit!
My heart became a child, my mind a man,
I grew so close to Nature and to Art,
You land of forms’ and colours’ wondrous span,
Farewell! The fair dream’s over . I must part.
No comments:
Post a Comment