Another collection by Lucienne Stassaert

The Flax comes into Flower

The Australian poet Robert Gray in Danish

For a parallel text version of this poem go to here

 Tingenes driven

Tingene, sagde Berkeley, er Guds sprog,
verden vi kender er egentlig Hans tanker –
hvilket, bemærkede Hume, ikke bringer os någon overbevisning,
men for mig er det næsten en begrundelse,
fordi tingene er en sådan eksistens og ultimativt
format værdige. Tit virker det som om
jeg lytter til dem. Hvad kan den mon betyde,
denne intuition? Jeg tror at deres tiltrækningskraft
skyldes deres oprigtighed; det er deres manglende bekymring
for deres sårbarhed. Derfor fornemmer vi
de er tilstede i deres helhed. Man føler at disse ting
der træder gennem dagene sammen med os
ved enhver lejlighed har virkelighedens fylde.

En anløbsbro i sivene, og skyer på vand;
bussen der rutscher på støvet som et surfbræt;
et firben halet ud af en postkasse,
trægt, gennem hele eftermiddagens lange skygger;
plankerne på mudder, hvorfra hønsenes klid
strøes ud; en skærmydslen mellem blomstrende
kirsebærtræer med vindsabler; de slyngede vinranker
af havskum; eller træer i en allé
mod ophøjet sne – hver for sig er disse ting sig selv
og intet andet. Det er mangfoldigheden
vi oplever, det er forskelle
ikke Enhedens smøren ud – den haeccitas
vi oplevede som børn. Glade dyr,
for os dengang var fænomenerne nok;
vi tog forskellighed og forbindelser
ligeså bogstaveligt, opdagede vi senere,
som William James havde påbudt os at gøre.
Vi var så fulde af ærefrygt, så henrykte, i barndommen
på grund af genstandenes insisteren, for os virkede de som
et svar. At ‘konkrete særligheder’
er grundeksistensen var noget vi kunne have
været enige med Aristoteles om.

Og disse ting strømmer ind i hinanden
så stille som røg, uden at tøve,
uhindret. Verdens funklende røg.
Forskellene dem imellem udelukker ikke
deres enhed; enheden forringer ikke
deres forskellighed. Alligevel kan der ikke være
én materie, eller ‘energi’, under alt dette
som er forblevet sig selv, og som er ‘ren’.
Træge ting ville være det samme som ingenting.
Hvad kan udskilles fra eksistensen?
Eftersom verdens substans er flydende, betyder det
at ingen Substans findes. Tingene varierer altid
på virkelighedens ene plan.
Det som verden består af er de ting den
eksisterede som før. Reaktion
er dens princip. Og hele eksistensen
synes at være en akrobat, som slår kolbøtter
om og om igen, hver gang han er ved at falde;
eller den er et oprørsk hav hvor tingenes
bølger strømmer uendeligt igennem hinanden.

De hundrede og tresindstyve millioner år
af kæmpeøgler, der tilbragte alle deres dage
med at fortære hinanden, antyder
at Guden for dette også er et uhyre; eller keder sig,
og er kedelig; eller lider af skøre mareridt –
eller er noget absurdt. Og livet er havnet på
en strandbred i tide ved et lykketræf; og selv om det
ikke helt forholder sig sådan, findes der tidsrum
indenfor tiden og steder som synes at være fredede.

Som religioner har ønsket at vi skulle tro
og nogle tænkere har lært os, kan vi ikke vide noget,
og dog har den minutiøse koordination
af sanserne med naturen, celle for celle,
været det eneste forehavende af vores evolution
som dyr, indtil nu. Mellem den ene ting
og den anden, hvor findes der hindring?
Overalt har naturen en villighed til at svare –
denne sammenhæng er verdens enhed.
Vi er i stand til at kende tingene fordi vi er
i sammenhæng med dem. Vi kan ikke forstå
hele deres kompleksitet, men det vi forstår
er lige så direkte som en berøring. Fejl finder sted –
de fejl vi laver beviser at verden findes.
Hvilken nytte har ‘forestillinger’?
Vore hænder og fødder skal have handlingsfrihed;
og hvis nogen taber en dyrbar skål
har vi fanget den, i en brøkdel af et sekund, vi ved ikke hvordan.
Kroppen har sin tendens, for at overleve –
intet trænger sig på mellem verden og denne,
men ordløs sansning klarer det hele.

