SORGENS ELSKER
Alle steder, alle tider
er du hos mig når jeg lider,
er du nær mig, når jeg drømmer
ved min længsels tabte spor.
Og jeg kysser dine hænder,
der som hvide blomster brænder
i en nat, der dunkelt strømmer
mod en blodbestænket jord.
Alle tider, alle steder
er du hos mig, når jeg græder,
er du nær mig, når jeg såret
bryder roserne itu.
Og du hvisker, og du trøster:
Sorgen er kun glædens søster,
blev dig lidelse beskåret
er du lykkens barn endnu.
Men på glædens hvide tinde
mødte jeg dig ingensinde,
der var tusind vilde svaner
til at kysse mine sår –
kun i søvnløshedens stræder
er du hos mig, når jeg græder,
er du nær mig, når jeg aner,
at mit liv er lagt i skår.
SORROW’S LOVER
Always, everywhere, you’re near me
when my suffering would sear me,
you are near me when I’m dreaming
where my longing’s path’s been lost.
And I kiss your hands with yearning,
like white flowers they are burning
in a night that’s darkly streaming
down to earth that’s blood-embossed.
Always, everywhere, you’re near me
when my scalding tears would sear me,
you are near me when, frustrated,
into shreds I roses flay.
And you comfort, and you whisper:
Sorrow’s only joy’s own sister,
if to suffer you’re not fated,
still a happy child you’ll stay.
But on joy’s white summit mounted,
you I never have encountered,
there, though, thousand wild swans hurried
and to kiss my wounds stood guard –
only if sleep’s all-denying,
are you near me when I’m crying,
are you near me when I’m worried
that my life’s reduced to shards.
No comments:
Post a Comment