Jeppe Aakjær: 'Majnat'

 

Majnat

 

Naar Vildgaasen larmer Valborgnat,

hvem lægger sig da til at sove?

Da vandrer man ensomt med Dug paa Hat

langs Fjord og knoppende Skove.

 

Derude straaler en Stjærne saa stor,

at helt den fylder mit Øje;

den samme Stjærne forvist jeg tror,

jeg saa over Barndommens Høje.

 

Og Vibeskriget rækker saa langt;

dog længere Længslerne rækker.

Hvor bliver éns Hjærte bitterlig trangt,

naar Klyden i Majnatten trækker!

 

Det pipper i Mos, og det pibler i Græs,

det sprætter i hældende Kroner;

der kommer en Duft fra det yderste Næs

af tusinde smaa Anemoner.

 

Saa ensomt bræger det spæde Lam

paa Bakken langt i det fjærne,

og Frøerne kvækker fra Pyt og Dam,

som sang det fra Stjærne til Stjærne.

 

29/4 1916.

 

 

May Night

 

When wild geese honk on Walpurgis night

who thinks then of going to rest?

With dew-beaded hat you roam out of sight

through fjordland and woods newly dressed.

 

Way out there gleams so mighty a star

that all of my eye it now fills;

I’m sure that same star I once saw afar

when I gazed o’er my childhood hills.

 

And the peewit’s cry is borne on the wind,

though longing’s borne farther away.

How bitterly close one’s heart is confined

when the avocet migrates in May!

 

There’s trickling in grass and cheeping in moss,

the tree-tops twitch out of their slumber;

from the farthermost cape the scent wafts across

of anemones countless in number.

 

The lonely young lamb on the hill far beyond

can be heard with its plaintive small baa,

and the frogs all croak from puddle and pond,

as if star now were singing to star.

 

29/4 1916