Altså er bevidsthed – hurtigere end tanken – tynd;
det er en funktion, så tynd som ingenting.
‘Sindet’ spejler kroppen mod sig selv;
det kan kun spejle; kroppen svarer.
Kroppen kan udrette mere end vi aner.
Hele dens tænkemåde består i brugen af ting –
inspiration er en opportunisme.
Vores bevidsthed ligner de tætte spots
på en scene, hjernens struktur,
hvor alle rekvisitter er klar til at tændes.
Der er kun fokus på ét sted ad gangen
som er højlydt, andre kaster lys over dette,
og så byttes alt om, i løbet af et øjeblik.
Vi lægger mærke til når vi hører at vi ikke ser –
at der er ørebevidsthed, øjebevidsthed,
og så videre, der lynhurtigt veksler.
Når vi hører regnen, føler vi ikke træstolen,
og når vi tænker udelukker vi stimuli.
Hvad er ‘den vidende’ andet end en forbipasserende tanke
der tælles med dér blandt erfaringerne?
Denne bevidsthed man opfatter som sig selv
er, faktisk, fuldstændig upersonlig –
alt befinder sig udenfor den, selv vore tanker.

Men verden der er os givet bliver stjålet fra os
og vi er alle ligeså berøvede som Orfeus.
Derfor hader vi livet, fordi det er døden.
Det som sanserne fortæller os vil vi gerne nægte;
dette kan ikke tillades, end ikke i naturvidenskaben,
som søger en eleatisk naturlov.
Der findes ikke noget endegyldigt ved isolation,
som naturvidenskaben antyder, i dens reduktive raseri:
det er kompleksiteten som er fundamental.
Partikler er luftarter, plasmaer, og så videre;
energi en aktivitet af legemer:
ligeså ‘fundamentale’ er de store elementer,
Lyset og Luften, Vandet, og Jorden.

Et billede fra Blomsterkrans Sutraen –
livet er et net af diamanter,
og indenfor hver facetterede sten hænger
resten af netværket, som genspejlinger.
En ting består af alt andet i verdenen;
den har ingen fast natur, selvbestemt;
der findes kun relativitet – ‘tomhed’.
Det er fordi ting er indbyrdes forbundet
at hver af dem åbner hundrede porte for os
ud mod havet af verdens mening.
Verdenen er den gensidige udviskning
af ethvert isolerede synspunkt.
Eftersom alle ting fødes ud af betingelser
er fraværet af et indre væsen
alle tings iboende renhed;
Alle har ikke-selvet som deres natur.
Derfor er vandløb og skove, de lysstænkede bjerge,
de vindblæste skyer og bølger, buddhaformen.
Som naturlig følge af dens meningsløshed
kunne man sige at verden besidder uskyldighed.

Hvis forandring er virkelig, så må kvaliteter også være det;
og uden Substans til hvilken de er knyttet,
så er tingenes ‘egenskaber’ alt der findes.
Dog findes disse kun i sammensatte helheder
som ting (tingen udskiller sig selv):
ingen kvaliteter eksisterer adskilt fra mængde,
og mængde kan kun eksistere som kvaliteter.
Vi lever i et medium af paradokser –
en ting er både absolut og vilkårlig;
alt efter målestok er tingen en helhed eller del af en anden helhed.
Den er verdens eneste valuta.
Disse almindelige ting er endegyldige, opdager vi,
eftersom alt det vi analyserer kun eksisterer
i relation til dem. De er naturens ståsted.
Men adskilte sanser er nødt til at holde det adskilt
som, vi ved, er afhængigt i verdenen,
og for at leve skal vi skelne –
på denne måde har naturen selv frembragt vor forvirring;
den har forberedt os på ‘hele denne
unbegribelige verdens tyngende mysterium’.

Til trods for at den ikke i sig selv har eksistens,
går tingenes massivitet aldrig tabt.
Tingene er ikke en flimren, som sollys på havet,
på ingenting, hver ting har en tæthed.
Alle kvaliteter er massens tillæg,
og en forandring i masse vil ændre på kvaliteterne –
alt dette ved vi, og dog kan det ikke vides.
En sådan masse, selv, er det ufattelige,
det ubegrundede; man kunne sige det er Gud,
men en Gud som ikke ønsker at være Gud.
I sig selv er den mulighed,
med hele dens indhold fundet ‘udenfor’ den.
Tingene låner deres fyldighed fra hinanden,
så det de allesammen er lavet af er Eksistens,
noget som ikke på nogen måde er begrænset.
Det er her det almindelige bliver sublimt.

