Edvard Lembcke (1815-97): 'Vort Modersmaal'

 

Vort Modersmaal

 

Vort Modersmaal er dejligt; det har saa mild en Klang;

hvormed skal jeg ligne det og prise det i Sang?

En højbaaren Jomfru, en ædel Kongebrud,

og hun er saa ung, og saa yndig ser hun ud!

 

Hun lægger os paa Læben hvert godt og kraftigt Ord

til Elskovs sagte Bønner, til Sejrens stolte Kor;

er Hjertet trangt af Sorgen, og svulmer det af Lyst,

hun skænker os Tonen, som lette kan vort Bryst,

 

Om om i Øst og Vest vi har sværmet og søgt

de svundne Tiders Visdom, de fjerne Landes Kløgt,

hun lokker og hun drager, vi følge hendes Bud;

for hun er saa ung, og saa yndig ser hun ud.

 

De fremmede, de tænkte at volde hende Sorg;

de bød hende Trældom i hendes egen Borg;

men just som de mente, hun var i Baand og Bast,

da lo hun saa hjertelig, at alle Lænker brast.

 

Og alle de Skjalde, hun skænked Ordets Magt,

de blev om hendes Sæde en stærk og trofast Vagt;

hver Sang, som Folket kender og lytter til med Lyst,

den blev en Ring i Brynjen, som dækker hendes Bryst.

 

Hver kraftig Skæmt, der lokker om Læben frem et Smil,

den blev i hendes Kogger en hvas og vinget Pil;

hvert Ord, der kom fra Hjertet, og som til Hjertet naar,

det blev en Sten i Muren, der hegner hendes Gaard.

 

Og Aarene rulle og skiftes om paa Jord,

og vore Navne glemmes som Sne, der faldt i Fjor,

og Slægt efter Slægt segner hen paa Nornens Bud;

men hun er saa ung, og saa yndig ser hun ud!

 

 

Our mother tongue

 

Our mother tongue’s delightful; it has so mild a sound.

With what shall I compare it, in song can praise be found?

a sweet high-born maiden, a royal noble bride,

and she is so young, and all charms in her reside!

 

She places on our lips every word that’s good and spry

from all love’s gentle prayers, to victory’s proud cry;

to hearts weighed down by sorrow, or filled with wild unrest,

she grants us all the timely note that calms our savage breast.

 

And if in east and west we have searched from first to last

the wisdom of new ages, the wit of times long past,

she tempts and she entices, by her will we must bide,

and she is so young, and all charms in her reside!

 

The foreigners that wished but to cause her grief and gall,

they sought to make her captive within her castle wall;

but just when they imagined her trussed and tightly wrapped,

she laughed out loud so heartily that all her chains just snapped.

 

And all of the poets she gave words’ mighty power

stood guard both loyal and faithful around her scented bower,

each song known by the people and listened to with zest,

became a ring within the coat of mail that shields her breast.

 

Each powerful jest that causes a smile to reach our lips,

became in her full quiver an arrow razor-tipped;

each word straight from the heart and that to the heart can roam

became a stone within the wall that now surrounds her home.

 

And years all change in passing before they disappear

Our names are all forgotten, like snows of yesteryear;

and line after line at the Norn’s command have died;

but she is so young, and all charms in her reside!