Når vi står i kø foran Lethes bred
vil vi huske, opmærksomme som kærteflammer,
ikke blot ansigter, men ting vi har kendt,
og med en intensitet som overrasker –
græssets stilling ved stakittets fod
en uvejrsoplyst eftermiddag; natten, et hav
blandt dets isflager; hvad det nu var som slyngede os
ud i den fjerneste transcendens vi har oplevet.
Vi vil se verden som en stor skov
og underskov af ting, der var alvorsfuld
og fjern, og ligeså ufremkommelig, dog rolig,
som det land der vil rejse sig foran os.
Tingene forudsagde et sådant mysterium;
de var altid Hades’ blomstringer.

Men dette er en metafor. Ikke en eneste varer ved.
Det som slår os mest ved tingene er deres fremmedhed,
og hvordan kan man tale om dette, hvis ikke gennem en metafor?
Tingene passerer forbi os ved mørkets udkant,
ses fra hovedveje, i forandring, ligesom vi forandres.
Træerne bærer en særegen betydningsfuldhed
i deres gruppering på en bakketop eller en slette;
disse ting der er mere end bare det som vides.
Materiens beskaffenhed er en Afgrund.

Bagved et skur, lave bakkedrag og store skyer;
en smal grusvej; en bleg sol på støvet græs;
det brækkede stakit og trådnettet;
en låge, henimod en vagt åresprængt skov;
kanalen med svaler. Vidunderlige fantomer.
Ingen tanker kan nærme sig deres tilstedeværelse her.


[In which the burden of the mystery,
In which the heavy and the weary weight
Of all this unintelligible world,
Is lightened.

(Wordsworth, The Prelude)]

The Flemish poet Lucienne Stassaert

Here is the first poem of Lucienne Stassaert's collection 'Songs of Farewell'

There is a song

that turns

time around

do you remember how

and now how

and now how

what a voice

would call happiness

sounds

unbearably clear

to begin with

and at the beginning

of the end?

irgendwo

irgendwo

the melody is

then

lost

do you remember how

and now how

and now how

it twinkled

and sparkled

until you heard

a bell tinkle:

love is used up

the measure’s full –

A voice is left

behind

in a music-box

it does not say how

say how long

it is stuck

and the way to open

the box-lid

you still know how

and now how

and now how

you will have

to lift up a stone:

it’s me, father,

let me in

no matter how

no matter how

For another of her collections, go to here

Jan Baeke - 'Lyrisch van Rembrandt' book

(Click to enlarge)


TEMPUS OMNIA REVELAT

How a man looks need not draw attention.

He stands out of the light or dissolves in the crowd the street

can equally well draw attention.

That’s not the issue here. We are ready

for eternity, that is the soul

he captures on a fine canvas, well-framed

although his reputation seems like shifty cattle.

He works from the true, says

that there stirs in the gaze the fine details, that which

you cannot see, almost the light the hand of God.

That much we know. Faults in the weave, small shifts of colour.

Never a church or board that had a problem

with a natural defect.

So do we work to that same law.

A gentle smile, firm features

must shore up our successors, be a light

above the heavy table where they easily fall ill

and exchange figures for gout and Holland gin.

Knowledge of worth is our salvation.

Our duty to remain a warning and a lesson.

Tell that to the painter!

The Flemish poet Hilde Keteleer

TASTING LESSON ONE

Turn the senses wholly outside in.

Balance the light-spot in the bevelled glass

and see how far the years will reach.

Gently unfold the bouquet like butterfly wings,

imagine raspberries and whiffs of pepper.

Smell poetry.

Let the sun trickle in the cavity of your mouth.

Black berries, apples, apricots,

never quench your thirst with these flavours.

Catch vanilla on the tip of your tongue

and rid the palate of hurrying.

The first drink is groping with arms outstretched,

the second calls for new breath.

Then bend the arms

so that the shoulder straps slip downwards

and the neck offers a glass line

to the amazed taster.

Turn the senses wholly inside out.

This poem is from her collection 'All that is winter and true'.
for a parallel text version of the collection go to here

Three actual bridges - one French, two Dutch. Romance > WYSIWYG

THE MIRABEAU BRIDGE

Under the Mirabeau bridge flows the Seine
                And all our loves
        Why does it make so plain
That any joy must always follow pain
        Let the night come the hour sound clear
        The days all pass I’m still here

Our hands intertwined let’s stay face to face
                While far below
        The bridge of our arms strays
The languid wave of each endless gaze

        Let the night come the hour sound clear
        The days all pass I’m still here

Our love drifts away like these waters flow
                Love drifts away
        And our lives are so slow
With Hope more violent than we could know
        Let the night come the hour sound clear
        The days all pass I’m still here.

The days and weeks pass in a ceaseless train
                But no past time
        Or past love comes again
Under the Mirabeau bridge flows the Seine
        Let the night come the hour sound clear
        The days all pass I’m still here.

Guillaume Apollinaire

'THE OLD LADY'

I went to Bommel just to see the bridge.

I saw the new bridge. Two opposing shores

that shunned each other seemingly before

are neighbours once again. A grassy verge

I lay on, tea consumed, for some ten minutes

my head filled with the landscape far and wide –

when from that endlessness on every side

this voice came, and my ears resounded with it.

It was a woman. And the boat she steered

was passing downstream through the bridge quite slowly.

She stood there at the helm, alone on deck,

and what she sang were hymns, I now could hear.

Oh, I thought, oh, were mother there instead.

Praise God she sang, His hand shall safely hold thee.

Martinus Nijhoff

TWO FAR SIDES

Each bridge a bridge unless that bridge should be

confused regarding which is this side and

which that. For what you see is what you see.

The water flows. And what else could it stand

for really than just flowing water. Right?

For God the past and future are nowhere.

A woman at the helm’s a frequent sight.

The bridge a bridge, what’s there is what is there.

Here on this side we stand just where we stand

and gaze at ships that onward gently glide,

travelling to that strange and distant land

where in our thoughts so often we would find

ourselves on what is called the other side

and stare so fixedly that we go blind.

Ronald Ohlsen
(dedicated to the poet Gerrit Krol, who has had a bridge in Groningen named after him, officially opened on 8 July 2005)

The famous Norwegian poet Henrik Wergeland - Jan van Huysum's Flower Piece

Yet another watershed at 1840, the year this long work was first published in Norway and changed the literary scene for ever. Here is an extract from the first section in verse. The whole translation has been handsomely published by Maia Press in 2009.

THE CONTEMPLATION

Clumsy human admiration

that needs air and lips to say it!

Clumsier than the shy wonder

humble beasts display, you blunder

wholly in your adoration

squander in rapt adulation; --

with your passion’s savage heart

you misuse your love and slay it:

your adored unsullied art.

          Woe, if now that I need utter

(so compelled I sense my breast

gently moan when it is pressed)

I should cause this drop to flutter

from van Huysum’s soft rose petal

shaken by my lips’ rough breath!

Spring breeze, giddy, slow to settle,

shows more mercy if you will:

Dew’s bright gleam from grove and hedge

rain with iridescent edge,

hid in lady’s-mantle folds

every drop the eye beholds

it has plundered recklessly

in the air has scattered free

.. this one only lies there still,

at its rim like teardrop borne

trembling by an eyelash worn,

outmost in your diadem,

anguish that is sweet and tender

rolled on by your weighty gem;

lovely as the pearl whose splendour

merits it the heart of stars;

full as Magdalena’s tears

full and heavy, almost bursting;

shattering and yet still whole,

as sound counsel ripeness nears

in an angel’s saddened soul.

Click to enlarge.

Grundtvig - Jeg gik mid ud en sommerdag

In the early 1840s, Grundtvig was actively involved in promoting the Danish language. King Christian had given the language official status in the duchies of Schleswig and Holstein, and this led to rallies being held in Jutland by Danish-minded people. This poem, along with a second one, 'Velkommen i den grønne lund', are absolute classics of the Folk High School Song Book. All Danes can - and often do - sing them. In both, Grundtvig uses a bird singing in a beech wood to symbolise the new voice that should be heard throughout Denmark, a voice linked to the values of the Folk High School and the ideals of popular education:

I walked abroad...

I walked abroad one summer’s day to hear

song of bird that through my heart might sear,
in the deep, green dales,
midst the nightingales
and each bird that now my heart regales.
 
A little bird sat in the beech-tree grove,

sweet it sang in summer’s twilight mauve,
in the leafy vales,
midst the nightingales
and each bird that now my heart regales.
 
It sang so sweet of meadows lush and low,

where like grass forgetmenots do grow.
 
It sang so sweet of waves both blue and white

out at sea where Danish vessels glide,

It sang of everything one fain would hear,
most of all what through the heart can sear,
 
It sang as no bird else has ever sung,

played so grandly with my mother tongue,

It sang as if my heart itself did speak,

pain and joy were notes from its small beak,
 
And then I murmured in the twilight mauve:
Fly, Gold Crest! fly round your beech-tree grove,
 
Oh, fly from north to south, from west to east,

sing at Danish school, church, dance and feast,
 
In common Danish, in our mother tongue,

sing aloud like no bird else has sung,
 
Then all who hold their mothers dear will know

Denmark is a place where hearts can grow,

Then all will gleam that’s lit up by the sun,

like red gold upon our mother tongue,

in the deep, green dales,
midst the nightingales
and each bird that now my heart regales.

For both poems in parallel text versions, go to here and here.
To see what Klaus Høeck does with the song in his collection 'In Nomine', go to here

Two Dutch poets writing about writing a poem. Easy peasy//tough cookie. Komrij//Achterberg.

THE LANGUAGE-FORGER

Language’s consonants and vowels portray

The corset and the flaccid belly’s spread.

A poet’s one who’s able to display

An ease when boning them that seems inbred.

Obese or slim, his words without delay

Unite, in fluid couplets sweetly wed.

His secret’s effortlessness, not to lay

A smoke screen. He takes language off to bed.

His flask of wine is language - A to Z.

And when half-drunk - albeit just in play -

He spawns a child, an epic or quartet,

Or something in-between - a sonnet, say.

His fight with blubber, though, and whalebone stay

The reader never knows is left unsaid.

CODE

The life force that you formerly possessed

is parcelled out now in the abc.

I fashion from it words that are a key

and open to your death the heavy lock.

In verse it is the figuration: God

that’s made up of the letters g, o, d,

in this set sequence, although not per se,

other formations also pass the test.

Each series, every linking of the chain,

from any language, is appropriate,

provided that its tension is just right.

The writing poet weighs, evaluates,

a deadly skirmish fought with might and main,

until at last the door swings open wide.

Danish translation of a poem by the American poet Elizabeth Bishop

For a parallel text version of this poem go to here

FISKEN

Jeg fangede en gevaldig fisk

og holdt den ved siden af båden

halvvejs ude af vandet, med min krog

fæstnet i den ene mundvig.

Den kæmpede ikke.

Den havde slet ikke kæmpet.

Som en gryntende tyngde hang den dér,

ramponeret og ærværdig

og hæslig. Her og der

hang dens brune hud som strimler

som gammelt tapet.

og dens mønster af mørkere brunt

var som tapet:

figurer som fuldt udsprungne roser

plettede og borte af ælde.

Den var spættet med rankefødder,

fine rosetter af kalk,

og angrebet

af bittesmå hvide fiskelus,

og under den hang to eller tre

laser af grøn grøde.

Mens gællerne åndede

den forfærdelige ilt ind

- disse frygtindgydende gæller,

friske og sprøde af blod,

der kan skære så slemt -

tænkte jeg på det grove hvide kød

indpakket som fjer,

de store fiskeben og de små,

de dramatiske røde og sorte farver

i dens glinsende indvolde,

og den lyserøde svømmeblære

som en stor pæon.

Jeg så ind i dens øjne

som var meget større end mine

men mindre udhvælvede, og gulnede,

regnbuehinderne foret og indpakket

i plettet stanniol

set gennem linserne

af gammel ridset husblas.

De skiftede lidt, men ikke

for at besvare mit stirrende blik.

- Det lignede mere en genstands

hælden mod lyset.

Jeg beundrede dens tvære ansigt,

kæbens mekanik,

og så så jeg

at fra dens underlæbe

- hvis den kunde regnes for læbe -

barsk, våd og som et våben,

hang fem stumper af gammel fiskeline,

eller fire plus et forfang af ståltråd

med svirvlen stadig monteret,

med alle deres fem store kroge

fastvoksede i munden.

En grøn line, trævlet i enden

hvor fisken havde brækket den af,

to tykkere liner, og en fin sort tråd

stadig kruset af belastningen og knækket

da den sprang og fisken slap væk.

Som medaljer med deres ordensbånd

flossede og blafrende,

et femhåret skæg af visdom

der slæbte efter dens smertende kæbe.

Jeg stirrede og stirrede

og sejr fyldte

den lille lejede båd,

fra pølen af bundvand

hvor olie havde bredt en regnbue ud

rundt om den rustede motor

til den orange-rustede øse,

de solsprækkede bådstofter,

åregaflerne på deres snore,

lønningerne – indtil alt

var regnbue, regnbue, regnbue!

Og jeg slap fisken fri.